Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nicaragua-Kanalen - Nicaragua-Søen - Nicarao - Nicastro - Niccodemi, Dario - Niccoli, Niccolo de' - Niccolini, Giambattista
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Panama-Kanalselskab. Og da dette for 40 Mill. Doll.
afstod U. S. A. de allerede udførte Dele af
Panama-Kanalen med alt Tilbehør, lod
Regeringen Nicaragua-Projektet falde. (Litt.:
Colquhoun, The key of the Pacific [London 1895];
Sheldon, Notes on the N. Canal [Chicago
1902]; Report of the Isthmian Canal Commission
[Washington 1901]).
(H. P. S.). J. M.-P.
Nicaragua-Søen [nika↱ragua-] er
Mellemamerikas største Sø og ligger ved
Cordillerer-Kædens vestlige Rand. Den skilles fra
Stillehavet ved en 20 km bred og 46 m høj
Landstrimmel. Søen udfylder en Del af en
Gravsænkning, som gaar fra Fonseca Bugten i NV.
til det caraibiske Hav i SØ. Dens Areal er 7700
km2, og dens lange Akse, der følger Retningen
fra NV. til SØ., er 163 km; den korte Akse
er 72 km. Højden over Havet er 33 m. Den
største Dybde er 80 m, og Skibene kan gaa tæt
ind under Kysten; men Søen hjemsøges ofte
af pludseligt kommende heftige Storme. Ved
dens Bredder findes mange gode Havne, som
Granada paa Vestkysten og San Carlos, San
Miguelito og San Ubaldo paa Østkysten. De
talrige Øer og Klipper frembyder med deres
Tropevegetation og Vulkaner et prægtigt Skue.
Den største af dem, den som et 8-Tal formede
Ometepe bærer to høje Vulkaner, Ometepe (1557
m) og Madera (1329 m), synlige fra Oceanet,
og to andre Øer har ogsaa Vulkaner. Dens
betydeligste Tilløb er fra S. Rio Frio, fra N.
Rio Tipitapa, der sætter den i Forbindelse med
Managua-Søen (s. d.). Dens Afløb er San Juan,
der fra den sydøstlige Ende baner sig Vej til
det caraibiske Hav. Gennem denne Flod, den
sydlige Del af Søen og Landtangen mod V. har
der gentagne Gange været Planer oppe om at
anlægge en Kanal. Da U. S. A. 1911 erhvervede
sig visse territoriale Rettigheder, fik denne Stat
overdraget Eneretten til Anlægget af
Nicaragua-Kanalen. Planen er rimeligvis dermed skrinlagt
for stedse.
N. H. J.
Nicarao (Niquira), Indianerfolk, paa
Erobringens Tid (1522) boende i det vestlige af
Republikken Nicaragua, til hvilken de har givet
deres Navn. Som en tidligt løsrevet Gren af
Nahua-Folkene var N. opr. indvandret fra
Meksiko, hvis Kultur derved kom til at øve stærk
Indflydelse paa Nicaraguas ældre
Befolkningslag, Chorotegaerne. (Litt.: T. A. Joyce,
Central American and West Indian Archæology.
[New York 1916]).
K. B.-S.
Nicastro, By i Syditalien, Prov. Catanzaro,
ligger 25 km NV. f. Catanzaro paa Tangen
mellem Eufemia- og Squillacebugterne. N. er
Bispesæde og har Borgruiner, varme Kilder, Handel
med Vin og Oliven. Den led meget ved
Jordskælvet 1905. (1911) 18350 Indb.
C. A.
Niccodemi, Dario, ital. Forf., f. i Livorno
1876. Kun 8 Aar gl flyttede han med Forældrene
til Buenos-Aires, hvor han kom i sp. Skole, og
hvor han paa Spansk udgav sine to første
Kommedier. 1900 kom han til Paris, hvor han blev
til 1915, deltog de flg. Aar paa ital. Side i
Verdenskrigen, og har siden 1921 ledet La
Compagnia drammatica del Teatro Argentina i Rom. I
Paris skrev han paa Fransk flere Teaterstykker,
opførte med Réjane i Hovedrollerne, som
Suzeraine (1904), L’Hirondelle (1906), Les Requins
(1912), L’Ombre (1913) og L’Ennemie (1915);
fl. af disse Stykker er senere udk. paa hans
Modersmaal. Men det er dog særlig hans paa
Italiensk skrevne Kommedier, der har gjort hans
Navn bekendt og givet ham Plads bl. Italiens
mest yndede nulevende Skuespilforfattere. Hans
paa en Gang rørende og morsomme Stykke
Scampolo (1915), opført her under Navnet
»Stump«, gjorde stor Lykke og ikke mindre hans
fine, men lidt sentimentalø Skildring af en ung
Landsbylærerinde La Maestrina (1916), opført
i Kbhvn i Johannes Dam’s Overs. (1924). Bl. hans
andre Stkr kan nævnes: Prete Pero (1917), La
Volata (1918), Acidalia (1919), L’alba, il giorno,
la notte (1920) og La casa segreta (1923).
Desuden har han skrevet nogle smaa Enaktsstykker
som La lettera smarrita og Teksten til en
Opera af Renzo Bianchi: La Ghibellina.
E. M-r.
Niccoli, Niccolo de’, ital. Bogven, f. 1363
i Firenze, d. smst. 14. Febr 1437. Han hørte til
den Kreds, Cosimo de’ Medici samlede om sig,
og var en af dem, der ivrigst søgte at skaffe
Haandskrifter af Oldtidens Forf. til Veje. Han
anvendte saa meget herpaa, at han tilsatte sin
Formue, men Medici’erne hjalp ham da ved
hans Indkøb. N.’s kostbare Samling, paa 800
Bd, som han med stor Liberalitet stillede til
andres Raadighed, kom efter hans Død til
Klosteret San Marco, hvorfra den senere er bleven
indlemmet i det laurentianske Bibliotek. Han
var ogsaa med til at skaffe den lærde Manuel
Chrysoloras til Italien, hvilket fik stor Bet. for
de gr. Studier og derved for Renaissancen.
(E. G.). E. M-r.
Niccolini, Giambattista, ital. Dramatiker,
f. i San Giuliano ved Pisa 1782, d. i Firenze
1861, hvor han ligger begravet i Santa Croce;
han levede næsten hele sit Liv i Firenze og var
en Tid Prof. i Historie og Mytologi ved
Kunstakademiet. Han var Modstander af Pavens
verdslige Magt og ivrig Forkæmper for
Italiens Enhed. I sin Ungdom var han paavirket
af Monti, Foscolo og særlig Alfieri, i hvis Stil
han skrev fem Tragedier i klassisk Aand og
med antikke Emner: Polissena, Ino e Temisto,
Edipo, Agamemnone og Medea; senere nærmede
han sig den romantiske Retning: Matilde (1815),
Rosmunda d’Inghilterra (1839), Beatrice Cenci
(1838—44), men allerede i Nabucco (1819) var
han begyndt at gøre sine Dramaer til Talerør
for de politiske, nationale Ideer, han kæmpede
for, og han valgte for en stor Del sine Emner
fra Italiens Historie. Disse Dramaer, der ofte
er stærkt retoriske, og hvor Fremstillingen
mere præges af Digterens egne Idealer end af
hist. Nøjagtighed, vakte Samtidens Jubel og
opflammede Frihedsbegejstringen. Censuren
forbød deres Opførelse, og de sidste og bedste:
Filippo Strozzi (1847) og Arnaldo da Brescia (1843),
hans Hovedværk, er ikke skrevet for Scenen.
Bl. de tidligere maa nævnes: Antonio Foscarini
(1827), en blodig Episode fra Venedigs Historie,
Giovanni da Procida (1830), der skildrer den
sicilianske Vesper, og Lodovico Storza (1833).
N. har ogsaa skrevet en Del politiske
Smaadigte samt nogle Prosaskrifter: Lezioni di
mitologia e di storia (1871), Storia della Casa di
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
