Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den flg. Maaned mod de øvrige Medlemmer af
Regeringen. For dem, som havde været med til
Sanktionsnægtelserne, gik den ud paa
Embedsfortabelse; de andre blev kun idømt en Bøde.
Alle disse Begivenheder var foregaaet under
Trykket af en meget stærk Ophidselse, og
stærke Kræfter var i Virksomhed for at faa
Kongen til at sidde Rigsrettens Dom overhørig.
11. Marts kundgjorde Kongen imidlertid, at
Statsminister Selmer skulde fratræde sit
Embede, men erklærede samtidig, at
Rigsretsdommen ikke kunde forandre eller ophæve den
bestaaende Statsorden, ifølge hvilken ingen
Forandring i Grundloven kunde blive gyldig uden
Kongens Samtykke. Han udnævnte derefter (3.
Apr.) et nyt Ministerium af samme Farve som
det tidligere, under Chr. Schweigaard: de 3
Medlemmer af den gamle Regering, som ikke
var dømt fra Embedet, gik over i det ny. Det
ny Ministerium var villig til Forlig i de mindre
Spørgsmaal, men ikke i Statsraadssagen, og da
det blev klart, at Stortingsmajoriteten ikke
vilde vige tilbage for at bruge Rigsretsvaabnet
endnu en Gang, blev det nødt til at søge Afsked
(31. Maj). Efter »Aprilministeriets« Fald
henvendte Kongen sig til O. J. Broch for at faa
dannet en Forsoningsregering; men Forsøget
strandede, væsentlig paa det uforsonlige Højres
Modstand, og den eneste Udvej var da, at det
blev overdraget J. Sverdrup at danne Regering
(23. Juni).
Sverdrup’s Regering blev væsentlig
sammensat af meget moderate Venstreelementer, og
Statsraadssagen blev løst ved et Kompromis,
som Broch allerede var blevet enig med
Sverdrup om, idet der nemlig i Stortinget blev
vedtaget et nyt Grundlovsforslag, som gav
Statsraaderne Adgang til Stortingets Forhandlinger
og samtidig gjorde afgaaede Statsraader
valgbare overalt uden Hensyn til Bosted; denne
Beslutning blev derefter sanktioneret (1. Juli),
og Kongemagten havde saaledes formelt hævdet
sit Standpunkt. Reelt var dog ved disse
Begivenheder Parlamentarismen indført i N., og den
ny Statsordning blev videre understreget
derved, at en ny Bevilling til
Folkevæbningssamlagene blev taget til Følge, og at Stemmeretten
blev betragtelig udvidet, idet den fra nu af blev
knyttet til Census. Venstrepartiet gav sig nu en
fastere, mere stabil Organisation i »N.’s
Venstreforening«, og Høsten s. A. fulgte Højre
Eksemplet ved Dannelsen af »de konservative
Foreningers Centralbestyrelse«, under Ledelse af
Kristianiarepræsentanten, Advokat Emil Stang.
I Løbet af Stortingsperioden 1886—88 blev
ogsaa Venstres to store Programsager, Juryloven
og en ny Hærorganisation, gennemført.
Højre havde under Vetostriden stadig henvist
til de betænkelige Følger, Venstres Sejr kunde
faa for Unionen, og de herskende Klasser i
Sverige saa med stigende Uvillie paa
Begivenhedernes Udvikling i N. Dette gav sig bl. a.
Udtryk i Ønsker om at sikre den sv. Rigsdag fastere
Indflydelse paa Behandlingen af de diplomatiske
Sager, og en Forandring i
Regeringsformen, som sigtede paa dette, blev vedtaget 1885,
idet det ministerielle Raad blev øget til 3. Der
blev derefter ført Forhandlinger mellem den
svenske og den norske Regering, for ogsaa at
faa Antallet af de norske Medlemmer i det
ministerielle Raad øget tilsvarende; men da
Svenskerne samtidig krævede, at den svenske
Udenrigsminister skulde lovfæstes som
foredragende i det ministerielle Raad, blev det til sidst
umuligt at komme til noget Resultat. Sagen
vakte adskillig Bitterhed i Stortingsmajoriteten,
som heller ikke var fornøjet med Regeringens
Holdning.
Langt farligere Modsætninger inden for det
store Venstreparti blev imidlertid fremkaldt ved
det Lovforslag om kirkelige Menighedsraad og
Menighedsmøder, som Regeringen — under
stærk indre Dissens — fremsatte 1886. Det
fremkaldte stærk Modstand i Stortinget og blev til
sidst næsten enstemmig forkastet, samtidig med,
at det fremkaldte en Række partielle
Ministerkriser, som i høj Grad bidrog til at svække
Ministeriet. Venstre splittede sig under dette i
to Dele, de »Moderate«, som støttede
Regeringen, og det »rene Venstre« under Ledelse af
Steen. Striden tilspidsede sig under Kampen
om Digtergage for Alex. Kielland (s. d.) ogsaa
til et Spørgsmaal om kunstnerisk, moralsk og
religiøs Aandsfrihed, og tillige gjorde nu mere
radikale Retninger sig gældende, dels inden for
kunstneriske og akademiske Kredse, dels inden
for en nyvaagnende Arbejderbevægelse.
Den stærke industrielle Udvikling fra Midten
af Aarh. havde fortsat sig helt til over Midten
af 1870’erne; men blev da afløst af en
langvarig Depressionsperiode. Med
Nedgangsperioden fulgte Nedslag i Arbejdernes Lønninger og
dermed ogsaa Strejker o. a. Lønbevægelser,
samtidig med, at Arbejderne saa smaat
begyndte at organisere sig i Fagforeninger. Fra
1884 begynder Arbejderorganisationerne ogsaa
at drive politisk Virksomhed, og 1887 stiftes
»Det norske Arbejderparti«, som snart faar et
klart socialistisk Præg. Direkte Indflydelse paa
Stortingspolitikken faar denne Bevægelse vel
endnu ikke paa 20 Aar; men den bidrager,
navnlig ved sin Kamp for alm. Stemmeret, til
at styrke de radikale Tendenser i Venstre.
Splittelsen i Venstre førte til, at der ved
Valgene 1888 blev valgt 51 Højre, 38 rene Venstre
og kun 22 af det moderate Regeringsparti. I det
ny Storting kunde Sverdrup’s Regering
ingenting udrette, og under Truselen om et
Mistillidsforslag fra Højre gik den af (12. Juli 1889) og
blev erstattet af en ren Højreregering under
Emil Stang. Heller ikke denne havde imidlertid
Flertal i Stortinget, og trods en meget forsigtig
Politik faldt den efter to Aars Forløb paa sin
Holdning til Unionsspørgsmaalet, som fra nu af
trænger sig mere og mere i Forgrunden og helt
til Løsningen 1905 bliver det dominerende i
norsk Politik. Venstre stiller det fra nu af som
sit Maal at arbejde for eget norsk Udenrigsstyre,
og som det første Skridt tænkte man sig
Oprettelsen af eget norsk Konsulatvæsen. Den ny
Venstreregering under Steen var desuden valgt
paa Programmet alm. Stemmeret og direkte
Skat, men fik ikke udrettet stort, da den laa i
en stadig Konflikt med Kongen, som ikke vilde
gaa ind paa Stortingets og Regeringens Krav
om eget norsk Konsulatvæsen og om, at denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
