Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Næseabe - Næseben - Næsebjørne - Næseblødning - Næsebor - Næsedouche - Næsehorn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Næseabe eller Kahau (Nasalis larvatus),
en Østabe, nærmest beslægtet med
Marekattene. I Skikkelse ligner den nærmest disse,
med lange ret kraftige Lemmer og lang, tynd,
kortbaaret Hale. Ejendommelig for denne Art,
der er den eneste af sin Slægt, er dens
mærkelige Næse, idet denne, der er meget tydeligt
afsat fra det øvrige Ansigt, hos de gl. Hanner
bliver særdeles lang og noget kolbeformet
fortykket, med tydelig Fure paa Næseryggen; den
hænger slapt, buet ned over Munden og
dingler, hver Gang Dyret rører sig; skal det spise,
maa Næsen holdes til Side med Haanden. Hos
Hunnerne og de unge Dyr er Næsen ganske
lille og opadrettet; Kæbeposer mangler, men
tydelige Sædepuder findes. Issen korthaaret og
rødbrun; det nøgne Ansigt sort; paa Hovedets
Side er Haarklædning en lang og lyst okkergul,
danner ligesom en Krave om Halsen.
Lemmerne okkerbrune. Kroppens Haarklædning,
der er tæt og tyk, paa Brystet langhaaret, er
mørk rødbrun, afsluttes brat bagtil over
Lænderne, saaledes at Dyret ser ud, som om det
har en Trøje paa. Om Baghalsen en smal hvid
Stribe. Lænderne og Partiet over Haleroden er,
ligesom Halen, hvide og korthaarede.
Kroplængden c. 70 om, Halen noget længere. Lever
paa Borneo, hvor den navnlig holder til i
Træerne langs Floderne; de færdes i Flokke
paa op til 30—40 Stkr; jævnlig udstøder de
deres mærkelige Skrig, der lyder som Kahau,
en Lyd, der har forskaffet Dyret dets Navn.
Deres Føde skal ganske overvejende bestaa af
Blade.
R. Hg.
Næseben, se Næse.
Næsebjørne, se Halvbjørne.
Næseblødning (Epistaxis, Stillicidium
nasi, Rhinorragi) kan forekomme efter
Stød, Slag; den kan være et Tegn paa Brud af
Hjerneskallen og er derfor ved større
Hovedlæsioner et Symptom, som kan være
betydningsfuldt. Som Regel betyder den imidlertid intet
og ophører af sig selv. N. kan ogsaa opstaa
som Følge af en lille stedlig Betændelse ell.
Saardannelse i Næsen. Den hyppigste Aarsag
til N. er Udvidning af Blodkarrene paa den
forreste Del øf Næseskillevæggen, ofte i
Forbindelse med ejendommelige Forandringer i
Slimhinden paa dette Sted. Endelig kan N.
foraarsages af en Almenliden af Organismen,
navnlig en saadan, som giver forøget Blodtryk
ell. Forandring af Blodets Sammensætning.
Saaledes optræder N. ofte som
Begyndelsessymptom ved Tyfus og flere
Infektionssygdomme. Den kan optræde ved Blodforgiftning, ved
visse Former af Gulsot. Optræder N. hos
»Blødere«, kan den blive farlig. N. optræder ofte i
Opvæksten i nogle Aar for derefter at ophøre
af sig selv. Undertiden ser man N. optræde hos
Kvinder som en Vikariation for Menstruationen;
men lignende periodisk N. kan man ogsaa
træffe hos Mænd. — N. optræder med forsk.
Styrke og Varighed; oftest bløder kun det ene
Næsebor. — Anvendelse af Kulde paa det
blødende Næsebor, en bekvem, let bagoverbøjet
Hvilestilling (for alt ikke den yndede
foroverbøjede Stilling, der ved at sammentrykke
Brystet trykker paa Blodaarerne og derved øger
Blødningen) er at anbefale. Dernæst bør det
paagældende Næsebor trykkes fast sammen
udefra med en Klump Vat ell. lign. og holdes
tillukket i 5—10 Minutter. Ved stærkere N. bør
dog Lægen tilkaldes.
(E. A. T.). J. M.
Næsebor, se Næse.
Næsedouche [-dusj], en med 1/3 m’s
Trykhøjde anbragt fin Vandstraale rettet op i det
ene Næsebor til Udskylning af dette ell.
Gennemskylning af Næsen (idet Vandet løber ind ad
det ene, ud af det andet Næsebor). Til N.
anvendes gerne c. 6 p. mille Saltopløsning, hvis
ikke bestemte Vædsker (antiseptiske o. l.) er
at foretrække. Om koldt ell. varmt Vand skal
anvendes, afhænger af Tilfældenes Natur. Ordet
N. anvendes ogsaa om det Apparat, der
anvendes: enten en Gummiballon ell. oftere en
Gummislange som Hævert og en lille Glasspids paa
nedre Ende. Forsigtighed ved Anvendelsen er
at anbefale.
(E. A. T.). J. M.
Næsehorn (Rhinocerotidæ) danner en stor
Familie, der dog i Nutiden kun er
repræsenteret af ret faa Arter, hørende til Hovdyrenes
Orden, hvor de sammen med Hestene og
Tapirerne danner en særlig Gruppe, de saakaldte
uparrettaaede Hovdyr (Perissodactyla). Store,
kraftige, men meget plumpt byggede Dyr; deres
Hoved er meget ejendommeligt formet og
paafaldende langt, kan være omkr. en Tredjedel af
Kroplængden. Hjernekassen, lille, men høj,
Ansigtsdelen derimod stærkt udviklet med
nedbuet Næseryg og kraftige Underkæber samt
stærkt udviklet, atter opadbuet Næseparti.
Mundspaltein uforholdsmæssig kort, men bred,
med veludviklede Læber. Næseborene
spalteformede, vandret stillede, vidt adskilte. Øjnene
paafaldende smaa, Synet daarligt. De ret store
Ører er ovale, opadrettede og tætstillede, sidder
paa Hovedets Overside. N. er mest
karakteriserede ved deres Horndannelser paa Hovedets
Overside (ang. deres Bygning, se Horn); det
forreste Horn sidder paa Næsebenene, der i
Samklang hermed er meget stærkt udviklede,
kraftige og sammenvoksede og rager ud over
Mellemkæben; findes et bagre Horn, sidder dette
paa Pandens forreste Del. Disse Horn, der af
og til afkastes og da vokser ud igen, er
kegleformede med bred Basis, snart korte og butte,
snart meget lange og slanke, ofte er de næsten
lige, men som Regel buede bagud, sjældnere
fremad; de findes som Regel baade hos Han
og Hun og bruges som et meget virksomt
Angrebsvaaben. Kraniet med kraftige og svære
Knogler. Fortænderne smaa og faa, lidet
udviklede ell. helt rudimentære og bryder da ikke
ud af Kæben; i Undermunden 2 ret store
Tænder, der ser ud som Fortænder, men ved
Sammenligning med uddøde Former viser det sig at
være Hjørnetænder; saadanne mangler i
Overkæben; de ret ens formede Kindtænder, der
danner en tæt sluttet Række med 3 ægte og 4
uægte Tænder, har to Tværhøje, der i
Underkæben har Form af Halvmaaner. Halsen svær
og tyk, men ret kort; Kroppen meget lang og
svejrygget, Benene snart lave, snart ret høje,
altid svære og ret tykke. Foden er Klumpfod
med 3 brede, afrundede Hove; visse uddøde
Former har 4 Klove paa Forfødderne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
