Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bolt indtog nærmest en mæglende Stilling
mellem Kongen og Amund Sigurdsson og fik et
Forlig i Stand, idet Oprørerne skulde nedlægge
Vaabnene mod at faa fuld Amnesti; til
Gengæld skulde Rigsraadet kræve af Kongen, at
han fjernede de fremmede Embedsmænd,
ophævede de ulovlige Skatter og udnævnte en
fast, indenlandsk Regering, med Drotsete og
Kansler. Bønderne var imidlertid ikke fornøjet
med Resultatet, og Aaret efter udbrød et nyt
Oprør, denne Gang stærkest paa Vestsiden af
Oslofjorden, under Ledelse af Hallvard
Graatopp; den ny Bevægelse, som havde en ren
Klassekarakter, fik derfor imidlertid ogsaa den
norske Adel og Rigsraadet mod sig og blev
snart slaaet ned. Kong Erik, som opholdt sig
uden for sine Riger, og væsentlig var optaget
af Rejsningerne i Sverige og Danmark,
svarede ikke paa Henvendelsen fra det norske
Rigsraad, og først da et nyt Rigsmøde 1439
gentog Kravet om en indenlandsk Regering,
bekvemmede han sig til at udnævne en Drotsete
(Sigurd Jonsson af Sudreim) og en Kansler.
Ved denne Tid havde han mistet baade Sverige
og Danmark; selv opholdt han sig mest paa
Gotland, og hans Tilknytning til N. var fra nu
af rent nominel.
Erik’s Søstersøn Kristoffer af Bayern
(1442—48) blev nu valgt til Konge baade i Danmark
(1440) og Sverige (1441), og uagtet man i N.
holdt paa Arvekongen, kunde det ikke nytte at
beholde den fraværende og helt passive Erik.
Et norsk Rigsmøde i Lødøse erklærede derfor
Kronen ledig og valgte Kristoffer til N.’s
Konge (1442). Den ny Union mellem de 3 Lande
var imidlertid ikke andet end en
Personalunion og et Forsvarsforbund. Endog det svage
norske Rigsraad magter nu i nogen Grad at
hævde sig som Regeringsmyndighed. Kongen
lovede at opretholde N.’s Lov og Ret og Styre
med Rigsraadets Raad samt at udnævne en
Kansler; derimod blev der ikke udnævnt nogen
Drotsete til at føre Regeringen i Kongens
Fraværelse, og Rigets Indtægter blev igen sendt til
Kongen i Danmark. Stærkest gør
Rigsraadspolitikken sig gældende over for Hanseaterne.
Her havde Margrete og Erik af Pommern ført
en helt vigende Politik, medens Rigsraadet nu
ønskede at optage en Kamp for de norske Byers
Rettigheder. Denne Gang gjaldt det ikke blot
Bergen, hvor Lübeckerne forlængst havde
Overmagten, men ogsaa Byerne paa Østlandet, hvor
det først er fra denne Tid, at Tyskerne for
Alvor begynder at blive farlige; det er i alt
Fald omtr. fra denne Tid af, man her kan
iagttage en stærk Nedgang i Byernes
Omsætning, Rigdom og Folketal. Lederen for den
antihanseatiske Politik blev Høvedsmanden i
Bergen Olav Nilsson, og Kongen fulgte i alt
væsentligt Rigsraadets Politik, saaledes at et
aabent Brud med Hansestæderne saa ud til at
nærme sig, da Kristoffer døde pludselig uden
Arvinger (6. Jan. 1448).
Svenskerne valgte nu deres egen Konge, Karl
Knutsson, medens Danskerne valgte Kristiern
af Oldenburg, og begge Konger søgte
naturligvis at vinde Støtte i N. Her var der helt fra
først af to Partier: de nordenfjeldske
Rigsraader med den gamle Ærkebiskop Aslak Bolt
i Spidsen ønskede Tilslutning til Sverige; det
søndenfjeldske derimod, bl. hvem indvandrede
Danskere var de stærkeste, ønskede Kristiern
valgt. Til Rigsforstander blev foreløbig Sigurd
Jonsson valgt, og et Rigsraadsmøde blev
indkaldt til Vaaren 1449 til Oslo; her mødte ogsaa
Ærkebispen og gik mere eller mindre
nødtvungen med paa Valget af Kristiern I (1449—81).
Rigsraadet mødtes derefter i Marstrand med
den nyvalgte Konge, som her vedtog en norsk
Haandfæstning, der stadfæstede Rigsraadets Ret
til at deltage i Regeringen, Rigsraadsmøder
skulde kun i Nødsfald indkaldes uden for
Landets Grænser, og mindst hvert 3. Aar skulde
Kongen komme til Landet for at holde
Rigsraad; ellers skulde der udnævnes
Rigsembedsmænd til at føre Regeringen, og Rigets
Indtægter skulde blive i Landet; den kirkelige
Valgret skulde opretholdes, og ligeledes det fri
Kongevalg, hvis ikke Kongen fik Børn. Omtrent
samtidig valgte imidlertid de nordenfjeldske
Raader, som ogsaa fik Tilslutning af Ærkebispen,
Karl Knutsson, og da denne nogle Maaneder
senere over Oplandene kom til Nidaros, blev
han der kronet af Ærkebispen. Akershus
magtede Karl imidlertid ikke at erobre, og da
Ærkebispen døde Vaaren 1450, og Karl heller
ikke kunde stole fuldt paa de sv. Stormænd,
var det ude med hans Sag i N. Sommeren 1450
kom Kristiern til N., hvor han blev kronet i
Nidaros, og paa Tilbagerejsen blev der i
Bergen sluttet en Unionstraktat mellem det danske
og det norske Rigsraad, hvorefter de to Riger
til evig Tid skulde være forenet og med lige
Ret foretage fælles Kongevalg, med Ret til at
vælge mellem en afdød Konges Sønner. Denne
Kongevalgsbestemmelse blev dog aldrig
overholdt.
Kristiern I brød snart Haandfæstningens
Bestemmelser, idet han bl. a. blandede sig ind i
Ærkebispevalget i Nidaros. Allerede i flere
Menneskealdre havde i Realiteten Kongens
Villie været afgørende for Besættelsen af
Bispestolene, og Retningen henimod en Statskirke
blev fra nu af stadig tydeligere. Ogsaa
forsøgte den ny Konge at sætte Udlændinge ind
i Landets vigtigste Stillinger og lod
unionspolitiske Hensyn være afgørende for sin norske
Regering. Over for Hanseaterne førte han en
vaklende, men i Hovedsagen imødekommende
Politik. Olav Nilsson blev efter deres Ønske
afsat i Bergen, og vistnok tvang han sig ved en
Privatfejde til at faa Stillingen tilbage; men
da Tyskerne tog sig selv til Rette og overfaldt
og dræbte Hr. Olav sammen med Biskoppen
(1455), gjorde Kongen ingen Ting for at faa
Hævn. Tyskernes Privilegier i Bergen blev
stadfæstede i videste Omfang, og paa Østlandet fik
Rostock’erne ny Rettigheder, som var helt
ruinerende for Oslo og Tunsberg.
Fremmedstyret i N. blev efterhaanden stadig mere
udpræget; Finansstyret blev flyttet til Danmark;
Kongen kom sjælden til N. og nøjedes med,
naar han behøvede det, at indkalde nogle
enkelte norske Rigsraader til Møde i Danmark.
Da Kongens Datter 1469 skulde giftes med den
skotske Konge Jakob III, blev Orknøerne og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
