Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mange Maader har fjernet sig fra det gamle
Grundlag. Mest gælder det Grænsedistrikterne
til Sverige og i det hele Sømaalene langs
Kysten fra Agder til og med Bohuslen; Sproget
i den sidstnævnte Landsdel viser paa fl. Punkter
stærk Overensstemmelse med Svensk og Dansk.
Den næste Sprogperiode, Mellemnorsk
(1350—1525), falder ind i en national
Nedgangstid. Medens vi fra gammelnorsk og
gammelislandsk Tid har en forholdsvis rig og
mangesidig Litteratur, har vi i N. fra
mellemnorsk Tid, foruden nogle Jordebøger og
Afskrifter af ældre Dokumenter, væsentlig kun
Diplomer (Kongebreve, Retsforhandlinger,
Testamenter, Skøder, Grænseopgange etc.). I disse
talrige Breve har man imidlertid et betydeligt
Materiale til Oplysning om Sprogudviklingen.
Hele Sprogperioden kan kaldes en
Overgangstid fra Gammelnorsk til Nynorsk og
udmærker sig ved store Forandringer over hele
det hjemmenorske Sprogomraade
(Islandsk bliver mere staaende for sig selv og
bevarer mere af den norrøne Sprogform, se
Island, »Sprog«). I den første
Menneskealder efter 1350 er Bevægelsen langsom.
Sproget har endnu meget af gammelnorsk
Karakter; men Noviteterne fra sidste Del
af forrige Periode vender oftere tilbage, og
flere ny optræder. I de to sidste Tiaar af
14. Aarh. bliver der saa mange paafaldende
Forandringer, at vi kan slutte, at det er
Tradition, som en lang Tid i Skriften har holdt
flere ældre Former oppe, som Talesproget
allerede havde opgivet. Efter 1400 bliver
Forandringerne baade flere og større, og allerede
efter 1425 kan vi sige, at Sproget har et Præg,
som minder mere om Nynorsk end om
Oldnorsk. Af vigtige Forandringer i mellemnorsk
Tid nævnes:
Bøjningsværket blev meget enklere.
Akkusativ faldt sammen med Nominativ i
Substantiver og Adjektiver; saaledes bliver mann
brugt for maðr i Nominativ; fra Akkusativ
skriver sig ogsaa Formerne den, denne, annen o. fl.
Genitiv blev afløst af Præposition med Styrelse
(faðir at barninu = faðir barnsins); i
Modsætning til Forholdet i de andre nordiske Sprog
holdt Dativ sig i store Dele af Landet; i mange
norske Dialekter er den i Brug den Dag i Dag.
Person bøjningen ved Verberne forenkles,
tredie Person afløser første Person (ligesaa til
Dels allerede i Gammelnorsk); ogsaa
Talbøjningen ved Verberne bliver til Dels opgivet, saa
Entalsformen bliver brugt for Flertal. En ny
Klasse svage Verber kommer op: Verber, som
ender paa trykstærk Stammevokal, faar -dde
i Imperfektum: nå — nådde, ro — rodde.
Lydlige Forandringer var der mange af.
Nogle er fælles for al Norsk, andre er ulige i
de ulige Dialekter. Allerede i Gammelnorsk var
rn assimileret til nn over største Delen af det
norske Sprogomraade: horn > honn,
prestarnir > prestanner. I moderne Rigssprog viser
denne Overgang sig i binne(s.) < birna (jfr.
Udtalen bjønn), spenne v. < sperna (sparke),
hestene (best. pl.). Over en stor Del af Landet
gaar hv over til kv, en Udvikling som begynder
i Vestnorsk alt i gammelnorsk Tid. Paa den
Maade blev Gammelnorsk hvitr til kvit. I den
sydøstlige Del af Landet faldt h bort uden at
gaa over til k, sml. Udtalen vit i Kristiania og
Bygdemaalene omkr. I de fleste østnorske og en
Del vestnorske Maal blev nd til nn; id > ll og
mb > mm, f. Eks.: lann < land, skyll <
skyld, lam(m) < lamb. Disse Overgange
begyndte allerede i gammelnorsk Tid. — Fælles
for alt Norsk er Overgangen fra þ til t: þing >
ting (flere Steder før 1400, gennemført c. 1425).
I Pronomener o. lign. tryksvage Ord gaar þ
over til d: þú > du, þar, þær > der. Det
gl ð faldt bort efter Vokaler: li > lið. Efter
r faldt ð bort i Vestnorsk: bor < borð: i
Østnorsk blev rð til »tyk« l.
De gamle korte Vokaler blev aabne
foran kort Konsonant i største Delen af norsk
Sprogomraade. Saaledes blev i til e (lifa >
leva) og y til ö (fyre > føre), u ofte til o
(sumar > somar).
I mange østnorske Maal bliver de gamle
Diftonger forenklet i nogle Stillinger,
særlig foran Dobbeltkonsonant og paa større
Omraade foran m, til Dels ogsaa foran r og l:
høst < haust, Romariki < Raumariki, høræ
< høyra, theræ < þeira, þem < þeim o. fl.
I de allerøstligste Dialekter blev Diftongerne
forenklet som i Dansk og Svensk. Denne.
Diftongforenkling finder vi flere Eksempler paa
allerede før 1350.
Vigtig var ogsaa Bortfaldet af en Del
tryksvage Konsonanter: gatan blev gata; jorðin
bliver skrevet iordha 1473; kastat blev kasta.
Tryk stærke korte Rodstavelser blev
forlængede. En trykstærk Stavelse maa være lang i
moderne Norsk (og Svensk). Oftest blev Vokalen
forlænget: fāra, lēva, fāt. I østnorske Maal blev
nogle Konsonanter (især p, t, k, s) ofte
forlængede, medens Vokalen holdt sig kort: vit >
vett (Østnorsk) og vet (Vestnorsk). I Østnorsk
blev m forlænget: koma > kåmma (vestnorsk
kåma). Gamle lange Vokaler blev forkortede
foran lang Konsonant: hått < gammelnorsk
háttr; ligesaa foran m i Østnorsk: dæma >
dømme (Vestnorsk døma ell. døme). Ord blev
sammendraget ved Bortfald af tryksvag Vokal
(maandagh = gammelnorsk mänadagr; Norges
af ældre Noreghes).
I denne Tid kom Sproget under stærk
fremmed Paavirkning; det skyldes N.’s politiske
Historie. Fra 1319 begyndte Unionerne med
Sverige og Danmark; Adelen mistede sin norske
Nationalitet; hanseatiske Købmænd fik stor
Indflydelse i Byerne. Svensk Indflydelse mærker
vi som nævnt fra 14. Aarh. under Unionen med
Sverige. En særlig Indflydelse faar Svensken
i gennem Birgittinerordenen, som nærmest
brugte et nordisk Blandingsmaal med mest svensk
i; derved blev den svenske Indflydelse stor i
15. Aarh. ogsaa, især i Bergen, hvor der var
et Birgittinerkloster. Dansk Indflydelse paa
Norsk blev stærk fra Midten af 15. Aarh.
Danske Ord og Former blev brugt sammen med
norske, selv af Nordmænd. Sammen med den
lavtyske Indflydelse, som især var stærk i
Byerne, ryddede denne Sprogblanding Vejen for
Dansk som Skriftsprog i N. I Diplomerne er
der saadan Sprogblanding i over 100 Aar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
