Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nationaløkonomi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Breve trattato etc., 1613), Jean Bodin
(1520—96), der i sin Discours (1578) lægger en
mærkelig Indsigt i Pengevæsenets Natur for Dagen.
Om Merkantilismens bærende Ideer, dens
praktiske Politik og Litteratur henvises til denne
Artikel.
En begyndende Reaktion mod Merkantilismens
Ensidighed opstaar i England hos Sir William
Petty (1623—87), der lærer, at Arbejdet er
Rigdommens Ophav, og hos Sir Dudley North
(1644—91). Samtidig indledes i Frankrig
Oppositionen mod den Colbert’ske Finanspolitik og
Reguleringsaand af Pierre Boisguillebert (Détail
. . . [1697]; Factum de la France [1707]), af
Marskal Vauban (Projet d’une dixme royale [1707]).
Sit Rustkammer fandt Oppositionen imod det
merkantilistiske Regulerings- og Tvangsaag i
Naturretsfilosofien. Udgaaet fra Aander som
Hugo Grotius og John Locke, Hobbes og Spinoza
banede denne Retning sig hurtig Vej, og omkr.
Midten af 18. Aarh. kommer den til
Gennembrud som en Fornyelse inden for den
politisk-sociale Tænkning. Det ny Princip er
Individualismen, hvis Ideal er den enkelte
Persons fri Selvbestemmelsesret, fri Adgang til
at udfolde alle sine Kræfter i
Konkurrencekampen. Politisk afføder dette Grundprincip
Liberalismen, hvis Reformkrav derfor i første
Række bliver Afskaffelsen af alle Næringslivets
Skranker: i Landbruget det feudale
Afhængighedsforhold, Arbejdspligten, de nedarvede
Byrder og Stavnsbaandet, i Industrien den med den
ny Maskinteknik uforenelige Lavsordning, i
Handelen de gamle Monopoler og Privilegier og
de mange hemmende Regulativer. Inden for den
politiske Spekulations Omraade faar disse
Frigørelsesideer deres kraftigste Udslag hos
Rousseau i hans Bog om Contrat social (1762),
som økonomisk Teori bryder de igennem
med Fysiokraterne, navnlig hos den
ypperste af dem, Turgot, i hans Réflexions sur la
formation et la distribution des richesses (1766),
hvis bærende Tanke netop er Kravet paa fri
Handel, fri Konkurrence, frit Arbejde. Om dette
Afsnit af N.’s Historie se for øvrigt
Fysiokrater, laissez faire, laissez
passer!, Quesnay, Turgot, Mirabeau
den Ældre.
Medens i Frankrig Fysiokraterne bekæmpede
Merkantilsystemet, navnlig ved at fremhæve
Landbrugets vitale Betydning og ved kraftigt at
advare mod en Overvurdering af Industrien,
imødegik i England Moralfilosoffen David Hume
(1711—76) den herskende Ensidighed paa N.’s
Omraade ved en Analyse af Handelen og
Møntvæsenet (i Essays and treatises on several
subjects [1758]). Hume danner herved Overgangen
til Adam Smith (1723—90), »den store Skotte«,
der alm. kaldes »N.’s Fader« — en Betegnelse,
hvorved det imidlertid overses, at han hentede
sine filos. Grundanskuelser fra Naturfilosofien,
Locke, Hutcheson og Hume, og sine vigtigste
økonomiske Tanker fra Fysiokraterne. Adam
Smith’s Hovedværk Wealth of Nations (1776)
danner ikke desto mindre Epoke. Det er
ubestridelig Indledningen til den moderne N., og
er et Hovedværk inden for denne for alle Tider.
Sjælden er der paa dette Omraade
fremkommet et Værk af lgn. videnskabelig Bredde og
Fylde, med en lgn. afrundet, solid
sammentømret Systematik, affattet med en tilsvarende
Fremstillingens Kunst. Alt, hvad den
økonomiske Videnskab indtil dengang havde frembragt
af Tankestof, er her samlet, sigtet, kritiseret og
berigtiget for at gives en fast og logisk
Udformning. Værkets Virkning var ogsaa uhyre. For
Menneskealdre fremover blev den
individuelle Selvinteresses Princip herigennem
fastslaaet som noget nær eneraadigt inden for
N. Den gryende Storindustri og kapitalistiske
Produktion fik her sin teoretiske Grundvold;
det økonomiske ancien régime fik ved dette
Værk Dødsstødet, og det blev Ophav til utallige
økonomiske Reformer i alle Lande. Adam Smith
og hans nærmeste Efterfølgere danner
tilsammen den »klassiske« eng. Skole i N. Dens store
Navne ved Siden af Mesterens er Th. R.
Malthus (1766—1834), hvis pessimistiske
Befolkningslære blev af overordentlig Betydning, og David
Ricardo (1778—1823), der med
beundringsværdig Skarpsindighed udviklede Systemet i
ensidig abstrakt Retning og udbyggede det med
sin originale Værdilære og Grundrenteteori
(Principles [1817]).
I Frankrig udformedes Smith’s Lære af J. B.
Say (1767—1832) og af Frihandelsskolens
glimrende Agitator Fr. Bastiat (1801—50).
Bl. den liberale Økonomis Repræsentanter i
Tyskland kan nævnes: K. H. Rau (1792—1870),
der satte Tyskhedens Præg paa den ny Lære,
som han berigede i mange Enkeltheder.
Endvidere F. B. W. v. Herrmann (1795—1868), der
i »Staatswirtschaftliche Untersuchungen« (1832)
skarpere præciserer mange af N.’s
Begrebsbestemmelser, og af J. H. v. Thünen
(1783—1850), som i »Der isolierte Staat« (1826)
forklarer Jordrentens Opstaaen og Vækst.
Det var efterhaanden ved selve
Kendsgerningernes Magt blevet indlysende, at den Liberalisme,
der faar sit Udtryk hos Smith og hans
Efterfølgere, navnlig Systemets Epigoner,
Manchester-Mændene, har en Tendens til at give
Kapitalen Magt til at forskaffe sig et fuldstændigt
Herredømme over Industri og Handel og
at udnytte Magten til at undertrykke
Arbejderne, ligesom Retningens Kosmopolitisme og
Krav paa uindskrænket international Frihandel
let førte til, at de Nationer, der først havde
faaet en betydelig Industri, fik og beholdt
Overtaget i Konkurrencen. Disse Betragtninger
danner Udgangspunkterne for Reaktion mod
Liberalismen fra forsk. Hold. Sympati for de
arbejdende Klasser blev for nogle den Jordbund,
hvoraf deres Opposition tog Vækst, for andre
Trangen til at værne Hjemlandets Industri mod
den overmægtige Fremmede. Det sociale
Synspunkt gør sig saaledes gældende fra
radikalidealistisk Side hos den tyske Filosof Fichte
(1762—1814), og hos Schweizeren Simonde de
Sismondi (1773—1842), fra romantisk-konservativ
Side hos Adam Müller (1779—1829), og K. L.
v. Haller (1768—1854). Kritikken af
Liberalismens kosmopolitiske Ideer faar sine ypperste
Talsmænd i Fr. List (1789—1846), navnlig i
hans Værk: »Das nationale System der
politischen Oekonomie« (1840), og i Amerikaneren
H. Ch. Carey (1793—1879), der under Indtryk
af sit Hjemlands raske økonomiske Vækst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
