Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nederlandene - Nederlandene. Historie. Burgundervældet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de gl. Styremaader vedblive, men de stræbte
med deres romerretsdannede Jurister sindig og
sejt at skabe et Fællesstyre, der kunde kvæle
de provinsielle Særrettigheder og grundlægge et
centraliseret Enevælde. Fyrsten, der fra 1430
havde Sæde i Bruxelles, blev fra Maximilian og
Karl V’s Tid, da disse som Kejser og Konge i
Spanien tit var borte, repræsenteret af
Statholderen (Margrete af Savojen 1507—30, Karl
V’s Søster, Marie af Ungarn 1531—55). De havde
ved deres Side et Raad af høje Herrer og
Embedsmænd (Conseil privé, Grand Conseil, fra
1531 Statsraadet, som havde det almene
Landsstyre under sig, og Geheimeraadet, der var
Justitsministerium). Fra Raadet udskiltes 1454 en
Domstol, der 1464 fik Sæde i Mecheln og fra
1473 kaldtes Parlamentet i Mecheln. Den skulde
være Appelret for de vestlige burgundiske
Lande; Karl den Dumdristige satte den op mod
Pariserparlamentet, der krævede Jurisdiktion
over Flandern og Artois. Nederlænderne hadede
denne ny Domstol, der brød de gl. Retters
Selvstændighed, og efter Karl’s Fald blev den
ophævet. Den genindførtes 1504, og Karl V stræbte
i øvrigt at faa den godkendt for alle N.; men
kun Flandern, Artois, Namur, Luxembourg,
Holland og Zeeland underkastede sig den i visse
Appelsager. Finansvæsenet lagdes under
Regnskabskamre efter fr. Forbillede. Der var opr. 3,
senere 2, Karl den Dumdristige samlede dem
til 1 i Mecheln, ogsaa til stor Harme for Folket.
1477 oprettedes der da 3 igen, og først 1517
lykkedes det at indføre et fælles Finansraad for
alle N.
Pengevæsenet var altid Burgundernes ømme
Punkt. Den staaende Hær, de indførte, deres
Overdaadighed, de mange Krige nødte dem til
stadig at ty til Stænderne om ny Bevillinger.
Det blev fra 1465 mere og mere Skik at indkalde
almindelige Stænderforsamlinger
(»Generalstaten«). Disse, der blev det vigtigste Led mellem
Folk og Fyrste, fik især meget at sige under
Røret efter 1477. Tit var de da Landets
virkelige Hersker. Filip den Smukke yndede dem
ikke, men de mødte dog 10 Gange i hans Tid;
Karl V indkaldte dem over 50 Gange. Kun ved
særlig højtidelige Lejligheder mødte der
Sendemænd fra alle 17 Provinser; naar de kun skulde
bevilge Penge, kom der ingen fra Luxembourg
og Friesland, Groningen og Geldern: de holdt
paa deres Selvstændighed. Pengene bevilgedes
først efter Forhandling mellem Sendemændene
og Provinsstænderne, og Regeringen maatte
gerne afhjælpe Klagemaal, før den fik Beløbet.
Dette fordeltes paa Provinserne i et 1462
fastsat Forhold (Brabant og Flandern ydede hver
1/3 af Summen, Holland 1/12, Utrecht 1/10).
Generalstaterne indkaldtes kun efter Fyrstens Bud.
Ligesaa Provinsstænderne. Nogle krævede Ret
til at træde sammen og kivedes derom med
Regeringen, som i det hele søgte at plukke
Stændernes gl. Rettigheder bort. Provinsstændernes
Repræsentationsforhold var broget uensartede:
i Holland, Geldern, Overijsel og Drente mødte
Præstestanden ikke, fra Zeeland var der kun 1
Repræsentant for Præsterne og 1 (Fyrsten selv)
for Adelen. Provinserne styredes af Guvernører,
11 i alt; under dem stod de gl. Raad, der mere
og mere blev Domstole, som det mægtige Hof
van Brabant. Længere nede kom
Embedsmændene og Bystyrelserne. Regeringen holdt
Provinsmyndighederne stramt og sendte tit
Kommissærer til at ordne Forholdene. I 15.
Aarh. tog Provinsstaterne og Byerne sig særlige
juridiske Raadgivere: Landsadvokaten, som
ledede Provinsstændermøderne, og Pensionæren,
der blev det faste Led i Bystyrelsen og tit dens
virkelige Hoved. Det kraftige burgundiske Styre
gavnede N.; der blev Fred og Orden i Riget, og
det steg højt i Velstand og Udvikling.
Antwerpen blev Verdens første Handelsby; i de sydlige
Egne trivedes Industrien frodig, i Holland
Sildefiskeriet og Søfarten. Landbruget blev et
Mønster for andre Folk (Christian II’s
Amagere). Provinserne voksede efterhaanden ogsaa
mere sammen og begyndte at føle sig som en
Enhed. Men Selvstændighedstrangen og
Særfølelsen var endnu overmaade stærke, og
Regeringens Enhedsstræben satte ondt Blod. I Karl
V’s Tid gik det godt. Han søgte som sine
Forfædre stadig at øge Centralmagten, bl. a. ved
sine mange Love; han agtede ikke Landenes
Privilegier, naar de kom ham paa tværs — han
lod sig af Paven løse fra sin Ed paa La joyeuse
Entrée — og han kunde slaa haardt til, som da
han 1540 kuede en Opstand i Gent. Men han
var Nederlænder selv, i Samfølelse med sit
Folk, og smidig nok til at give efter paa rette
Tid og Sted. Men der ulmede megen Uvilje mod
Regeringen hos Adel som hos Borgere. Og den
øgedes ved det kirkelige Røre, Reformationen
vakte.
Der havde længe lydt Raab om en Bedring af
Kirkeforholdene. De fra Gerrit de Groote
udgaaende Broeders des gemeenen levens (fra
1381) og Windesheim-Kanniker (fra 1387)
virkede en Tid lang paa at lutre Præstestanden.
Teologer som Wessel Gansfoort (1419—89) og
Humanister som Rud. Agricola og Erasmus
kritiserede indtrængende Kirkens Misbrug.
Erasmus’ Aand gennemsyrede Overklassen lige op
til Regeringskredsene. Men hans Maadehold var
ikke for det menige Folk. Det blev sat i Flamme
ved Luther’s Optræden. Fra Antwerpen og
Dordrecht løb Reformationen over N. Regeringen
saa straks ganske velvillig til, men Røret blev
stærkt, og Karl V vilde slaa Kætteriet ned i sit
Land. Fra 1519 begyndte Forfølgelsen, først
lempelig, men allerede 1523 brændtes H. Voes
og Johs. Esch i Bruxelles, og fra 1525 blev
Forfølgelsen haard. 1530 var de fleste Førere
dræbte ell. flygtede, men de gav Plads for
voldsommere Folk, og Røret blev vildere. Det var
Gendøberne, der nu bredte sig, med Tilhold i
Münster. De blev ogsaa slaaede ned (1535), og mere
maadeholdne Lærere som Menno Simonszoon
fik da Lyd. Men Forfølgelsen standsede ikke, og
Skarer af Folk blev henrettede ell. fængslede
ell. piskede under Karl V’s strenge Love
(Blodplakaten af 1550). Alligevel blev disse kun
delvis gennemførte, de mødte overalt sej
Modstand hos de stedlige Myndigheder, hvis
Selvstændighedshu æggedes mod Regeringens
Kætterdommere. Og Forfølgelsen gav
Reformationsaanden Vækst. Den opr., af Luther og Zwingli
paavirkede Bevægelse gled mere og mere over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
