Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordpolarlande - Nordpolsekspeditioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den Rk. store Øer, der ligger Syd for
Barrow-Stræde, Melville-Sund og Banks-Stræde, og af
hvilke nævnes Nord Somerset, der er en
Fortsættelse af Boothia Felix, hvorfra den kun
skilles ved det smalle Bellot-Stræde, Prince
of Wales’ Land, King William’s Land
Sydvest for Boothia Felix, den store Ø
Simpson’s Land, hvoraf forsk. Dele kaldes
Victoria Land, Wollaston’s Land og Prins Albert’s
Land, samt Banksland ell. Baring Ø længst
mod Vest. Alle disse Øers Kyster er besejlede
ell. berejste med Slæde under Eftersøgelsen af
Nordvestpassagen med Undtagelse af hele
Nordøstkysten af Simpson’s Land. De tre
sidstnævnte Øer adskilles fra det amer. Fastland ved en
smal Passage, der paa sine smalleste St. kaldes
Dolphin-, Dease-, Simpson- ell. Ross-Stræde.
Kysterne af disse Øer er stejle og stedvis
indskaarne af dybe Fjorde. Den hyppigste Bjergart
er Graavakke; dog optræder paa Banksland
Kulformationen i stor Udstrækning, og tertiære
Dannelser forekommer længst mod Vest, hvor
Mc. Clure fandt fossile Træstammer i stor
Mængde. Rensdyr, Moskusokser, Ulve, Ræve,
Harer og Svømmefugle synes at forekomme ret
almindelig. En fast Bebyggelse af Eskimoer
findes kun paa Kysterne nærmest Fastlandet, skønt
man har fundet Hytterester indtil den
nordligste Del af Banksland. Nordsiden af den Rk. brede
Stræder, der fra Lancaster-Sund til
Barrow-Stræde udgør den egl. Nordvestpassage, dannes
af en omtr. 1100 km lang Ørække, der med et
fælles Navn kaldes Parry’s Archipelag.
Fra Øst til Vest bestaar dette af Øerne North
Devon, Grinnell Land, Cornwallis
Ø, Bathurst Ø, Melville Ø, Eglinton
Ø samt Prince Patrick’s Ø. Øgruppen
gennemskæres fra Nord til Syd af en Række
parallelle Stræder. Med Undtagelse af North
Devon og Cornwallis Ø, hvor Graavakke og
krystallinske Skifere er de fremherskende
Bjergarter, hører alle Øerne til Stenkulsformationen,
der dog hist og her overlejres af Juradannelser.
Bjerghøjderne naar næppe over 600 m. Øerne
gør sædvanligvis et fattigere Indtryk end de
sydligere; dog forekommer hist og her frodigere
Strækninger med en talrig Dyreverden.
Levninger af Eskimohytter har man fundet paa alle
Øerne, undtagende to vestligste; men North
Devon er dog sikkert den eneste, der har haft en
mere fast Bebyggelse. — Vestsiden af den fra
Sydsydvest til Nordnordøst gaaende Passage,
der fører forsk. Navne som Smiths-Sund, Kane
Bassin, Kennedy- og Robeson-Kanalerne samt
Lincoln-Havet, dannes af en Rk. Kyster med
forsk. Navne, der dog rimeligvis udgør een stor
Ø. Adskilt fra North Devon ved Jones-Sund
ligger North Lincoln, hvorefter følger
Ellesmere Land, Grinnell Land og
Grant Land, hvilket sidstes Nordkyst bøjer
skarpt mod Vest. Østsiden dannes dels af
Partier af Grønland, dels af endnu ubekendte
Landstrækninger, Hazen Land og Melville Land, som
man har iagttaget Nord for Nares Land.
En stadig Eskimobebyggelse findes kun ved
Smiths-Sund, skønt Hytterester er fundne Nord
paa lige til 82° n. Br. Som den største af de
amer. N. maa endnu nævnes Grønland. Og
yderligere nævnes mellem Grønland og Norge
Jan Mayen, Nord for Norge Bjørneøen,
Spitsbergen med Kong Karl’s Land,
Nord for Rusland Kalgujev, Novaja
Semlja, Frants Josef’s Land og
Nikolaj II’s Land. — Paa Europas Fastland
hører Nordkysten af Kolahalvøen og ligeledes
den russ. Nordkyst Øst for det hvide Hav til N.
og ligeledes den nordlige Del af Sibirien, hvor
dog Skovvæksten ligesom i Norge fl. St. naar
Nord for 70° n. Br. Endelig ligger Nord for
Asien, foruden nogle spredte ubetydelige
Smaaøer, de nysibiriske Øer,
Delong-Øerne samt Wrangel’s Land. Den koldeste
Sommer i N. findes paa Frants Josef’s Land og
paa Grønlands Nordkyst, hvor Middeltemp. for
Juli ved Havfladen kun naar op til 1°—3°, men
selv her tøer Vinter ens Sne i Løbet af Sommeren.
Snegrænsen ligger saaledes overalt nogle
Hundrede m over Havfladen, og kun paa de højere
Øer kan derfor findes Indlandsis og dannes
Isbjerge. Foruden paa Grønland findes større
Strækninger med stadigt Isdække paa
Baffinsland, Ellesmere Land, Spitsbergen, Frants
Josef’s Land og Novaja Semlja, men hverken paa
Amerikas, Europas ell. Asiens Fastland.
(H. P. S.). M. V.
Nordpolsekspeditioner. Rejser foretagne i
den arktiske Verden, ikke blot for at naa selve
Nordpolen, men ogsaa for at udforske de inden
for Polarkredsen (66° 32′ n. Br.) liggende Lande
og Have. (Hermed et Kort).
Oldtidens Grækere og Romere vidste intet om
Polarhavet. Herodot anfører, at det eneste
sikre er, at Rav og Tin kommer fra den længst
bortliggende Del af Verden. Strabo (f. omtrent
63 f. Kr.) slutter sin Iberia med at fortælle om
de patriotiske fønikiske Skippere, som hellere
lod et Skib løbe paa Land, end de fortalte
Romerne om den saa længe søgte Vej til disse
Kyster, hvilken Vej Romerne dog selv havde
fundet. Pytheas fra Massilia (Marseille), der
levede paa Alexander den Stores Tid (omtrent
330 f. Kr.), havde naaet Nordspidsen af
Britannien og maaske Danmarks Vestkyst. Hans
Beretning om Øen Thule N. derfor, hvor
Dagene skulde have en Længde af 24 Timer
ved Sommersolhverv, bærer øjensynlig Præg af
andenhaands Efterretninger. Da Romerne
havde erobret Gallien og faaet Fodfæste i
Britannien, udvidedes Horisonten lidt efter lidt. En
rom. Flaade omsejlede Britannien.
Orkney-Øerne blev erobrede, og man kunde i Afstand
skimte Thule (ɔ: Shetlands-Øerne).
Efterhaanden knyttedes til dette Navn Forestillingen om
det fjerneste kendte Land mod N. For
imidlertid at indføre i Folkenes Bevidsthed en Verden,
hvis Grænser var Is, maatte Forskningen
udvides til Polarkredsen selv. Dette var forbeholdt
Nordboerne, som allerede i den forhistoriske
Tid havde overskredet denne Grænse, idet
Nybyggere havde taget Land endog helt op mod
Nordspidsen af Norge i det saakaldte
Halogaland, hvis Klima var mildnet af
Golfstrømmen. Allerede dengang var, saa vidt man kan
skønne, Folkestammer af forsk. Slags af
stærkere Racer blevne pressede op andre Steder
mod Nordpolarhavets Kyster, hvor de havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
