Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordenflycht, Hedvig Charlotta - Nordenskiöld, Adolf Erik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Opmærksomhed, fordi den paa en for Datiden næsten ukendt
Maade tolkede personlige Følelser. Det var
Sorgen og Erindringen om det lykkelige
Samliv, som lod hende digte om den bestandige
Længsel imod Graven. Men Sygelighed tvang
hende til atter at søge tilbage til Sthlm, og
fra nu af viede hun sig udelukkende til
Digtningen, og samtidig fik hendes Poesier et mere
grublende Præg. Hun henvendte sig til sin
Samtids store udenlandske Tænkere Fontenelle,
Gessner, Haller, Holberg o. fl. Henvendelsen til
Holberg og muligvis hans Svar har hun
gengivet i et af Digtene i første Del af: »Qwinligt
tankespel. Af en Herdinna i Norden« (I—IV
1744, 1745, 1747, 1750; I oversattes paa Dansk
1746). De Digte, som N. gav Plads i denne
Samling, betegner formelt intet Fremskridt fra
Samtidens; men de behandler de Problemer,
som sysselsatte Datidens Filosoffer. 1751
brændte N.’s Hus, og for at raade Bod paa sin Nød
maatte hun henvende sig til Rigsdagen, og der
bevilgedes hende 600 Daler aarlig i Digtergage.
1753 blev N. Midtpunktet for en Kreds
Litterater, Tankebyggarorden kaldet, som tog fransk
Digtning til Mønster for deres egne Poesier;
i de Forsøg, dette Selskab udgav, indtager N.’s
Poesi og Prosa den første Plads, de er ikke
blot tænksomme, men tillige fuldendte i
Formen. Under Indflydelse af fransk Smag
digtede hun episke Digte, men ikke altid med
Held, f. Eks. »Forsök till Caroliade«, hvor
Allegorien spiller for stor en Rolle. Fri for alle
Mangler er derimod hendes mod Rousseau
rettede Digt »Fruntimrets försvar«, som roligt og
smukt taler for Kvindens Ret. En religiøs Ode
(»Till försynen«) hører ogsaa til det ypperste
af hendes Digtning; bag hendes Tvivl
aabenbarer sig virkelig religiøs Følelse som Udtryk
for den Harmoni, hvortil hun er naaet. 1761
stiftede hun Bekendtskab med en Litterat Johan
Fischerström, som vakte stærke Følelser;
Digte fra hendes sidste Leveaar og navnlig
»Hildur till Adill« skildrer Elskovens og
Jalousiens Lidenskab.
N. indtager en ejendommelig Stilling i
Sveriges Litteraturhistorie. Paa en Tid, da
Landets Kvinder holdt sig fjernt fra Udæskning af
Verdens Dom og (med een Undtagelse, Fru
Brenner) fra Litteraturen, fulgte hun sit
Hjertes Tilskyndelser og digtede under Indtryk af
de Sindsrørelser, som bevægede hende, og
dristede sig tillige til at hævde sin og
Kvindens Ret til Selvudvikling. Hendes Betydning
for Datiden var saa gennemgribende, at vor Tid
ikke tør overse hendes Navn. Skrifter:
»Utvalda arbeten« (ved Fischerström 1774; ny Udg.
1781), »Samlade Skrifter« (ved P. Hanselli,
1852); 1859 besørgedes i Berlin »Ausgew.
Dichtungen« ved Friherre F. O. v. N. (Litt.:
Atterbom, »Sv. siare och skalder«, II; J.
Kruse, »H. C. N. Et skaldinnaporträt från
Sveriges rococotid« [Lund 1895]; O. Levertin,
»Sv. Gestalter«; »Samlaren«, VI; XVIII; XIX).
O. Th.
Nordenskiöld [↱no.rdən∫öld], Adolf Erik,
Friherre, sv. Polarforsker, f. 18. Novbr 1832 i
Helsingfors, d. 12. Aug. 1901 paa sin Ejendom
Dalbyø i Södermanland. N., der nedstammede
fra en anset sv. Familie, som i Slutn. af 17.
Aarh. nedsatte sig i Finland, og hvis Fader var
en anset Mineralog og Chef for den finske
Bjergværksdrift, studerede ved Univ. i Helsingfors og
optraadte 1855 for første Gang som Forf. med
en mineralogisk Afh. Nogle andre Arbejder
over Kemi, Mineralogi og Zoologi skaffede ham
Udnævnelse til Kurator for det mat-fys. Fakultet
og Ansættelse i en underordnet Stilling i Bjergværksstyrelsen,
men disse hans første to Embeder i Finland
blev ogsaa de sidste. Hans aabne,
ridderlige Karakter harmedes over visse Forhold
i Landet, og han, der 1855 var blevet
Licentiat, 1857 Magister og Dr. phil., besluttede at
forlade Finland og begav sig til Stockholm, hvor
han fortsatte sine mineral. Studier under Prof.
K. G. Mosander, ved hvis Død 1858 N. blev
Intendant for Rigsmuseets mineral. Afdeling.
Medens han studerede i Helsingfors, havde han
rejst med sin Fader i Finland og til Ural, og
Sommeren 1858 besøgte han første Gang de
arktiske Egne, nemlig Spitsbergen, under den
senere berømte Chef for Sveriges geol.
Undersøgelse, Prof. Otto Torell, som han ogsaa
ledsagede paa dennes Rejse til Spitsbergen 1861,
en Rejse, hvori flere yngre Videnskabsmænd
deltog, og hvis Udbytte blev meget betydeligt,
ligesom denne Rejse kan betegnes som
banebrydende for den fra sv. Side ihærdig
fortsatte, alsidige, videnskabelige Polarforskning,
hvoraf N. paa sine senere Rejser skulde høste
saa stor Fortjeneste. N. ledede 1864 en af
Staten atter til Spitsbergen afsendt Ekspedition,
der fuldstændig løste sin Opgave, og en
Ekspedition, som han stilledes i Spidsen for 1868
til Spitsbergen med Skibet »Sofia«, bragte
ogsaa godt Udbytte. Hovedopgaven denne Gang
var at naa en høj Bredde, og man naaede ogsaa
81° 42′ Br., den højeste Bredde, der hidtil var
naaet med Skib, men det Udbytte, som
Ekspeditionens talrige, videnskabelige Stab udførte,
var betydeligere. Omkostningerne ved
sidstnævnte Ekspedition blev for største Delen
baarne af Private i Göteborg, bl. a. af Grosserer
Oskar Dickson, som det følgende Aar stillede
rigelige Midler til N.’s Raadighed. Man vilde
overvintre paa Spitsbergen og med Slæder
trænge saa langt frem mod Nord som muligt,
og for at undersøge, hvorvidt grønlandske
Hunde var anvendelige, rejste N. 1870, ledsaget
af 3 Naturforskere, til Vestgrønland. Paa denne
Rejse foretoges bl. a. en Vandring paa den
grønlandske Indlandsis. Den paatænkte
Overvintringsekspedition kom af Sted 1872 og bestod
 |
| A. E. Nordenskiöld. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
