Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Forhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kyststribe under den sidste Nedisning af
Norden, og at de klimatiske Betingelser har været
til Stede for en saadan Bosættelse. Det ser ud
til, at den for hele den ældste Fundseries Vedk.
er saa afgjort begrænset til Romsdal og Møre,
idet man ikke hidtil har kunnet paavise et
eneste Fund hverken Sønden for ell. Norden for
af saa høj Alder. Samtidige Fund kommer først
frem paa Nordsøkysterne og er nu delvis
undersøiske, som de store Fundserier fra Dogger
Bank. Det eneste Fund andet Steds fra i N.,
som kan nævnes i denne Forbindelse, er Fundet
af et gammelt Benredskab i Ler fra Kria, som
geol. kan dateres til en Tid, der ligger forud
for den danske Tapestid med de gamle
Køkkenmøddinger, og antagelig er samtidig med den
danske Benalder, kendt fra saadanne
Oldfund som de fra Maglemose og Sværdborg paa
Sjælland.
Nogen direkte Sammenligning mellem de
nordvestnorske Flintfund og den danske
Benalderkultur kan ikke gennemføres. De norske
Fund maa snarest være af større Ælde og have
mere direkte Sammenhæng med
nordvesteuropæiske Stenalderfund.
Fra et yngre Afsnit af den gamle nordiske
Stenalder, det, som svarer til de danske
Køkkenmøddinigers, og som falder sammen med den
store Varmetid i Norden (Tapestid,
Littorinatid etc.), kendes en Del andre Bopladsfund paa
forsk. Steder i N. — Minder om et Jæger- og
Fisker folk, som fra danske Omraader naar frem
til Landet. Det er først og fremmest
Vistefundet paa Jæren og dernæst den Gruppe
af Fund, som efter østnorske Lokaliteter er
kaldt Nøstvet-Kulturen. Det førstnævnte
stammer fra en lille Hule lige Nord for
Stavanger og blev udgravet 1907 og senere Aar. Her
var et overmaade rigt Kulturlag med Masser af
Skæl, Dyreben, Redskaber af Ben og Horn, men
meget lidt af Flint eller anden Stenindustri.
Dyrebenene viser en rig Fauna af varmekære
Skovdyr og fører tilbage til helt andre
klimatiske Forhold i det sydvestlige N. end de
nuværende. Af Tamdyr fandtes ingen andre end
Hunden. Redskabskulturen ligger meget nær op
til den, man nu kender saa godt fra de
sjællandske Fund i Maglemose og ved Sværdborg,
for en væsentlig Del baseret paa Ben og Horn.
Flinten har spillet en meget lille Rolle.
Bearbejdelsen af andre Bjergarter har delvis fundet
Sted ved Slibning, en Omstændighed, som
næppe har nogen daterende Betydning. Den
absolutte Alder af Vistefundet tør nok være noget
yngre end Maglemose, men kulturelt er der
meget nær Sammenhæng.
Et helt andet Billede giver igen
Nøstvetfundene paa Østlandet, en Bopladsgruppe, som
strækker sig helt fra det, igennem hele den
forhistoriske Tid, norske Landskab Båhuslen op
til begge Sider af Kristianiafjorden (Østfold og
Vestfold). Det er ogsaa Bopladser ved en
gammel Kystlinie, som ved det indre af Fjorden
laa omkr. 60 m lavere end nu. De er som
Bopladsfund karakteriseret kun ved Stenarbejder,
Flinten mangler i ganske stor Udstrækning.
Hovedformen, som præger Bopladserne, er en
groft tilhugget, tosidet Stenøkse, Nøstvetøksen,
som utvivlsomt har sin nærmeste Slægtning i
den danske tosidede Flintøkse fra
Køkkenmøddingens Stenalder. Alderen af
Nøstvetbopladsernes Jæger- og Fiskerkultur er ganske godt
bestemt baade arkæol. og geol. til Samtidighed
med Danmark-Skaanes Køkkenmøddingtid.
Tyngden af Fundene har hidtil syntes at samle
sig om Kristianiafjorden, men Nøstvetformer
kan følges spredt over Sørlandet, Lister og
Jæren til Mørekysterne, hvor Bopladserne
ligger paa et meget lavere Niveau end de ovf.
nævnte Flintpladser.
Paa et yngre Trin, og samtidig med den
Kulturgruppe, som i de gamle danske Lande er
præget af de store Sten grave og der kaldes
»yngre Stenalder«, ligger hele den rige Serie
af Bopladsfund, som nu i et betydeligt Tal
kendes fra praktisk talt hele N.’s vide Kyst,
helt til Finmarken og Ruslands Grænser. Det
overordentlig rige Materiale er væsentlig
kommet frem ved de sidste 10—15 Aars
Undersøgelser og er endnu langtfra saaledes
bearbejdet, at man kan pege paa mere bestemte
Grupperinger af lokalgeografisk ell. kronologisk
Art. Stort set har alle Bopladsfundene visse
Hovedtræk fælles. De viser en jævnt dygtig
Jæger- og Fiskerkultur, knyttet til Kystlinierne,
med et Redskabsinventar, som i tekn.
Henseende staar langt over de ældre Trin og er langt
mere differentieret. Der arbejdes i Flint, Skifer,
Grønstensbjergarter — paa visse Omraader har
Flinten Overtaget (Sørlandet, Jæren), andre
Steder Grønstensbjergarterne (Bømmeløen) og
atter andre Omraader Skiferen (Nord-N.).
Keramik med en primitiv Ornamentik kendes i
stadig stigende Omfang.
Hele denne yngre Bopladskultur er tydelig
nok fremdeles baaret af Jægere og Fiskere. Men
samtidig har ikke faa af disse Bopladsfund bragt
Rester af Tamdyr, foruden Hunden, af Ged,
Ko, Svin o. fl. Et Slags primitivt Jordbrug har
de altsaa ogsaa drevet. Mange af Bopladserne
er sikkert kun Jagtstationer, som har været
brugt til visse bestemte Aarstider.
Nær knyttet til denne Jægerkultur er ogsaa
de Helleristninger, som i det seneste
Tiaar er fundet fra store Dele af N., helt fra
Kristianiatrakten, Buskerud, Telemark, Vest-N.
til det nordligste af Landet, og naar undtages
et Par i Jemtland, som naturlig hører til de
norske Ristninger, ikke fundet andre Steder i
Skandinavien. Hugget ind i Bjergfladen er de
ganske forsk. fra Bronzealderens
Helleristninger i Udførelse og Motiver. De indeholder for
en væsentlig Del Dyrefigurer, ofte ypperlig
gengivne. Store enkle, legemsstore Gengivelser af
Elg, Ren, Hjort, Bjørn eller Fisk, særlig paa
de nordligste Ristninger. Længere Syd paa
bliver Ristningerne mere blandede, med mange
smaa Dyrefigurer. Dateringen af disse
Helleristninger til Stenalderens Jægerfolk giver sig
selv gennem hele deres Indhold og Kulturpræg.
At de ogsaa paa mange, nu ukendte
Mellemveje repræsenterer en Tradition fra Europas
Istidsstenalders store Dyrekunst er næppe
tvivlsomt.
Stort set fylder hele denne Bopladskultur det
store Landomraade i N. i Stenalderen. Kun i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
