Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nikolaus (Pave) - Nikolaus - Nikolaus fra Basel - Nikolaus Arnessøn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nikolaus, Navn paa fem Paver.
1) Nikolaus I (858—867) var en af de
betydeligste Paver i Beg. af Middelalderen,
nidkær for Kirkens Sag over for de verdslige
Herrer og for Pavestolens øverste Myndighed, over
for de Gejstlige, men ogsaa ivrig for Evangeliets
og for Sædelighedens Fremme og selv en
udpræget etisk-religiøs Natur. Men de
pseudoisidorske Dekretaler fandt ogsaa i ham den
rette Mand, han arbejdede af al Kraft paa at
bringe dem til Gyldighed i Kirken. Det
lykkedes N. at faa Pavedømmets Magt udvidet over
for Metropolitterne først i Italien, hvor
Ravenna’s Ærkebiskop maatte opgive sin tidligere
Særstilling og bøje sig for Rom, og derefter i
det frankiske Rige, hvor han trods Köln’s
Modstand gjorde Ansgar til Biskop ogsaa over
Bremen samt til pavelig Legat i Norden, og hvor
han efter en lang og bitter Kamp tvang
Metropolitten Hinkmar af Reims til at lade den af
Hinkmar selv afsatte Biskop Rothad af
Soissons genindsætte i Embedet. Ogsaa Kong Lothar
II fik Pavens Magt at føle. Kongen havde
forstødt sin Hustru Teutberga for at gøre sin
Elskerinde Waldrada til Dronning, og skønt flere
Synoder havde anset Kongens Grunde for
gyldige, viste N., at Synoderne havde Uret, og det
lykkedes ham at faa Lothar til at sende
Waldrada bort og paa ny tage Teutberga, hvis Uskyld
var godtgjort, til sig. Endelig havde N. en lang
Strid med den græske Kirke. Paven tog sig med
stor Kraft af den afsatte Patriark Ignatius og
lyste hans Afløser Fotios i Band. Der blev holdt
Synoder baade i Rom og Konstantinopel, og
Striden kom ind paa det dogmatiske Omraade,
men Enden blev, at Fotios maatte vige Pladsen.
Dette oplevede N. dog ikke. Paa to andre
Punkter lykkedes det ogsaa N. at sejre over Byzans.
Den mähriske og den bulgariske Kirke blev
begge trods alle Anstrengelser fra Grækernes
Side romersk-katolske. (Litt.: Jaffé, Regesta
Pontificum Romanorum, I [Leipzig 1885];
Vignolius, Liber pontificalis, III [Rom 1755]; Fr.
Nielsen, »Haandbog i Kirkens Historie«, II
(Middelalderen); Chantrel, Nicolas le Grand
et son siècle [Paris 1892]).
2) Nikolaus II (1058—61) hed opr.
Gerhard fra Burgund. Han havde en Modpave
Benedikt X, som imidlertid hurtig underkastede
sig. 1059 holdt N. en Paaskesynode i Rom, ved
hvilken Lejlighed Berengar af Tours blev
tvungen til at tilbagekalde sin Nadverlære. Navnlig
er denne Synode dog betydningsfuld, fordi den
traf forsk. vigtige Bestemmelser vedrørende
Pavevalget. Dette blev lagt i Hænderne paa
Kardinalerne, og Kejseren skulde kun have
Sanktionsret over for den af Kardinalerne
valgte. N. gjorde Robert Guiscard til sin Lensmand
og overdrog ham Apulien, Kalabrien og
Sicilien mod til Gengæld at faa væbnet Hjælp af
hans Normanner. (Litt. de under N. I nævnte
Bind af Jaffé og Fr. Nielsen).
3) Nikolaus III (1277—80) hed opr. Johan
Gaetani Ursini. Han var en stor Politiker, som
fik baade Rudolf af Habsburg i Tyskland og
Karl af Anjou paa Sicilien til at føje sig efter
Roms Ønsker. Rudolf maatte afstaa Romagna
til Pavestolen. N. var i øvrigt meget
pragtelskende, og ogsaa Nepotismen blomstrede.
(Litt.: Potthast, Regesta Pontificum
Romanorum, II [Berlin 1875]; Wertsch, »Die
Beziehungen Rudolfs von Habsburg zur
römischen Kurie bis z. Tode N. III« [Bochum 1880]).
4) Nikolaus IV (1288—92) hed opr.
Hieronymus af Ascoli. 1274 blev han General for
Franciskanerordenen, og han var den første
Franciskaner, som besteg Pavestolen. Han
arbejdede forgæves som Pave paa at sætte et
Korstog i Gang. (Litt.: det under N. III nævnte
Bind af Potthast; Otto Schiff, »Studien
zur Geschichte Papst N. IV« [Berlin 1897]).
5) Nikolaus V (1447—55). Allerede 1328
tales der om en Pave N. V, idet Petrus
Rainalducci under dette Navn blev opstillet som
Modpave mod Johan XXII af Kong Ludvig af Bayern,
men allerede 1330 tvang Johan ham til
Underkastelse, og den afsatte Pave døde kort efter.
Den egl. N. V hed opr. Thomas Parentucelli og
udmærkede sig baade ved sin kloge Politik og
ved sin Interesse for Kunst og Videnskab. Han
fik et Paveskisma bilagt, holdt 1450 Jubelaar og
kronede 1452 Frederik III til Kejser. For de gr.
Sprog og de gr. Forfattere gjorde han meget, og
han samlede ivrig paa Haandskrifter. Som
Grundstok for et senere vatikansk Bibliotek fik
han i alt c. 9000 Bd tilvejebragte.
Efterretningen om Konstantinopels Erobring 1453 gjorde et
dybt Indtryk paa ham og bidrog sikkert til at
forkorte hans Liv. (Litt.: Mansi, Conciliorum
nova et amplissima collectio, XXIX).
A. Th. J.
Nikolaus, se Nikolaj.
Nikolaus fra Basel, en kættersk Beghard
og Sværmer, som blev brændt i Wien 1409, og
som tidligere med Urette er bleven identificeret
med den i øvrigt ret dunkle Skikkelse »den
store Gudsven i Oberland«, Gudsvennernes
berømte Ophavsmand.
A. Th. J.
Nikolaus Arnessøn, mægtig norsk Prælat
i 12. og 13. Aarh., var Søn af Lendermanden
Arne paa Stodrheim (i Nordfjord) og den sv.
Prinsesse Ingerid Ragnvaldsdatter, Kong Harald
Gille’s Enke og Moder til Kong Inge Krokryg
(d. 1161). Han var født kort før 1150 og hørte
som hele Ætten til Kong Inge’s og hans
Efterfølgeres Parti og deltog som Kong Magnus
Erlingssøn’s Mand i Slaget paa Ilevolden, hvor
han førte en Trop, der skulde operere i Kong
Sverre’s Ryg. Han forsvinder derefter i omtr.
ti Aar, indtil han 1190 blev Biskop i Oslo; i
denne Stilling udfoldede han megen
Virksomhed. Endnu 1194 lod han sig formaa til at krone
Kong Sverre i Bergen; men allerede det næste
Aar begav han sig til Danmark, hvor han rejste
Baglernes Parti og opstillede som Kongsemne
Inge, en virkelig ell. foregiven Søn af Kong
Magnus Erlingsson. Under det flg. Aars Kampe,
hvori Baglerne jævnlig trak det kortere Straa,
spillede Biskop Nikolaus en fremtrædende Rolle
ved Bergens Brand og senere i Slaget paa
Strindsjøen (18. Juli 1199). Efter Sverre’s Død
udsonede N. A. sig med Kong Haakon; men saa
snart denne var død, rejste han igen Partiet, i
hvis Spidse nu Erling Steinvæg stilledes; N. A.’s
Søstersøn Filip Simonssøn blev Jarl og ved
Erling’s kort efter paafølgende Død Partiets Konge.
Nu optraadte N. A. som Fredsmægler, og det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
