Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Næ - Næb - Næbdyr - Næbfrø - Næbgedde - Næbhvaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sammen med Adverbiet ned (oldnorsk niðr) og
betegner opr. »Nedgang«, »Dalen«, »Hældning«,
»Aftagen«; smlg. Moth: »det gaar paa næen
med hans penge« (paa Hældningen). Herfor
engelsk wane (of the moon), egl. »Aftagen«,
tysk »der abnehmende Mond«. N. vil jo sige
Tiden for Maanens Aftagen, mellem Fuldmaane
og Ny.
H. F.
Næb kaldes hos Fuglene de uden for
Fjerklædningen ragende, hornklædte Dele af
Mellem- og Over- samt Underkæben, der er
dannede som, et Redskab til at gribe, fastholde ell.
sønderrive Føden. Størrelse og Form er
derfor overordentlig forsk. hos de forsk. Familier.
Huden fortsætter sig over paa, Næbbets benede
Grundlag, med et oftest ganske tyndt Lag af
Læderhuden umiddelbart oven paa Benhinden
samt et tykkere Lag af Overhud, der afsætter
et stærkt Hornlag, Næbskeden, rhamphotheca,
hel ell. delt i fl. Stykker, der hos nogle
Slægter, f. Eks. Lunden (Fratercula) fældes
regelmæssigt. Hos enkelte Familier findes paa
forsk. Steder af N. tykkere Hudlag; ved
Næbroden saaledes den p. Gr. a. den gule Farve
som Vokshud betegnede Hud fortykkelse hos
Rovfuglene, i Spidsen hos mange Sneppefugle,
over hele N. undtagen Spidsen hos
Andefamilien, hos hvilke tillige langs Næbrandene findes
talrige skraat- ell. tværstillede Hudlameller.
Overalt, hvor der findes saadanne
Læderhudsfortykkelser, træder de øjensynlig i Følelsens
Tjeneste, idet de er forsynede med talrige
Udbredninger af Nerveenderne, dannende
Følelegemer af forsk. Bygning. Langs Næbrandene
findes undertiden smaa forkalkede
Horndannelser, men aldrig hos nulevende Fugle virkelige
Tænder. Paa Næbroden findes som Prydelser
ogsaa ofte fortykkede Dele af Hornlaget, som
hos Blishøns, ell. tillige af Knoglerne, som hos
Næsehornsfugie og talrige Andefugle, f. Eks.
Knobsvane. Hos Fosteret findes ofte paa
Overnæbbets Spids en lille Ophobning af Kalk, der
tjener til at gennembryde Æggeskallen. Paa
Overnæbbets Ryg ell. Sider aabner sig
Næseborene, meget forsk. i Beliggenhed, Størrelse
og Form, undertiden omgivne af Børster,
undertiden dækkede af Fjer fra Pandehuden.
Farven af N. er oftest ensfarvet mørk,
undertiden dog lys og iøjnefaldende med 2, sjældent
3 Farver, skyldes Pigment, der oftest er
aflejret i selve Hornlaget, sjældnere i Overhudens
dybere Lag, er hyppigt forsk. efter Alder, Køn
og Aarstid (f. Eks. har Stær gult N. i
Sommertiden, graabrunt om Vinteren; hos Solsort har
den gamle Han orangerødt N., de unge Fugle
sortebrunt). N.’s Størrelse og Form er ofte
brugt som Inddelingsgrundlag (f. Eks. kendes
Rovfugle og Andefugle let talerne paa N.), men
ogsaa nærstaaende Arter kan i mange Tilfælde
skelnes herpaa, hvorfor en nøjere Beskrivelse
og Udmaaling af dettes enkelte Dele spiller en
Rolle i Systematiken; adskillige Dele af N. har
ogsaa særlig Benævnelse, saaledes kaldes en
Linie fra Spidsen til Begyndelsen af
Pandefjerene culmen, en Linie fra Undernæbbets
Spids til de to Grenes Sammenstødssted gonys.
O. H.
Næbdyr, se Kloakdyr.
Næbfrø (norsk Nebfrø, Rhynchospora
Vahl), Slægt af Halvgræsfamilien, en- ell.
fleraarige Urter af forsk. Ydre. Smaaaksene, der
er trinde og har skruestillede Dækblade, er
samlede i Nøgler. Blomsterne har børsteformet
Bloster, 3 Støvdragere og 2 Ar. Frugten er
udstyret med et af den nederste blivende Del af
Griffelen dannet Næb; deraf Navnet. C. 150
Arter i tropiske og subtropiske Egne, særlig i
Nordamerika. I Danmark og det sydlige Norge
findes 2 Arter. Hvid N. (R. alba [L.] Ait.)
bliver 10—30 cm høj og har hvide Dækblade;
den vokser i Moser, alm. i Vestjylland, ellers
kun hist og her. Fra Hjørnerne af de nedre
Blade dannes en ell. flere let affaldende
Knopper, der tjener Plantens vegetative Formering.
Brun N. (R. fusca [L.] Vahl) bliver 8—20 cm
høj; den faar Udløbere og brune Dækblade.
Vokser hist og her i Vestjylland, men er ellers
sjælden. Begge blomstrer i Juli.
A. M.
Næbgedde er et lokalt Navn for
Tangsnarren (Spinachia vulgaris); se
Hundestejler.
Ad. J.
Næbhvaler (Physeteridæ), en Familie inden
for Tandhvalernes Afdeling. De karakteriseres
særlig ved at mangle Tænder i Overkæben,
medens Underkæbens Tænder er meget forsk.
formede, ofte meget reducerede i Antal. Deres
langstrakte Kranium er stærkt forhøjet bagtil
og danner ligesom en Vold ell. Skaal om
Hovedets Overside. Bl. Familiens Slægter maa
nævnes Kaskelotterne (Physeter), hvortil
hører den kæmpemæssige Kaskelot (s. d.)
(P. macrocephalus) og den lille
Dværgkaskelot (Kogia breviceps). En anden
Slægt er Døglingerne (Hyperoodon, hvortil
den alm. Døgling (s. d.) ell. Andehval
(H. rostratus) hører. En tredje Slægt er de egl.
N. (Mesoplodon); deres Legemsform er
langstrakt, med opadbuet Ryg; Hovedet er ret lille,
men langsnudet, endende i et langt smalt »Næb«,
der dog ikke er skarpt afsat fra den
pudeformet opsvulmede Pande; Næseboret ligger langt
tilbage, over Øjet. Paa hver Side af Struben en
Længdefure; Rygfinnen ret stor; Luffen kort,
smal og afrundet. Hertil hører N. (M. bidens);
i dens Underkæbe sidder, foruden nogle smaa
vantrevne Tænder, en enkelt, sammentrykt ret
stor Tand omtr. paa Kæbens Midte, altid størst
hos Hannen; den naar en Legemslængde paa
omkr. 5 m; dens Farve er paa hele Oversiden,
Lufferne og Halen mørk, skifersort, paa
Kropsiderne er den skifergraa med jævn Overgang
til Bugens hvidlige Farve. Fra Døglingen, som
den nærmest ligner, skelnes den paa sin langt
ringere Størrelse, spinklere Legemsbygning,
længere Snude og mere skraanende Pande.
Den lever i Atlanterhavet, men er meget
sjælden og faatallig og kun iagttaget ret faa Gange.
4 Gange er denne ejendommelige Hval strandet
ved Danmarks Kyster, saaledes ved Klitmøller
1899 og ved Randers Fjord 1900. Blandt de
5—6 andre Arter kan nævnes M. europæus, hvis
Underkæbetand sidder længere fremme i
Kæben. En 4. Slægt er Slægten Ziphius, der har en
enkelt konisk Tand langt fremme i hver
Underkæbe; den er ret stor og rettet fremad og opad.
Hertil hører Tvetandshvalen (Z.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
