Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Sprog - Norge. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gramatik« [2. Udg. 1915]; J. C. Poestion,
»Lehrbuch der norwegischen Sprache« [3. Udg.
1914]; P. Groth, A norwegian Grammar
[1924]; A. Jolivet, Petite Méthode
norwegienne [1922]; den udførligste Ordbog fra
Norsk til et fremmed Sprog er J.
Brynildsen, »Norsk-engelsk Ordbog« [1917]; af
Ordbøger fra fremmede Sprog skal nævnes:
Joh. Skougaard, »Fransk-norsk ordbok«
[1921]; Myre og Ipsen, Tysk-norsk Ordbog«
[1906]; Brynildsen, »Engelsk-dansk-norsk
Ordbog« [1902—07, mindre Udg. 1921]. Se
fremdeles Litt. under nordisk Filologi,
nordiske Sprog, Landsmaal, Rigsmaal).
D. A. Seip.
Litteratur.
Den Oldnorske Litt.’s Beg. falder i 9.
Aarh. Vistnok findes en Del Runeindskrifter fra
Folkevandringstiden; men om der dengang har
raadet noget litterært liv i Landet, saa er i alt
Fald intet bevaret af dettes Udslag. Paa
Tunestenen f. Eks. forekommer der dog i
Runeteksten Stavrim o. l., der gaar igen i den hist.
Tids Versform. Men om Vers fra den ældste
Runetid udtaltes i Vikingernes Maalføre, vilde
det ikke lyde som Vers. Netop i denne
Overgangstid maa imidlertid en ikke ringe Del af
Stoffet for Vikingetidens episke Digtning være
bragt til N.: de sydgermanske Heltesagn, som
saa efterhaanden blev smeltede sammen med
hjemlige Sagnemner. Samtidig blev ogsaa de
religiøse Forestillinger udformede, omformede og
sammenknyttede med eventyragtige
Beretninger, egnede til Stol for episk Digtning. Fra den
ældste hist. Tid nævnes, foruden Seidmænd og
omvankende Vølver, som øvede deres Spaakunst
under Fremsigelse af Trylleformler, tillige et
Slags Folkelærere, som foredrog versformede
Leveregler og hymneagtige Viser om Gudernes
Væsen og Villie med Menneskenes Børn, de
saakaldte þulir. Vikingetidens aristokratiske
Samfundsorden gør det ogsaa sandsynligt, at
de fra senere Tid kendte Love for de forsk.
Landsdele alt dengang var til som udtrykkelig
formulerede Vedtægter, der fæstedes i Mindet
ved deres sententiøse, ofte vistnok metrisk
tildannede Stil. Vikingefærdernes Landevindinger
og Harald Haarfagers Samling af Landets
Fylker til et Kongerige — denne i hinanden
gribende nationale Koncentration og Ekspansion,
ledsaget af direkte Berøring med fremmed,
kristen Kultur, frigjorde de kunstnerisk
begavedes Skabertrang. Gennem sindrig Udformning
af det urgamle Metrum, maaske ogsaa støttede
til fremmede Impulser, forstod fødte Ordets
Mestre, Skjaldene, at bygge et helt Sæt faste
Rammer for denne deres poetiske Produktion,
enten nu den gik ud paa at forevige en
Krigsherres Bedrifter og fyrstelige Gavmildhed, eller
paa at synge ud personlige Stemninger som
Elskov og Nid, eller paa at tolke
Forestillingerne om Gudeverdenen i levende Billeder.
Æreskvad om lysende Begivenheder og store
Personligheder fæstede Mindet om disse i
Folkets Hukommelse for lang Eftertid og kunde
endnu efter en halv Snes Slægtled tjene
Historieforskere som paalidelig Kilde. Den ældste
tidfæstede Skjaldedigtning — et Par Slægtled
ældre er vistnok den vestlandske Høvding
Brage Boddason’s primitivt fyndige Kvad —
lovsynger just Rigets Samling i sidste Halvdel
af 9. Aarh.; til Rigsstifterens Hird sognede
Landets ypperste Skjalde, en Tjodolv fra
Hvin, en Torbjørn Hornklove, en
Ølvir Hnufa, en Guttorm Sindre. Fra
samme politisk bevægede Tid er det anonyme
politiske Læredigt »Rigsþula«; fra hedensk Tid
stammer ogsaa de ældste Mytekvad som
»Þrymskviða«, »Vegtamskviða«, »Skirnismál«,
»Hárbarðsljóð«, »Grimnismál« m. fl. Om Trang
til at hævde Fædrenes Gudstro og Livssyn mod
den fra første Halvdel af 10. Aarh. indbrydende
Kristendom vidner det storslagne
kosmologisk-eschatologiske »Voluspá« og det i Odin’s Mund
lagte »Hávamál«, som i flere Rækker af fyndige
Sentenser samfatter Vikingeoldets Livsfilosofi,
samt det mod den om sig gribende Irreligiøsitet
rettede »Lokasenna«. I anden Halvdel af 10.
Aarh. blev saa en Række ligeledes anonyme
tragiske Heltekvad til, med Emner fra Volsunge-
og Helgesagnene. Efter Erik Blodøkse’s Fald
lod Enken en Skjald forfatte det pompøse
»Eiriksmál«; til Kong Haakon’s Minde digtede
Høvdingen Eyvindr Skaldaspiller sit
»Hákonarmál«, til Haakon Jarl’s Ære sit
»Háleygjatal«. Ved disse Tider var alt Ætlingerne af
de fra N. i Kong Harald’s Dage til Island
udflyttede Vestlændinger begyndt at
monopolisere Skjaldekunsten, ligesom de alene udviklede
Sagafortællingen og den derfra stammende
Historieforskning. Af yngre norske Skjalde
fortjener særlig Kongerne Olaf den Hellige,
hans Søn Magnus og hans Broder Harald
Haardraade samt dennes Sønnesøn
Magnus Barfod at nævnes, væsentlig for deres
Elskovsdigte.
Med Kristendommen kom Skrivekunsten og
Latinen; ikke længe efter begyndte man ogsaa
at skrive Modersmaalet; allerede ved
Overgangen til 12. Aarh. var man i Færd med at føre
de gl. Lovtekster i Pennen, saaledes som de lød
i de Lovkyndiges Mund (se Afsnittet
»Retsvæsen«). Ganske naturlig blev Legenden
om Hellig-Olaf Genstand for
Nidaros-Kannikernes litterære Sysler; en kort
Livsskildring med Beretning om Miraklerne efter hans
Død var alt ved Aar 1140 skrevet op paa Latin
og efterfulgtes af to forsk. Fortsættelser, der
saa sammenarbejdedes med den ældste
Skildring; alle disse 3 Legendesamlinger blev
indskrevne i en latinsk Kodeks, som Ærkebiskop
Eystein fortsatte ved Aar 1175. Mod Aarh.’s
Slutn. nedskreves ogsaa Sunniva-Legenden i
Bergen og Halvard-Legenden i Oslo.
Ærkebispens Ven, den lærde Munk Theodricus,
forfattede ved 1180, efter islandske Kilder, paa
godt Latin en kort Udsigt over N.’s Historie
til og med Sigurd Jorsalfarer ud fra et
klerikalt Synspunkt. Fra Bergen stammer en liden
Historia Norvegiæ paa skruet Latin fra Kong
Sverre’s sidste Aar. Denne mærkelige
Personlighed, som selv havde gaaet i Præstelære,
skattede Litt.’s Magt; ikke blot lod han en isl.
Abbed skrive en Sverre’s-Saga, der bl. a. stiller
Kongens Begavelse som Taler i stærkt Lys; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
