Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sind, hvor dets Tanker mødtes med de fra den
ny politiske Oppositionspresse (»Nationialbladet«
1815—21 og »Patrouillen« 1824—32) nærede
Stemninger og tændte den Flamme, hvis Navn
er Henrik Wergeland. Samtidig havde
en fyrig Lærling af Bakkehusianeren Lyder
Sagen begejstret sig for J. L. Heiberg’s Æstetik
og for den danske Guldalderpoesi —
Bergenseren J. S. Welhaven.
Wergeland og Welhaven blev det stærke
Vingepar, som bærer den norske Poesis unge Ørn
til Vejrs mod de højeste Regioner. Hinanden
stik modsatte i Livssyn og i Kunstsyn, i
Sprogrytme som i Temperament, tørner de fra første
Færd sammen i en uforsonlig Strid, der aabnes
med en Epigramfejde og hurtig udvikler sig
til en hidsig Borgerkrig, der kløver Samfundet i
to Fylkninger, hver med sin Skjald som
Mærkesmand. Kæmpedityramben »Skabelsen,
Mennesket og Messias« (1830) og Sonetknippet »Norges
Dæmring« (1834), saaledes hed Førernes
Programmer. Med sine talløse Smaadigte, sine
overmodige Farcer, mindre ved sine Skuespil,
men saa meget mere ved sine større Digtninge
— Perler som »Jan van Huysums
Blomsterstykke«, »Svalen«, »Jøden«, »Jødinden« og »Den
engelske Lods« (1840—44) — var Wergeland
begyndt at skygge for al samtidig Digtning, da
han 37 Aar gl rykkes bort 1845. S. A. vinder
Welhaven endelig hele Folkets Hjerte ved sine
nationale Ballader. 1842 havde nemlig Jørgen
Moe og P. Chr. Asbjørnsen med deres
Genfortælling af »Norske Folkeeventyr« aabnet
Porten ind til den fra Nationens Guldalder
endnu bevarede Skat af levende Folkepoesi. Et
Par Aar senere fortæller Asbjørnsen ogsaa sine
»Norske Huldreeventyr og Folkesagn«,
indrammede i friske Natur- og Folkelivsbilleder, der
ved deres ægte Sprogtone skaber en ny norsk
Prosa. Slag i Slag med denne Huldreromantiks
Fødsel indtræffer Genfødelsen af den norrøne
Litteratur, idet den »norske historiske Skoles«
Fædre R. Keyser, som allerede 1839 havde
kundgjort sin antidanske Indvandringsteori, og
P. A. Munch 1846—49 offentliggør deres
prægtige Udgave af »N.’s gamle Love«, hvorpaa de
med Bistand af deres Lærling C. Unger i
rask Følge trykker den gl. Litteraturs
Hovedværker. Samtidig aabenbarer Ivar Aasen
gennem sin Grammatik og Ordbog (1848—50)
Bygdemaalenes Afstamning fra Oldsproget.
Jørgen Moe paaviser, M. B. Landstad samler
og offentliggør Telebøndernes Arv af Folkeviser
fra Middelalderen (1853); Filologen Sophus
Bugge udgiver 1858 en ny Samling af disse.
Ludv. Lindemann publicerer sin Samling af
»Norske Fjeldmelodier« (1853); Maleren
Tidemand reproducerer sin Billedserie »Bondeliv i
N.« (1851); Antikvar N. Nicolaysen
udgiver »Norske Mindesmærker af Middelalderens
Kunst i N.« (1853). Med Bistand af Unger tager
Rigsarkivar Chr. Lange fat med Udgivelsen
af Diplomatarium Norvegicum (1847 ff.), efter
at have skrevet »De norske Klosteres Historie«.
Folkets religiøse og litterære Historie var ellers
Genstand for Keyser’s Behandling. Selve det
udtømmende Hovedværk »Det norske Folks
Historie« leverede P. A. Munch (1852 ff.). Ogsaa i
andre Fag herskede en frodig Travlhed:
Schweigaard skabte en selvstændig norsk
Retsvidenskab; allerede 1833 havde Fr. Stang
grundlagt den videnskabelige Fortolkning af
Forfatningen. L. Kr. Daa og A. B. Stabell
hævede den politiske Journalistik til en Magt i
Samfundet. M. Sars vandt Verdensry som
Zoolog ved sit Fauna littoralis Norvegiæ (1846);
den opblomstrende Lægevidenskab naaede
europæisk Rang med C. W. Boeck’s og
Danielssen’s Værker om Hudsygdomme (1847 ff.). Med
sine Beretninger om »Fantefolket« (1850 ff.)
aabnede Eilert Sundt en planmæssig
Undersøgelse af norsk Demografi. En Rk. Litterater
med Asbjørnsen som Forbillede udgav Natur-
og Folkelivsbilleder i kunstnerisk Form, Bernh.
Herre, Østgaard, C. P. Riis, H.
Meltzer. Ellers var det Welhaven’s Poesi, der
øvede stærkest Indflydelse i Aarene nærmest efter
Wergeland’s Død (1845); foruden Jørgen Moe
og Landstad kan ogsaa P. A. Jensen og
Theod. Kjerulf nævnes som heldige
Lyrikere. Skolens frodigste Talent var Andr.
Munch, der i 1850’erne vandt Publikum ved
sin Romancecyklus »Kongedatterens Brudefærd«,
sine Elegier »Sorg og Trøst« og sine
sentimentale Skuespil af Kategorien den »kristelige
Tragedie«, der varmt pristes af den Hegel’ske
Filosof M. J. Monrad, som siden i en Mandsalder
var kritisk Diktator i Hovedstadens mægtigste
Blad. Epokens store skønlitterære Bedrift blev
imidlertid Camilla Collett’s Roman
»Amtmandens Døtre« (1855), den norske Litteraturs
maaske ypperste Prosaværk; her var ikke
alene Fremstillingen fuldendt, men lig sin
Broder Wergeland havde Forfatterinden sat hele
sin lidenskabelige Personlighed ind.
Fra Slutn. af 1850’erne slaar et nyt Slægtled
igennem, fostret af den genrejste Nationalaand.
1857—58 udkom Bondenovellen »Synnøve
Solbakken« samt opførtes Sagaskuespillene »Mellem
Slagene« og »Hærmændene paa Helgeland«; fra
Efteraaret 1858 begyndte Ugebladet »Dølen«.
Medens her A. O. Vinje kastede alle Broer
af mellem Norsk og Dansk og i sit »Maalstræv«
proklamerede det med Ivar Aasen’s
»Landsmaal« genopstandne helt norske Idiom som
Litteratursprog, nøjede Bondenovellens og
Sagaskuespillets Skabere, Bjørnstjerne
Bjørnson og Henrik Ibsen sig med at udelukke
alt særdansk og efter Mønster af Eventyrenes
Genfortællere at indforlive i det litterære Sprog
det særnorske i de dannedes Tale samt at
stemme Foredraget efter Klangen i Oldsprogets
Prosa. For Skuespillenes Vedk. maatte dette føre
til Kamp om den norske Hovedscenes Sprog,
der hidtil havde været dansk; inden faa Aar
forlod de danske Skuespillere Kria. Ibsen og
Bjørnson vandt stor Læsekreds ogsaa i
Danmark og ophævede den sidste Rest af Forrang
for Dansk i det fælles Bogrige. Bjørnson’s
Bondenoveller og Ibsen’s to store dramatiske
Digtninge »Brand« og »Peer Gynt« blev den
første helt litterære Folkelæsning i N., hvor nu
Læsetrangen vaktes hos de brede Lag i By og
Bygd gennem et forbedret Skolevæsen med ny,
litterært ypperlige Hjælpemidler (Jensen’s
Læsebog [1863], V. Vogt’s Bibelhistorie [1858]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
