Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nederlandene - Nederlandene. Historie. Republikkens Stortid og Forfald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Republikkens Stortid og Forfald.
Unionen stod da paa Højdepunktet af sin
Magt. Den handlede paa alle Have. Det
ostindiske Kompagni (grundlagt 1601) havde skabt
sig et stort Kolonirige ved Jan Coen og Anton
van Diemen. Det vestindiske Kompagni vandt
store Skatte under Krigen, ved at plyndre
Spanierne og Portugiserne og anlagde en Koloni
i Nordamerika. Handelen paa Østersøen,
Nordsøen og Middelhavet blomstrede. Ligesaa
Fiskeri, Landbrug, alskens Industri, Kunst og
Litteratur. Og Unionens Indflydelse var stor
i Europa. Men Landets Stormagtsstilling blev
nu truet, da England blev et mægtigt Sørige og
Frankrig søgte at skabe sig en stor Handel.
Da Holland ikke vilde udvise de fordrevne
Stuart’er, udstedte den eng. Republik 1651
Navigationsakten og begyndte Aaret efter en
Søkrig, der trods Tromp’s Tapperhed endte med
Nederlag for Unionen. Dem maatte købe sig
Fred 1654, og Holland maatte udelukke
Oranje-Slægten (ɔ: Vilhelm II’s Søn Vilhelm, Karl II’s
Søstersøn) fra alle Embeder i Provinsen
(Eksklusionsakten). Efter Freden fik de Witt
atter Unionen bragt paa Fode. I en ny
Handelskrig med England (1664—67) viste
Hollænderne under Ruyter sig Fjenden jævnbyrdig. Ved
Freden i Breda afstod Unionen den
nordamerikanske Nybygd (New York), men fik Surinam.
Men snart efter traadte Frankrig frem som
Unionens Fjende. De Franske bar Nag til den
siden Münster-Freden; der var Handelstvist
mellem Rigerne, og Ludvig XIV blev forbitret,
da de Witt ved at stifte Trippelalliancen (1668)
satte en Bom for hans Planer mod de
spanske N. Ludvig besluttede at overfalde Unionen,
han rustede sig stærkt, sprængte
Trippelalliancen og fik England paa sin Side og dulgte sine
Planer til det sidste Øjeblik. I April 1672
erklærede han Krigen og drog mod Unionen med
en Hær paa 100000 Mand. Nederlændernes Hær
var i daarlig Stand — Regentpartiet,
Købmændene, sørgede altid mest for Flaaden,
Oranje-Partiet mest for Hæren — og den ene By faldt
efter den anden. Riget syntes dødsdømt.
Folket grebes af Rædsel og søgte en Frelser i den
unge Oranje-Fyrste. Regentpartiet havde i
Mindet om Barnevelt’s Skæbne og Vilh. II’s
Statskup altid holdt ham nede — et »evigt Edikt«
af 1667 havde afskaffet Statholderværdigheden
i Holland — og Folket vendte sig nu i Harme
mod Patricierne. De Witt og hans Broder blev
myrdede i Haag (20. Aug. 1672). Forinden var
Rædslen veget for Fortvivlelsens Mod. Holland
blev sat under Vand, og Ludvig XIV, der havde
spildt Tiden med at indtage Byerne, standsedes
af Oversvømmelsen. Til Søs fik Ruyter Sejr
over den fr.-eng. Flaade i Solbay, og et senere
Landgangsforsøg i Holland glippede. Tyskland
kom ogsaa Unionen til Hjælp, saa Ludvig
maatte trække en hel Del af sine Tropper bort. I
Løbet af Vinteren lykkedes det Statholderen at
faa en stor Hær samlet og øvet. Vilhelm III
var gerne uheldig i Slagene, men han forstod
at gøre Sejren gold for Franskmændene, og han
var en ypperlig Diplomat, saa han blev Sjælen
i de Forbund, der stiftedes mod Ludvig XIV.
Det lykkedes ham at faa Fjenden ud af
Landet, saa Krigen førtes i de sydlige N. England
sluttede Fred i Westminster 1674 og Frankrig
i Nijmegen 1678 uden Tab for Unionen.
Da Vilhelm 1688 forjog Jakob II fra England
og blev Konge der, kom det til en ny Krig med
Frankrig; Vilhelm led flere svære Nederlag
(Steenkerken 1692, Neerwinden 1693), men 1695
tog han Namur, og Freden i Rijswijk (1697) var
ikke ugunstig for N. Aaret før Vilhelm’s Død
(1702) kastedes Landet ind i den store spanske
Arvefølgekrig (1701—13), der sluttedes ved
Freden i Utrecht. Den bragte ikke N. store
Fordele, men en Barrière-Traktat af 1715 gav dem
Ret til at besætte en Række Fæstninger paa
Grænsen mellem Belgien og Frankrig. Vilhelm
III havde hersket enevældig i N.; han havde
faaet Ret til at besætte en Del Pladser i
Bystyrelserne, saa de fulgte hans Villie, og
Raadspensionærerne Fagel og Heinsius støttede ham.
Vilhelm’s Politik var mere europæisk end
nederlandsk; Krigene havde nødt Unionen til en
Kraftudvikling, der var over Evne;
Forbindelsen med England bragte ingen Fordel,
tværtimod trængtes Hollænderne i Handelen mere
og mere til Side af Englænderne. Dog holdt de
endnu deres Magt i Indien, og 1652 grundlagde
de en Koloni ved det gode Haabs Forbjerg.
Vilhelm’s Krigspolitik og Enevælde havde
gjort Folk kede af Fyrstestyret; da han døde
barnløs, valgtes der ingen Statholder (fra
1702—47). Regenterne, der afsattes 1672, søgte nu
at fortrænge deres Efterfølgere, men disse holdt
Magten efter nogen Uro og Kamp. De
patriciske Familier, der sad i Vroedschapperne,
styrede i en Aarrække Riget gennem Staterne og
Raadspensionærerne (A. Heinsius 1689—1720,
Slingelandt 1727—36). Det blev et selvisk
Oligarkregimente; enhver stræbte mest af skaffe
sig og sin Slægt mange og fede Embeder.
Landet afmattedes og forfaldt. Handelen tog stærkt
af, og Foretagsomheden svandt. De højere
Stænder var Kapitalister, der levede af deres
Renter eller spekulerede med deres Penge, tit
dumdristig og med store Tab. De lavere Stænder
var meget fattige og tyngede af haarde
Skatter. Udadtil søgte Regenterne at holde sig klare
af Krige. Som Garanter for den pragmatiske
Sanktion maatte de dog gaa med i den østerr.
Arvefølgekrig (1740—48). Den gik ilde.
Barrièrebyerne blev tagne, Franskmændene slog
Nederlænderne ved Fontenai og trængte ind over
Grænsen. Som vanligt i Nøden vendte man sig
atter til Oranje-Familien. I Friesland havde
Efterkommerne af en af Vilhelm den Tavses
Brødre været Statholder i Republikkens hele Tid.
Den daværende Statholder blev nu som Vilhelm
IV Statholder for hele Unionen (1747),
Værdigheden blev gjort arvelig i hans og hans
Datters mandlige Linier. Hadet til
Regentfamilierne var saa stort, at man ønskede en kraftig
og varig Fyrstemagt. Blandt de lavere Borgere,
der hidtil som Regel ikke havde brudt sig om
Del i Statsstyrelsen, begyndte i øvrigt
Folkesuverænitetskravet nu at komme frem
(Doelisterne). Vilhelm IV fik sluttet Fred i Aachen
1748; Barrièrebyerne gaves tilbage til Unionen.
Regentordningen blev ved at bestaa, men de
værste Misbrug afskaffedes. Skatteforpagtningen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
