Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldenborrer - Oldenburg (Fristat)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vanskelighederne ved Larveindsamlingerne
ligger for en Del i, at Oldenborrelarverne kun
med Besvær skelnes fra Skarnbasselarver, men
fornemmelig i, at Oldenborrelarverne, naar
Efteraarspløjningen finder Sted, allerede er
gaaede saa dybt ned i Jorden, at Plovfuren
ikke naar dem. — En nærstaaende Art er M.
hippocastani eller den sortrandede O., der
ligner M. vulgaris meget, men navnlig afviger
ved, at Vingedækkernes Siderande er sorte
(ikke brune). Den er særlig knyttet til løs Jord
og findes næsten kun i Jylland; den er langt
sjældnere; i Østpreussen har den anrettet
betydelig Skade, i Danmark ringe; den i Norge
optrædende O. er M. hippocastani; den alm. O.
gaar ikke saa højt mod Nord. Beslægtede
Former er Skt-Hans-Oldenborren (Rhizotrogus
solstitialis), Hedeoldenborren (R. Fallénii),
Gaasebillen (Phyllopertha horticola), som udviklet
Insekt skadelig i Haver (Roser, Frugttræer),
som Larver i Marken, samt Klitoldenborren
(Euchlora Frichii). (Litt.: se Bergsøe’s og
Boas’ talrige Arbejder samt især Boas,
»Forstzoologi« [1922]).
C. W.-L.
Oldenburg [’åldənbork], en til det tyske
Rige hørende Fristat, bestaar af tre adskilte
Dele: O., Lübeck og Birkenfeld. Hovedlandet,
Provinsen O., grænser mod N. til Vesterhavet
og er i øvrigt omgivet af den preuss. Provins
Hannover; mod Ø. berører den paa en kort
Strækning Fristaden, Bremens Omraade. Foran
Kysten hører den østligste af de østfrisiske Øer,
Wangeroog, med til O., medens Wilhelmshaven
paa Vestsiden af den store lavvandede
Jade-Bugt, der skærer sig dybt ind i Landet, tilhører
Preussen. Wesermundingen og Wesers nedre
Løb danner den nordlige Del af Østgrænsen.
Umiddelbart inden for den inddigede Kyst
findes Marskland, V. f. Jade-Bugten
Harlingerland, Ø. f. samme Butjadingen. Længere
inde bestaar Jordbunden overvejende af
sandede Istidsaflejringer, og Terrainet er næsten
fladt, for en stor Del indtaget af udstrakte
Moser, oftest Højmoser: Vehne Moor o. a., og
Heder; det er den saakaldte Geest. I den
sydlige Del er Landet mere bakket; i Münsterland
naar Dammer Berge en Højde af 146 m.
Hovedfloden er Wesers Biflod Hunte, som ved
en Kanal er forbundet med Ems’ Tilløb Leda;
i S. løber Hase til Ems. De eneste større Søer
er Zwischenahner Meer NV. f. Byen O. og den
af Hunte gennemstrømmede Dümmer Sø ved
Landets Sydøsthjørne. Klimaet er navnlig ved
Kysten meget fugtigt, hvorfor Marsklandet mere
benyttes til Kvæghold end til Kornavl. I det
indre er p. Gr. a. Jordbundens Ufrugtbarhed
store Strækninger uopdyrkede, og
Befolkningstætheden er her langt ringere end i
Marsklandet. — Provinsen Lübeck ligger i det frugtbare,
østholstenske Bakkeland, ved Lübecker Bugt
og mod S. grænsende til Fristaden Lübeck. —
Birkenfeld tilhører den S. f. Mosel liggende Del
(Hunsrück) af det rhinske Skiferplateau, og
gennemstrømmes af Nahe, i hvis maleriske Dal,
der besøges af talrige Turister, Vindyrkningen
florerer.
Arealet beløber sig for hele Fristaten O. til
6429 km2; heraf falder paa det egl. Oldenburg
5385 km2, paa Lübeck 541 km2 og paa
Birkenfeld 503 km2. De tre Landsdele har (1919) henh.
421081, 45424 og 51260 Indb., i alt 517765 Indb.,
hvoraf 76,9 % evangeliske, 22,8 % Katolikker
og 0,3 % Jøder. Befolkningens Tilvækst er
ringe (c. 0,8 % aarlig), særlig p. Gr. a.
Udvandring, dels til de nærliggende større Byer, dels
til oversøiske Lande.
O.’s Forfatning er af 17. Juni 1919 og lægger
Regeringsmagten i Hænderne paa et
Statsministerium, hvis Ministerpræsident vælges af
Landdagen, der ogsaa vælger de øvrige
Statsministre, paa Ministerpræsidentens Forslag.
Lovgivningen sker enten direkte ved
Folkeafstemning ell. igennem Landdagen, som bestaar af
48 Medlemmer, valgt direkte af alle Mænd og
Kvinder over 20 Aar. I Hovedlandet O.
udgøres Øvrigheden for den evangeliske Kirke af
et Overkirkeraad, medens Katolikkerne hører
under Biskoppen af Münster; m. H. t.
Retsvæsenet findes en Overlandsret og en Landret
i Byen O.; Prov. Lübeck staar under
Landretten i Fristaden Lübeck og Overlandsretten i
Hamburg; Prov. Birkenfeld under Landretten
i Koblenz og Overlandsretten i Köln.
Finanserne for de tre Landsdele forvaltes særskilt;
dog findes desuden en Centralkasse for det
samlede Land. Vaabenet bestaar af et Hoved-
og et Midtskjold. Det første indeholder
Emblemerne for Norge, Slesvig, Holsten,
Stormarn, Ditmarsken og Kniphausen,
medens Midtskjoldet repræsenterer O. (to røde
Tværbjælker i Guld), Delmenhorst, Lübeck,
Birkenfeld og Jever. Landsfarverae er blaat og
rødt. (Litt.: Kollmann, »Das Herzogthum
O. in seiner wirtschaftlichen Entwickelung«
[Oldenburg 1893]; Kollmann, »Statistische
Beschreibung der Gemeinden des Herzogtums
O.« [Oldenburg 1897]; Böcker, »Die innere
Kolonisation im Herzogtum O.« [Jena 1913]).
O. K.
Historie. Da Romerne Aar 9 f. Kr. trængte
ind i det nuv. O., beboedes Landet af
Chaukerne, en germansk Folkestamme, der
tappert forsvarede sin Uafhængighed og i de flg.
Aarh. gjorde sig frygtet ved sine Sørøverier,
men efter 5. Aarh. forsvinder og giver Plads for
Friserne. Da Frankerne havde erobret
Tyskland, kom ogsaa Egnene omkr. Ems- og
Weser-Mundingerne under deres Herredømme og
styredes af Grever, af hvilke den gl.
oldenborgske Krønikeskriver Herm. Hamelmann
(1599) nævner en hel Rk. med Sachserhøvdingen
Widukind som Stamfader; men medens Sagnet
har adskilligt at fortælle om disse ældgamle
Grever, blandt hvilke ogsaa anføres en Grev
Otto I, der c. 990 skulde have frataget de
Underjordiske det berømte »oldenborgske Horn«
(forfærdiget paa Bestilling af Kong Christian I,
findes nu paa Rosenborg i Kbhvn), kender den
virkelige Historie først 1088 en Greve af O.,
Egilmar I, der stod under Hertugen af
Sachsens Overhøjhed, hvad ogsaa var Tilfældet med
hans Søn, Egilmar II og dennes Søn
Christian I, og da den sidste vovede et
Opstandsforsøg mod sin Lensherre, den mægtige
Henrik Løve, blev han overvunden og faldt i
Kampen mod Hertugen, der fratog hans Sønner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
