Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nisima - Nisos - Niss, Thorvald Simeon - Nissan - Nisse - Nissedal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
15 Aar ledede N. Doshisha og opdrog her
Hundreder af dannede jap. Kristne, og da han
døde, knap 47 Aar gammel, beklagede Aviserne
af alle Farver, at Japan havde mistet en af
sine bedste Sønner. Ved sin Forening af
glødende Fædrelandskærlighed og Modtagelighed for
Udlandets Kultur, kristelig Begejstring og
Selvfornægtelse, Uafhængighedsfølelse og Virkelyst
staar N. som en ædel Type paa en kristen
Japaner. (Litt.: A. S. Hardy, Life and Letters
of Joseph Hardy Neesima [Boston 1891]; »Allgem.
Missions-Zeitschrift« [1889, S. 193 ff.; 1894, S.
49 ff., 97 ff.; 1908, Beiblatt, S. 53 ff.]).
L. B-n.
Nisos, Søn af Pandion, Broder til Aigeus
o. fl., Konge i Megara, hvis Havnestad Nisaia
han skal have anlagt. I Sagnene sættes han i
Forbindelse med Minos. Da denne under Toget
mod Athen ogsaa angreb og belejrede Nisaia,
hvor N. opholdt sig, forelskede dennes Datter
Skylla sig i Minos og forraadte sin Fader ved
at berøve ham et gyldent Haar, af hvilket hans
Liv afhang. Ifølge Pausanias var hans Grav i
Athen bag Lykeion.
H. A. K.
Niss, Thorvald Simeon, dansk Maler,
f. i Assens 7. Maj 1842, d. i Kbhvn 11. Maj 1905.
Malersvend 1861, Elev af Akademiet, men
maatte i adskillige Aar væsentlig ernære sig som
Haandværker og som Dekoratør paa den kgl.
Porcelænsfabrik lige til 1877. 1870 begyndte han
at udstille, opmuntret af Otto Bache, men i
flere Aar vakte hans Arbejder kun liden
Opmærksomhed. Først 1879 brød han igennem
med 3 Billeder fra Dyrehaven. Under
Paavirkning fra den noget yngre Kunstnerkreds, som
da var vendt hjem fra Paris, fik han større
Bredde i sit Foredrag, stærkere Saftighed og
Fylde i sine Farver, og Efteraarets gyldne og
røde Toner fik i ham en Fortolker af en
Djærvhed, som til at begynde med vakte Forundring,
men snart stærkt Bifald. Særlig kan nævnes
»Funkedammen ved Frederiksborg« (1881),
»Septemberdag i Jægersborg Dyrehave«, som vandt
Medaille paa Verdensudstillingen i Wien 1882,
og »Vinterbillede« (1883, Kunstmuseet), for
hvilket Akademiet gav ham Udstillingsmedaillen
og Stipendium til Udenlandsrejse. En længere
Rejse til Middelhavet og Grækenland bragte ham
en ny Friskhed og førte ham ind paa Motiver
fra Søen. Særlig Opmærksomhed vakte
»Kjølvand« (Hirschsprung’s Mus.). Hans Foredrag
blev lettere og friere, hans Farve klarere, han
lærte de graa Toners Værd. En tilsvarende
Udvikling findes i hans ret faatallige Raderinger,
fra den kraftige Naturalisme i »Vinterdag« og
»Stormvejr ved Esrom Sø« til en mere og mere
overlegen dekorativ Behandling. I sine sidste
Aar led han af en Sygelighed, som svækkede
hans Arbejde.
P. J.
Nissan [↱nisɑn], Flod, c. 180 km lang,
udspringer i Tubbebo V. f. Taberg i Smaaland,
løber først mod Nord, derpaa i sydvestlig
Retning til dens Udløb. Den har kun faa Bifloder
og som Følge deraf ikke stor Vandmængde;
danner kun faa Fosser, af hvilke den mest
kendte er Nissafors. I Halland faar N. sin
største Biflod, Kilaån. Ved Udløbet i Laholms Bugt
ligger Halmstad, hvis naturlige Havn N.
danner. Flodomraadet er 2670 km2.
(E. B-n). G. G.
Nisse, i nordisk Folketro et lille Væsen, der
har Bolig i Menneskers Bolig, særlig i
Udhusene, og vogter over Trivsel paa Gaarden,
særlig Kvægets og Hestenes Vel. Han opfattes
altid som gammel, lille af Vækst, men bred og
umaadelig stærk; ved Nat ses N. at stjæle
umaadelige Byrder af Hø og føre dem hjem til
sine Dyr. Den, der har N. til Huse, bliver rig;
man maa ofre ham Mad om Højtiderne,
særlig Julen. Han omtales i en enkelt afsides Egn
(Finland) som nøgen og skallet, sædvanlig
derimod som graaklædt, i Dansk ofte med rød Hue
eller rødhaaret; har lodne Hænder. Navnet
skifter ikke lidt paa de forsk. Egne. Mest
udbredte er de, der blot nævner ham som Stedets
Beboer: Gaardbo (dansk), Gaardbonde (dansk
og norsk), Tomte, Tomtekall (svensk),
Tomtegubbe, Tunkali (norsk), endvidere som dets
Troldvæsen: Puge (dansk), Tusse (norsk),
Vätte, Gårdsrå (svensk), eller som Beskytter:
Gardvord, Tunvord (norsk); eller med kælende
Navne: Godräng, N. Dette sidste, ret alm. i
Danmark og ogsaa kendt i Sverige, er egentlig
Mandsnavnet Niels, ligesom paa Tysk
Husvæsenet kaldes: Hannpeiter, Hâs, Chim (Johan
Peter, Hans, Joachim). Navnet er altsaa
forholdsvis nyt; Gaardbo o. s. v. maa være det
oprindelige. Lignende Væsener kaldes i
Tyskland Kobold, i England Goblin, o. s. v.
Oprindelsen til Nisseforestillingen har man søgt
i en Arnens Genius eller i den som Beskytter
dyrkede første Beboer af Huset. Simplere vil
det være slet og ret at opfatte ham som det
Væsen, der er paa Spil ude omkring i
Udkanterne af Menneskers Bolig, og hvem alle
Usædvanligheder i Udhusene tilskrives. I
Mytedannelsen er han helt præget af at være den
tjenstivrige, men trælleagtige Hjælper:
slidende i det daglige Arbejde, henrykt ved den
Mad, der sættes til ham Juleaften, doven, da
han har faaet sin Løn (giver man ham Klæder,
forlader han Tjenesten); han kæmper natlige
Kampe med andre Gaardes N., saa Jorden
rives op, Høet splittes, og Stanken staar langt
omkring; mod sit Hjemsted kan han efter ringe
Krænkelse være drilagtig eller ondskabsfuld,
f. Eks. dreje Halsen om paa Gaardens bedste
Køer, naar man har glemt at give ham Smør
i Grøden. Et helt andet Billede har N. i 19.
Aarh.’s Kunst: venlige og lystige
Smaapuslinger, ofte mange i Flok, der mere svarer til
Folketroens Vætter og Underjordiske, end til
den virkelige N. Allerede i Folkeoverleveringen
er denne Blanding dog saa smaat begyndt,
ret hyppig betegnes saaledes Bjergfolkene i
Højene som »N.« (Litt.: H. F. Feilberg, »Der
Kobold in nordischer Überlieferung«
[»Zeitschrift des Vereins für Volkskunde«, 1898. S. 1
ff.]; Samme, »N.’s Historie« [1919], »Jysk
Ordbog«, II, S. 688; E. T. Kristensen,
»Danske Sagn«, II, S. 41—102; Gunnar
Landtmann, »Hustomtens förvantskap och
härstamning« i »Folkloristiska och etnografiska
Studier«, III, S. 1—48 [Helsingfors 1922]).
(A. O.). H. El.
Nissedal, Herred, Vest-Telemark
Sorenskriveri, Telemark Politidistrikt, Telemark
Fylke, (1921) 1842 Indb., er et Indlandsherred,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
