Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland / 847 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Neumann-Spallart, Franz Xaver, Ritter von - Neumark, Georg - Neumayer, Georg Balthasar - Neumer

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Handels- og Produktionsstatistikken, til
Udredning af de seneste Kriser, til Kreditspørgsmaal
o. a.
(K. V. H.). Sv. N.

Neumark [↱nå^ymark], Georg, tysk Digter
(1621—81), var først Huslærer i Kiel, studerede
senere Jura og Musik i Königsberg, blev
Bibliotekar i Weimar og derpaa Arkivsekretær og
kejserlig Pfalzgreve. Han var knyttet til det
»Fruchtbringende Gesellschaft«. Hans Digte er
samlede i »Poetisch-Musikalische Lust-Wäldgen«
(1652), men hans af Opitz paavirkede Poesier er
nu glemte, med Undtagelse af enkelte jævne
Sange som »Wer nur den lieben Gott lässt
walten« og »Wie mein getreuer Vater Will«. Et
Udvalg af N.’s Digte findes i W. Müller’s »Bibl.
deutscher Dichter des 17. Jahrhundert« (11 Bd).
(Litt.: Knauth, »G. N.« [1881]).
C. B-s.

Neumayer [↱nå^yma^i^ər], Georg Balthasar,
tysk Geofysiker, Meteorolog og Hydrograf
(1826—1909), blev Dr. phil. i München, men rejste
senere flere Aar som alm. Sømand og besøgte
navnlig Australien. 1854 vendte han tilbage til
Europa for at søge Hjælp til Stiftelsen af et
Observatorium i det sydl. Australien, hvorfra
navnlig de hydrografiske og meteorologiske
Forhold i det sydlige Pacific og Antarktis skulde
undersøges; det lykkedes ham at samle
betydelige Midler, og 1857 grundlagde han
Flagstaff-Observatoriet i Melbourne, som han bestyrede
til 1864, da han vendte tilbage til Tyskland. 1873
blev han Prof. i Berlin, og 1875 stiftede han
»Deutsche Seewarte« i Hamburg og virkede som
dets Direktør til 1903. Ved at forsyne den tyske
Marine med de for Navigationen nødvendige
videnskabelige og tekniske Hjælpemidler fik han
den største Bet. for Udviklingen af den tyske
Flaademagt. Af særlig Bet. har ogsaa de fra
Deutsche Seewarte udsendte daglige
Vejrmeldinger og synoptiske Kort været; endvidere har
N. spillet en vigtig Rolle ved Ordningen og
Udsendelsen af Polarekspeditioner navnlig
1882—83 og 1901 til Sydpolarlandet. Hans
Hovedværker er »Wolkenatlas« (1890) og »Atlas der
Erdmagnetismus« (i Berghaus: »Physikalischer
Atlas« 1891).
C. A.

Neumer [↱næ^um_ər] (gr. πνεύμα, Aande), 1)
Betegnelse for de Sangmelismer, hvormed
undertiden Slutningerne af Gregoriansk Sang blev
prydede, især paa Ordet »Halleluja«. 2)
Betegnelse for den i Middelalderen forekommende
Nodeskrift, bestaaende af Streger, Punkter,
Buer o. l. Tegnskrift. Dennes Herkomst kendes
ikke med Bestemthed, men meget taler for, at
man maa søge den i de gr. Accenttegn.
Haandskrifter med N. er bevarede siden 8. Aarh., bl.
de berømteste er den gregorianske Antifonar i
St Gallen. N. udgør en Slags Piktografi, idet de
i deres Form og indbyrdes Stilling grafisk
anskueliggør Tonernes Stigen og Falden. I
Praksis anvendtes de som Betegnelser for forsk.,
ofte meget sammensatte Tonefølger. Efter at
deres Anvendelse i de nyere Tider efterhaanden
var ophørt, var de gaaet aldeles i Glemme,
og det skyldes først vor Tids ivrige
Neumeforskning, at man atter har vundet Forstaaelsen af
disse sælsomme Tegn og til Dels kan tyde dem.
Fra Middelalderen er bevaret flere Tabeller
over N. med en Mængde Neumetegn af forsk.
Former og Navne. Heraf kan man udskille 4
Grundformer, nemlig:

Virgula, Tegn for 1 Tone med
stigende Interval. Punctum, Tegn for 1 Tone
med faldende Interval. Clivis, Tegn for 2
Toner, den første høj, den anden dyb.
Podatus ell. Pes, Tegn for 2 Toner, den
første dyb, den anden høj.

Af disse 4 Hovedtegn er aabenbart de andre
Neumetegn afledede, Porrectus, Torculus,
Climacus, Scandicus, Pressus, Quilisma etc. N. angav
saaledes i Alm. Tonernes Falden og Stigen, men
kunde ikke bestemt angive det Intervalskridt
(Sekund, Terts, Kvart etc.), der i det enkelte
skulde gøres. Af denne Art er de ældste N.:

Fig. 1. Af Manuskript fra 9. Aarh.

For at raade Bod paa den nævnte Usikkerhed
greb man i 10. Aarh. til det nærliggende
Hjælpemiddel at støtte Læsningen af N. ved paa
Papiret ell. Pergamentet at trække en Linie, der
skulde angive en bestemt Tones Plads (i Alm.
Tonen f), ud fra hvilken man da havde lettere
ved at bestemme de Intervalskridt, de andre N.
efter deres indbyrdes Højde skulde angive:

Fig. 2. Af Manuskript fra 10. Aarh.

Dette primitive Liniesystem udvidedes til 2
forsk. farvede Linier (for Tonerne f og c), senere
til 4 Linier (Guido fra Arezzo) o. fl. Linier:

Fig. 3. Af Manuskript fra 13. Aarh.

De foran Linierne til Bestemmelse af
vedkommende Tone anbragte Bogstaver (Claves
signatæ, F, C og senere G) danner Oprindelsen
til vort Nodesystems saakaldte »Nøgler«. Med
Liniesystemets Indførelse blev selve Formen af
N. mindre vigtig end den Plads, Tegnet indtog
paa Systemet. N. forandrede derfor
efterhaanden Skikkelse og gik over i den gotiske Form,
den saakaldte »Nagelskrift« ell. i den latinske
Punktskrift, den saakaldte Nota quadriquarta:

Fig. 4. Af Manuskript fra 14. Aarh.

Det skønnes let, at vi med denne sidste Form
befinder os paa Tærskelen af vort nuv.
Nodesystem. (Litt.: Coussemaker, Hist. de

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>