Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oftalmometer - Oftalmoplegi - Oftalmoskop - Oftedal, Lars
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Oftalmometer [’åf-] (gr.) er et af Helmholtz
opfundet Apparat til at maale Krumningen af
Hornhinden og Linsen i Øjet ved Hjælp af
Spejlbilleder i disse. Der findes adskillige
Modifikationer; hyppigst benyttes nu et af Javal-Schiötz
konstrueret.
G. N.
Oftalmoplegi [’åf-] (gr.), Lamhed af Øjets
Muskler.
Oftalmoskop [’åf-] (gr.), se Øjenspejl.
Oftedal, Lars, norsk Gejstlig og Politiker,
f. i Stavanger 27. Decbr 1838, d. smst. 2. Maj
1900. Efter først i 21 Aars Alderen at være
bleven Student tog O. ud som Huslærer paa
Landet. To Aar senere blev han, som han selv i en
af sine talrige selvbiografiske Skildringer gør
Rede for, »ført paa Omvendelsens Vej« og
begyndte at virke som Opbyggelsesprædikant,
snart kendt i videre Kredse. Han havde fundet
sit »Kald«, og han greb det med sin fuldblodige
Naturs Uhændighed. Først vilde han dog skaffe
sig nogle Kundskaber og tog teologisk
Embedseksamen 1864. Umiddelbart efter begyndte et
mangeaarige af nidkær Forkyndelse opfyldt
Omflakkerliv for ham. Først gik han i den indre
Missions Tjeneste med Station i Bergen,
virkede saa 1866—68 som Sømandspræst i Cardiff,
vendte atter hjem for at missionere paa
Rejsefod, udnævntes 1870 til Stiftskapellan i
Kristiansands Stift, forflyttedes dernæst til
Kaldskapellan i Hetland ved Stavanger, hvor han
under stadig fornyede Rejser rundt om paa
Vestlandet virkede indtil 1880, da han blev
Kapellan til Skt Petri Menighed i Stavanger,
til hvis Sognepræst han 1885 befordredes. Siden
1873 havde han været bosat i denne By og der
straks kastet sig over praktisk socialt
Redningsarbejde. Dette knyttedes til et stort privat, 8.
Jan. 1875 indviet Bedehus, hvis Navn
»Bethania« snart blev landskendt. Med mærkelig
Hurtighed og sjælden Forretningsdygtighed fik han
i Gang det ene Foretagende efter det andet.
1877 indviedes et stort Hjem for forældreløse
Drenge, foreløbig beregnet paa et Belæg af 50,
senere udvidet indtil 150 Interner samtidig.
Til denne Stiftelse knyttedes kort efter en
Jordbrugskoloni, »Emaus« kaldet, et
Magdalenehjem og et Børneasyl, hvorhos han grundlagde
et Bogtrykkeri, hvorfra han 1. Oktbr 1878
udsendte første Nummer af det senere saa
indflydelsesrige politiske Organ »Vestlandsposten«.
For yderligere at skaffe sine Alumner
Sysselsættelse oprettede han derhos Bogbinderi, Pose-
og Stempelfabrik, Skomageri, Kurv- og
Straafletningsværksted m. v. Stiftelserne fyldte snart
et helt, betydeligt Kvarter i Stavanger, og ved
Siden af dette erhvervede han 1887 Lindøen i
Stavangerfjorden, hvor der etableredes en
Opdragelsesanstalt for vanrøgtede Drenge fra det
hele Land. Hele denne storartede Organisation
underlagdes umiddelbart hans personlige, saa
godt som ukontrolerede Forvaltning, men fik en
saa sikker Grundvold, at de vigtigste af disse
Institutioner endnu bestaar; da Vajsenhusets 25
Aars Jubilæum højtidelig fejredes 8. Juni 1902,
havde det indtil da optaget 763 Elever. Midlerne
til denne Understøttelses- og
Redningsvirksomhed, den mest omfattende, der i Norge nogen
Sinde var skabt af en enkelt Mand, skaffede
O. til Veje ad Frivillighedens Vej. Gaver
strømmede ind fra det hele Land, Legatkapitaler
tilflød Bethaniastiftelserne, og den til dem
knyttede Forlags- og anden praktiske Virksomhed
gav Overskud. Selv var O. utrættelig i at samle
Penge under sine hyppige Opbyggelsestournéer,
og han lod sig ikke genere i disse energisk
iværksatte Kollekter af Modstanderes Ymten om,
at han dog i det mindste burde aflægge
Redegørelse for de indkomne Midlers Anvendelse. Hans
Uegennyttighed blev imidlertid konstateret.
Medens O. stod midt oppe i sit Emissær- og
Organisationsarbejde, fandt den rastløse Mand
ogsaa Tid til at kaste sig ind i Politikken. I
Valgperioden 1877—79 var han 2. Suppleant for
Stavanger til Stortinget, og 1881 indvalgtes han
i Byens Kommunestyre. Først 1883 naaede han
imidlertid frem til Stortingsbænken, som 2.
Repræsentant ved Siden af den prøvede og ansete
Politiker, senere Statsminister J. Steen. O.
havde opr. hældet til det konservative Parti;
men efterhaanden som han kom til at indtage
en stadig mere fremskudt Stilling blandt det
vestlandske, demokratiske Kirkefolk, nærmede
han sig Venstre, med Tilslutning navnlig til den
indflydelsesrige Fraktionsfører Jacob Sverdrup.
Som Stortingsmand lagde O. sit Lod i
Vægtskaalen for Beslutningen af 1883 om
Rigsretstiltale mod den Selmer’ske Regering. For øvrigt
spillede han aldrig nogen fremtrædende Rolle
inden for Stortinget. Desto større var imidlertid
en Tid lang hans Magt uden for dette. Han
forstod ypperlig at holde sine Tropper sammen og
var en Agitator af Rang. Betydning som politisk
Personlighed opnaaede han ved sin
Medvirkning til at sprænge det store gamle
Venstreparti, der 1884 var kommet til Magten. Det
ydre Brud fremkaldtes 1885 ved Spørgsmaalet
om Alex. Kielland’s Digtergage, hvis Bevilling
forpurredes ved fanatisk Modstand fra O. og
den af, ell. rettere gennem ham, ledede
Fraktion. Denne, navnlig af Vestlandets »mørke
Kyststribe« støttede, moderate Del af det
demokratiske Parti blev af Modstanderne, efter sin
angivelige Fører O., alm. kaldt »Oftedølerne«.
Senere, efter Kielland’s vittige Tendensroman
»Skt Hans Fest« (1887), hvor O. og hans
Tilhængere havde maattet holde for, blev dette
Navn afløst af Betegnelsen »Kaniner«, der
klæbede ved Fraktionen, indtil den med O.
forsvandt fra den politiske Skueplads. O.’s
Optræden i »Kiellandsagen« — sammen med hans
Stræv for den Jacob Sverdrup’ske Kirkepolitik
— førte til, at han ved en Koalition af det
»rene« Venstre og Højre ved Stortingsvalgene
1885 blev sat udenfor. Men O. var ikke den,
der opgav Ævred i Modbør. Ved en Agitation,
der fik sit Præg af hans egen uforblommede
Paagaaenhed, lykkedes det hans, nu med Højre
allierede, Moderate at sætte hans Nyvalg
igennem for Perioden 1889—91, endog som 1.
Repræsentant for Valgkredsen. Denne Gang fik
han sit Navn knyttet navnlig til den dødfødte
og kuriøse saakaldte Lex Oftedaliana eller
»Molboloven« af 6. Juli 1891, der tilsigtede at
hindre Anvendelse af præventive Midler. O.
fremtræder her som den nidkære
Sædelighedens Talsmand og Vogter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
