Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norfolk (eng. Jarle- og Hertugtitel)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Titelen siden har røret knyttet. Ovenn. John
Howard, en tapper og dygtig Mand, der tjente
Richard III med stor Troskab og mærkeligt nok
synes at have næret Hengivenhed for
Tronrøveren, faldt i Slaget ved Bosworth (22. Aug. 1485)
og blev af det første Parlament efter Henrik
VII’s Tronbestigelse erklæret for Højforræder;
som Følge heraf mistede hans Søn, Thomas
Howard (død 21. Maj 1524), der blev fangen
ved Bosworth og sad fængslet i 3 Aar,
Hertugtitelen og fik kun Lov til at beholde den ham
af Richard III skænkede Værdighed som Jarl
af Surrey. Efter at være tagen til Naade igen
af Henrik VII fik han Lejlighed til at udmærke
sig baade som Kriger og Statsmand. I
førstnævnte Egenskab gjorde han et Indfald i
Skotland (1495), som han hjemsøgte saa haardt, at
Skottekongen, Jakob IV, fandt sig foranlediget
til at udfordre ham til Tvekamp, og 9. Septbr
1513 vandt han den navnkundige Sejr ved
Flodden, hvor Jakob IV faldt. Efter denne Bedrift
fik ban (1514) sin Faders Hertugtitel tilbage.
Som Minister viste han sig ligeledes særdeles
brugbar og anvendtes særlig som Diplomat
baade af Henrik VII og Henrik VIII. Hans Søn,
Thomas Howard, tredje Hertug af N.
(1474—25. Aug. 1554), er Slægtens mest
fremragende Mand, idet han kom til at spille en
meget betydelig Rolle i Englands Historie i
sidste Halvdel af Henrik VIII’s Regeringstid. Som
Storadmiral ledede han 1513 et heldigt
Landgangsforsøg paa Frankrigs Kyst og deltog s. A.
i Slaget ved Flodden. 1521 var han beskæftiget
med Undertrykkelsen af O’Neil’s Oprør i Irland,
og 1522 gjorde han atter Landgang i Frankrig,
hvor han fra Bretagne marcherede mod Paris;
men han maatte dog opgive sin dristige Plan
piaa Halvvejen og atter indskibe sine Tropper.
Efter Faderens Død blev han Skatkammerlord
og efter Wolsey’s Fald som Storseglbevarer den
mest formaaende og mest betroede Mand hos
Kongen. Han saa vel gerne, at hans
Søsterdatter, Anna Boleyn, blev Dronning; men da han
blev klar over, at hun nærede Sympati for
Protestantismen, brød han som ivrig Katolik
med hende, lod Processen mod hende gaa sin
Gang og afsagde selv Dødsdommen over hende.
Efter at Henrik VIII ved Udstedelsen af de
seks Trosartikler havde givet Katolicismen
Medhold, og efter at han havde ægtet N.’s
Broderdatter, Katharina Howard, der var katolsk
sindet, steg Hertugens Indflydelse endnu mere, og
han kunde nu uhindret forfølge Reformationens
Tilhængere, hvad han gjorde med stor
Strenghed, uden at han derfor undlod at anvende
voldsomme Midler, hvor det var katolske
Oprør, der skulde undertrykkes. Dronningens
Henrettelse svækkede ikke hans Magt, Omslaget i
Henrik VIII’s Stemning mod ham kom først
1546, da N. efter sammen med Kongen at være
vendt tilbage fra et Felttog i Frankrig 12. Decbr
blev fængslet og tillige med sin ældste Søn,
Henry Howard, Jarl af Surrey, sat under
Anklage for Højforræderi; begge blev dømte til
Døden, og Sønnen maatte bestige Skafottet,
medens Faderen kun undgik samme Skæbne,
ved at Kongen døde Natten før den til
Henrettelsen bestemte Dag. Sin Frihed fik N. dog
ikke derfor; først ved Maria’s Tronbestigelse
kom han igen i Besiddelse af sine Værdigheder
og forrige Indflydelse. Med sin vante Kraft
undertrykkede han nu flere Folkeoprør og fik
endnu inden sin Død Tid til at gennemføre
Maria’s Giftermaal med Filip II. Hans Sønnesøn
Thomas Howard, fjerde Hertug af N.
(Søn af den henrettede Jarl af Surrey), stod i
nogen Tid i høj Gunst hos Dronning Elisabeth,
men da han omgikkes med Planer om et
Ægteskab med den fangne Maria Stuart, blev han
1569 kastet i Fængsel, hvorfra han dog snart
slap ud; da han imidlertid igen stiftede en
Sammensværgelse for at befri Maria og i den
Hensigt satte sig i Forbindelse med Paven og
Filip II, blev han dømt til Døden som
Højforræder og henrettet, 36 Aar gl (1572). Hermed
gik for en Tid Titel og Godser ud af Familien,
iidet sidstnævnte Thomas’ Søn af første
Ægteskab, Filip Howard, førte Titelen Jarl af
Arundel, der var tilfalden ham efter hans
Moder. Ligesom Faderen var han en Tid yndet af
Elisabeth, men mistænkt for Forsøg paa at
rejse et katolsk Folkeoprør, blev han sat i
Tower, hvor han døde efter et 10-aarigt
Fangenskab (1595). Hans Søn, Thomas, Jarl af
Arundel, fik 1603 af Jakob I de konfiskerede
Familiegodser tilbage samt Titelen Jarl af
Surrey og udnævntes 1644, to Aar før sin Død, til
Jarl af N. Han efterlod sig store Kunst- og
Antikvitetssamlinger (Arundel marbles i
Oxford stammer fra dem). Hans Sønnesøn,
Thomas Howard, Jarl af N., fik 1664
Hertugtitelen tilbage for Familien, hvis lige Linie
uddøde 1777 med Edvard Howard, niende
Hertug af N., hvorefter Charles Howard,
Jarl af Arundel (af en Sidelinie), blev tiende
Hertug af N. Hans Søn, Charles Howard,
ellevte Hertug af N., brød med Familiens
Traditioner, idet han 1780 gik over til
Protestantismen, hvorefter han som Medlem af
Underhuset og senere, efter Faderens Død (1786), af
Overhuset hørte til Oppositionen mod North og
Pitt. Da han ved sin Død (1815) ingen mandlige
Arvinger efterlod sig, gik Titel og Godser over
til Bernard Edvard Howard (af en
anden Sidelinie), tolvte Hertug af N., der var
Katolik og var den første katolske Peer, der
efter Emancipationsbill’en (1829) fik Sæde i
Overhuset. Han døde 1842 og efterfulgtes af sin
Søn, Henry Charles Howard, trettende
Hertug af N., der i sine yngre Dage (inden han
arvede Peersværdigheden) blev det første
katholske Medlem af Underhuset, hvor han
imidlertid som hørende til Whigpartiet forfægtede
liberale Anskuelser, ligesom han i Overhuset
1851 bekæmpede Pavestolens Forsøg paa at
genoprette det katolske Kleresi i England og
stemte for den gejstlige Titelbill. Hans Uvilje
mod Ultramontanismen gik endog saa vidt, at
han gik over i den biskoppelige Kirke, men
inden sin Død (1856) skal han dog atter være
vendt tilbage til Katolicismen. Hans Søn og
Efterfølger, Henry Granville Howard,
fjortende Hertug af N., var derimod ivrig
Katolik; 1852 trak han sig efter
Parlamentsopløsningen tilbage fra det politiske Liv og døde
1860. Hans Søn, Henry Fitzalan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
