Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Beslutningen, hvis han havde fundet Tidspunktet
belejligt; naar Tidspunktet var kommet, vilde
han derfor selv fremkomme med Forslag om
en saadan Grundlovsforandring.
I et svensk Statsraad 3 Dage senere bad De
Geer Kongen bestemme Tiden for Sagens
Behandling i sammensat Statsraad; men da
Kongen erklærede, at han alt havde nægtet
Sanktion i et norsk Statsraad og ikke fandt det
hensigtsmæssigt at forelægge Unionsspørgsmaalene
for et sammensat Statsraad i den foreliggende
Situation, nøjedes De Geer med en
Protokoltilførsel, som hævdede, at Bestemmelsen i
den norske Grundlov om Statholderposten
angik begge Riger og derfor ikke kunde ophæves
uden svensk Medvirken, men da der nu
forelaa Sanktionsnægtelse i norsk Statsraad og der
saaledes ikke var Tale om nogen Forandring af
Bestemmelsen, gjorde De Geer ikke Krav paa
Sagens Behandling i sammensat Statsraad.
Denne Protokol blev officielt meddelt den
norske Regering og Stortinget. Stortinget
behandlede den i et langvarigt Møde 23. Apr. og
vedtog en enstemmig Adresse til Kongen med
Protest mod det sv. Krav om, at Statholdersagen
skulde behandles som en Sag, der vedkom
Sverige; videre hed det: »En Revision af de
unionelle Bestemmelser kan fra norsk Side ikke
finde Sted uden paa den i Rigsakten givne
Grundvold, nemlig Rigernes Ligeberettigelse og
ethvert Riges Eneraadighed i alle Anliggender,
der ikke er betegnet som unionelle. Stortinget
er overbevist om, at ingen norsk Mand, der
agter sit Fædrelands Rettigheder og sin egen
Ære, vil deltage i Revisionen paa andre
Vilkaar, og den senere Tids Begivenheder i
Sverige har ulykkeligvis i N. opvakt en alm. Frygt
for, at der fra sv. Side vil blive gjort Forsøg
paa at give Revisionen en anden Karakter«.
Adressen blev tiltraadt af den norske Regering,
og foredraget for Kongen, som imidlertid ikke
foreløbig ytrede sig om den.
Fra sv. Side blev Revisionssagen forsøgt
optaget igen Aaret efter, idet De Geer i
sammensat Statsraad 9. Apr. 1861 foreslog en ny
Revision og en ny Unionskomité; han udtalte, at
han ingen Indvendinger havde mod det alm.
Princip om begge Rigers Ligestilling. Sverige
maatte kun kræve at erkendes som primus
inter pares i de faa Tilfælde, hvor den
fuldkomne Ligestilling ikke lod sig gennemføre p. Gr. a.
Forskellen i Folkemængde og den deraf
flydende Forskel i Bidragene til fælles Udgifter.
Ligheden maatte derfor gennemføres saaledes, at
hvert Riges Indflydelse paa de fælles
Anliggender blev afpasset efter Rigernes indbyrdes
Magtstilling, og De Geer antydede et Forslag om en
Fællesrepræsentation, bygget paa
Folkemængden, samt om udvidet Kompetence for det
sammensatte Statsraad. Forslaget blev forelagt for
det norske Justitsdepartement, hvis Betænkning
— fremlagt af Birch-Reichenwald — blev
tiltraadt af den norske Regering 21. Oktbr 1861.
I denne Betænkning var der imidlertid henvist
til en Cirkulærnote fra Udenrigsminister
Manderström, som havde taget Afstand fra de mest
yderliggaaende sv. Krav i Statholdersagen, og
til, at 3 sv. Statsraader opr. havde været enige
med Kongen og de norske Statsraader. Den
norske Statsminister i Sthlm, Sibbern, fandt
disse Ytringer lidet taktfulde og nægtede at
forelægge Betænkningen i denne Form for
Kongen. Da imidlertid Regeringen i Kria ikke vilde
forandre Betænkningen, krævede Sibbern sin
Afsked, og dette førte til en Ministerkrise, som
endte med, at Statsraaderne Birch-Reichenwald,
K. Motzfeldt og Petersen fastholdt den opr.
Form og traadte ud af Regeringen, medens de
øvrige Regeringsmedlemmer gik med paa at
rense Betænkningen for de paaklagede Udtryk,
men for øvrigt fastholdt Indholdet af den (14.
Novbr). Derefter blev Regeringen suppleret med
3 ny Medlemmer, hvoraf den betydeligste var
Fr. Stang, som fra nu af i næsten 20 Aar
(1861—80) var Regeringens Chef.
Den norske Regerings Indstilling
konkluderede med en Afvisning af Revisionsforslaget; men
imidlertid førte Forholdet til Danmark til nogen
Ændring i Stemningen mellem de forenede
Riger. Kong Karl var en ivrig Skandinav; i N.
var vistnok den politiske Skandinavisme ikke
synderlig udbredt uden for akademiske Kredse,
og navnlig forholdt baade Regering og Storting
sig afvisende over for Tanken om militær
Hjælp til Danmark mod Preussen og Østerrig,
hvad der for øvrigt ogsaa var Tilfældet i
Sverige. Under den dansk-tyske Krig indkaldte
Kongen et overordentligt Storting for at faa
Samtykke til at hjælpe Danmark; men dette
Samtykke blev kun givet under Forbehold af,
at der først var sluttet en Alliance, som
tilvejebragte »Forholdsmæssighed mellem
Stridskræfterne paa begge Sider«, altsaa af, at England
ell. Frankrig gik med. Den spændte
udenrigspolitiske Situation førte imidlertid til, at de
norsk-svenske Modsætninger i nogen Grad blev
dæmpet, og 6. Febr 1865 blev der nedsat en ny
Unionskomité (den anden), bestaaende af syv
Nordmænd og syv Svenskere; den norske
Regering havde dog paa Forhaand reserveret sig
mod Tanken om at oprette en
Fællesrepræsentation.
I Løbet af 1860’erne blev Forholdet mellem
Storting og Regering stadig vanskeligere.
Jaabæk’s Agitation bidrog stærkt til at radikalisere
Bønderne, og navnlig blev det af Bet., at han
fra 1865 med sine »Bondeven-Foreninger«
ligefrem fik grundlagt en politisk Partiorganisation
ud over Landet, med »Folketidende« som
Organ. Ogsaa den liberale Opposition blev stadig
mere afgjort, medens Regeringen og dens
Tilhængere fik et mere og mere udpræget
konservativt Tilsnit. De to vigtigste politiske
Stridsspørgsmaal var aarlige Storting og
Statsraadernes Adgang til at deltage i Stortingets
Forhandlinger; men ogsaa Personspørgsmaal
gjorde sig gældende; saaledes blev Krigsministeren
Wergeland og Marineministeren Haffner nødt
til at gaa af p. Gr. a. Modsætningsforholdet, de
var komne i til Stortinget. Ogsaa
Regeringsforslag af mere uskyldig Karakter, som f. Eks.
den vigtige Modernisering af den højere Skole
ved Skoleloven af 1869, blev hyppig stærkt
medtaget og omkalfatret i Stortinget.
1869 blev Loven om aarlige Storting
gennemført. Det var den første Grundlovsforandring af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
