Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
haugianske Kredse. Allerede i de nærmeste Aar efter
1814 mærker man paa forsk. Maader, at der er
Uro bl. Bønderne (se Hoel, H. N.), og en Rk.
isolerede Klassekrav bliver taget op paa
Stortingene; der er Kamp mod Savværksprivilegier
og Handelsprivilegier, mod Særbyrder paa
Bønderne som Værnepligt, Skydspligt o. s. v. Men
saa længe de er uden enhver politisk
Organisation, bliver Resultaterne ikke store, og
Forandringen kommer først, da 1830 John Neergaard
begynder en omfattende Agitation for at faa valgt
Bønder til Stortingsmænd. Ved Stortingsvalget
1833 blev Bonderepræsentanternes Antal mere
end fordoblet; der var nu 45 af dem mod kun
34 Embedsmænd, og Bønderne paa Stortinget
fik desuden nu en betydelig Fører i Ole Gabriel
Ueland, som repræsenterede Stavanger Amt
paa alle flg. Storting helt til sin Død 1870.
Forøget politisk Magt for Bønderne og
Sparsommelighed i Statshusholdningen var den Fane,
han samlede Bønderne om.
Ogsaa inden for Embedsstanden, og navnlig
i den akademiske Ungdom, foregaar der fra
1830 et Skifte, under Indflydelse af den liberale
Luftning, som Julirevolutionen sendte ud over
Europa. De litterære Kampe mellem Wergeland
og Welhaven har ogsaa politiske Paralleller;
der danner sig en venstre Fløj af
Embedsmandsoppositionen under Ledelse af den
paagaaende og energiske Højesteretsadvokat Jonas
Anton Hielm, og denne gaar i hjemlige
Spørgsmaal gerne sammen med Bønderne. I de
»storpolitiske« Sager, som angik Forholdet til
Kongemagten og Unionen, holdt Bønderne
under Ueland’s forsigtige Ledelse sig derimod
helst til den konservative Opposition. Men ogsaa
denne Fløj af Embedsmandspartiet udviklede
sig efterhaanden, navnlig efter at den fra
henved 1840 havde faaet Schweigaard til Leder,
henimod en stadig mere konsekvent
Liberalisme; dels er det her en stærk aandelig
Paavirkning fra Vesteuropa, som gør sig gældende,
dels og især en rivende Udvikling af
borgerlig-kapitalistiske Næringsveje.
Den største Sag for den ny Bondeopposition
fra 1833 var Udvikling af det kommunale
Selvstyre. I Byerne fandtes der helt fra
Danskertiden en Institution med »eligerede Mænd«, som
adskillige Steder havde vundet frem til
betydelig Faktisk Indflydelse; derimod fandtes der paa
Landet kun nogle ganske kummerlige Tilløb til
kommunal Selvstændighed i Skole- og
Fattigkommissionerne. I alt væsentlig blev
Landdistrikternes Sager helt styret af kgl.
Embedsmænd. Den norske Regering i Kria, under
Collett’s Ledelse, var nu her villig til at gaa
adskillig længere end Kongen og
Statsraadsafdelingen i Sthlm (Statsminister Løvenskiold).
Navnlig var Kongen helt uvillig til at gaa med
til Oprettelse af særlige Amtsformandsskaber.
Trods Uenigheden lykkedes det dog at faa et
Regerinigsforslag fremsat for Stortinget 1833;
men under Stortingsbehandlingen blev den
kommunale Selvstændighed stærkt udvidet, og
Kongemagten tabte enhver direkte Indflydelse
over Kommunerne. Kongen nægtede derfor at
sanktionere Loven, og Forholdet mellem ham
og Stortinget blev igen mere tilspidset. I
samme Retning virkede en Adresse til Kongen, som
Stortinget paa Hielm’s Forslag vedtog, og som
gik ud paa at søge det norske Handelsflag
anerkendt ogsaa i Farvandene Syd for Kap
Finisterre; Forholdet til Barbareskstaterne var
jo nu blevet et andet, efter at Frankrig havde
erobret Algérie.
I Perioden mellem Stortingene 1833 og 1836
fik nu vistnok den norske Regering Kongen til
at gaa med til nogle Indrømmelser til norske
Synspunkter. I Formandsskabssagen blev der
fremsat en Kompromisproposition. Den norske
Statsminister i Sthlm ell. en anden norsk
Statsraad fik Ret til at være til Stede ved
Behandlingen af diplomatiske Sager, som særlig angik
N., og ved ministerielle Sager, som vedkom N.’s
særlige ell. Rigernes fælles Forhold til
fremmede Magter. Og det blev bestemt, at Rigernes
fælles Konsuler skulde udnævnes i
sammensat Statsraad. Disse Indrømmelser var
imidlertid ikke tilstrækkelige, og Stortinget 1836 tog
straks aaben Stilling mod Kongen. Forslagene
om Formandsskaber fra 1833 blev fremsat
uforandret for at kunne blive Lov uden kgl.
Sanktion, og et Forslag blev fremmet om en Adresse
til Kongen, som krævede Anerkendelse af det
norske Handelsflag i alle Farvande, Ændring af
Unionsflaget, rigtig Anvendelse af det norske
og sv. Rigsvaaben paa Mønter, Segl o. s. v. og
Ligestilling for N. ved Behandlingen af
udenrigske Sager. Desuden blev 17. Maj nu fejret
med større Højtidelighed end nogensinde, og
alt dette forbitrede Kongen i den Grad, at han
2. Juli, støttet af Statsminister Løvenskiold,
men mod de to andre Statsraader i
Statsraadsafdelingen, besluttede, at Stortinget skulde
opløses 8. Juli.
Meldingen om dette kom til Kria 6. Juli om
Aftenen, og Statsraad Collett indkaldte straks
Statsraad til næste Morgen, men underrettede
samtidig Stortingspræsidenten og
Budgetkomiteens Formand, vistnok i Haab om, at disse
vilde faa Stortinget til at gøre Budgettet færdig.
Stortingsmøde blev sammenkaldt til næste
Morgen og vedtog en Adresse til Kongen samt
Offentliggørelse af de færdige Indstillinger om
Formandsskabslovene, Handelsflaget,
Unionsforholdene o. s. v. De sidste Timer blev endelig
brugt til at rejse Rigsretstiltale mod
Statsminister Løvenskiold, fordi han ikke havde
protesteret mod Stortingets Opløsning. Kongen gav
et skarpt, offentlig Svar paa Stortingets
Adresse, og da Løvenskiold, som ved Rigsretten blev
dømt til Bøde, bad om sin Afsked, anmodede
Kongen ham om at blive. Collett fik Opfordring
til at søge Afsked fra Statstjenesten, og Grev
Wedel blev udnævnt til Statholder. I N. var
Stemningen nogenlunde enstemmig for
Stortinget og mod Kongen; men det lykkedes Wedel
ved Underhaandsforhandlinger at faa det
overordentlige Storting, som Kongen havde maattet
indkalde til 15. Oktbr s. A., til at indtage en
noget forsonligere Holdning.
Formandsskabslovene blev nu vedtaget i det væsentlige i
Overensstemmelse med det sidste kgl.
Kompromisforslag og derfor ogsaa, sanktioneret uden
Vanskeligheder; baade for Bygd og By blev det
kommunale Selvstyre, som dermed begyndte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
