Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norman-Hansen, Carl Martin - Normann, Carl Frederik - Normann, Eilert Adelsten - Normann, Regine - Normanner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa Stof til den etnografisk-folkloristiske Roman
»De glade Smils Boplads« (1909) og »I Jøklens
Favn« (1912). Endelig har N. i Blade og
Tidsskrifter meddelt en Række Skitser, oftest under
Paavirkning af samtidige Begivenheder,
gennemlevede paa hans Rejser; Forholdet mellem
Finland og Rusland gav ham saaledes Ideen til
det politiske Skuespil »Aina«, hvis Opførelse
Censuren mente at maatte forbyde. Fra de
sidste Aar skriver sig en lille Bog af broget
Indhold, »Frilufts-Spil« og Teksten til Operaen
»Kaddara« (sammen med Hak. Børresen),
opført 1921; i Bryssel 1924.
J. Cl.
Normann, Carl Frederik, dansk
Retskyndig, f. 24. Juni 1798 i Kbhvn, d. smst. 27.
Apr. 1856, Student 1810, cand. jur. 1820, 1823
Lic. jur., 1824 Auditør, Dr. jur. 1828, 1829
Overauditør, s. A. surnumerær, 1830 virkelig
Assessor i den kgl. Lands-Over- samt Hof- og
Stadsret, 1839 Birkedommer, Birkeskriver og
Politimester i Kbhvn’s Amts Rytterdistrikts
nordre Birk. Bortset fra Oversættelser af Cicero og
Cornelius Nepos var N.’s Forfatterskab af
retsvidenskabelig Art. Hans i Afh. De legitimatione
secundum jus patrium tam antiquum quam
hodiernum (1823) hævdede Opfattelse af
Virkningen af Siegfredbørns Kuldlysning er knæsat af
Nutidens Videnskab og vidner ligesom
Dissertationen De jure repræsentationis secundum
jus patrium tam antiquum quam hodiernum
(1828) om Skarpsindighed og selvstændig
Tænkning. Skarpt polemisk er N.’s »Recension« af
W. H. Dreier’s Licentiatdisputats De injuriis
realibus (1823), der fremkaldte Dreier’s »Svar«
(1823). Som Forhørsdommer regnedes N. for en
af Tidens ypperste, S. Kierkegaard omtaler ham
i »Efterladte Papirer 1844—46« (1872) S. 265
som en »ualmindelig Inkvisitor«.
Fz. D.
Normann, Eilert Adelsten, norsk
Landskabsmaler, født 1. Maj 1848 i Bodø,
død 26. December 1918 i Kristiania. Han
kom 186S til Düsseldorf, hvor han blev
Eugen Dücker’s Elev. 1887 flyttede han til
Berlin. N. vandt et kendt Navn ved sine
store Fjordlandskaber fra den norske Vestkyst
og Nordland, hvoraf han malede et betydeligt
Antal. Under sit Ophold i Berlin fjernede han
mere og mere sin Kolorit fra
Düsseldorf-Skolens og kom i sin maleriske Opfattelse nærmere
den af fransk Impressionisme paavirkede
berlinske Opposition. Af hans mange norske
Fjordbilleder findes »Bodøs Havn« i Düsseldorfs Gal.,
»Raftsund ved Nærøfjord« i Dresden-Galeri,
»Sommernat« i Galeriet i Köln, »Sognefjorden«
i Galeriet i Budapest, »Romsdalsfjorden« i
Sthlm’s Nationalmuseum. I sine senere Arbejder
viser N. en Tilbøjelighed for grove maleriske
Effekter. Hans Fjordbilleder har utvivlsomt
bidraget stærkt til at lede Turiststrømmen ind
over Norges Fjorde. Han levede i sine senere
Aar stadig i Berlin, hvor han indtog en
fremskudt Stilling i den norske Koloni. Om
Sommeren boede han i Balestrand i Sogn. (Litt.:
J. Thiis, »Norske Malere og Billedhuggere«, I,
S. 263, 316; II, S. 419; »Det nordlige Norge«
[Aarsnummer] 1917).
(F. O.). C. W. Sch.
Normann (Andersen), Regine, norsk
Forfatterinde, f. 29. Juli 1867 i Bø, Vesteraalen.
Hun voksede op i smaa Kaar, blev efter
Faderens Død som lille Barn bortsat til
Fremmede, og fik i sin trange, indestængte
Hjembygd kun den allernødvendigste Undervisning.
Ikke desto mindre maatte hun lige efter
Konfirmationen tjene sit Brød som Lærer for
andre. I al Stilhed syslede hun med litterære
Planer, hun havde skrevet det meste af en
Fortælling, men først i 27 Aars Alderen
lykkedes det hende at rive sig løs fra de hjemlige
Forhold og komme til Kria. 1905 udgav N. sin
første Bog, »Krabvaag«. Det var en Skildring
fra et lidet Fiskevær der Nord, en Skildring af
Fattigdom, aandeligt Mørke og forkrøblet
Sjæleliv, udført i en sikker, knap og anskuelig
Form og med en betydelig og sjælden frisk
sproglig Evne. Aaret efter fulgte »Bortsat«, et
Billede af »kristelig« Opdragelsestortur, øvet
mod et stakkels forældreløst Pigebarn. 1908
udkom »Stængt«, en oprivende og uhyggelig
Ægteskabshistorie, fremstillet med samme
kunstneriske Sikkerhed og Klarhed som Handlingen
i de to tidligere Fortællinger, men ellers en
friere udformet, menneskelig set rigere og
dybere Digtning end disse. I »Barnets Tjenere«
(1910) og »Faafengt« (1911) giver N.
udmærkede Skildringer paa Grundlag af sine
Erfaringer som Lærerinde, og hendes Barnebog »Den
graa Kat og den sorte« (1916) og de
indtagende Barneskildringer »Min hvide Gut« viser en
fin Forstaaelse af Børns Sjæleliv. Med intim
Forstaaelse af de særegne nordlandske Forhold
set mod en kulturhistorisk Baggrund, giver
»Dengang« (1912), fortsat i »Eiler Hundevadt«
(1913) en interessant Menneskeskildring. Ogsaa
i »Riket, som kommer« (1915), »Berit Ursin«
(1917) og »(Havørnens Nabo« (1921) er Emnerne
hentet fra Nordland.
(Carl Nærup). E. S-n.
Normanner (ɔ: Mænd fra Nord) er det
Navn, hvormed de fra Norden udgaaende
Vikingeskarer i 9. Aarh. betegnedes i største
Delen af det kristne Europa. Medens Havene hidtil
havde været rolige — kun i 6. Aarh. omtales et
stort Hærgetog af den danske Konge Hugleik
til Frankernes Land, og i Beg. af 7. Aarh.
nævnes nordiske Vikinger ved Irlands Kyster —
begyndte fra 8. Aarh.’s Slutn. de store Søtog,
der snart skulde gøre Nordboernes Navn til en
Skræk for Europas Folk. Den første Gang, vi
hører om disse ubudne Gæster, er 8. Juni 793
ved Englands Østkyst, hvor Vikinger fra
Hordaland paa Norges Vestkyst hærgede og plyndrede
Klostret Lindisfarne og dræbte Munkene.
Lignende Plyndringer øves i de flg. Aar paa forsk.
andre Steder af Englands og Irlands Kyster;
ja Vikingerne naar helt frem til det berømte
Kloster Jona ved Skotlands Vestkyst. Den
berømte angelsachsiske Lærde Alkuin udtaler i
Breve sin Forbavselse over, at saadanne Søtog
var mulige. Men heller ikke Fastlandet
skaanedes, skønt Kejser Karl bød at udruste Flaader
til Kysternes Værn. Og navnlig efter 820’erne
fik Vikingetogene ny Fart; medens det hidtil
havde været mindre Skarer, der plyndrede uden
at sætte sig fast nogensteds, optræder de nu i
større Mængder, der snart endog begynder at
overvintre paa enkelte Smaaøer uden for
Kysterne — endnu uden Tanke paa Erobring af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
