Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Opdragelse - Opdragelsesanstalt - Opdragelseshjem - Opdrift i Vædsker og Luftarter - Opdæmning - ope et consilio - Opelika - opera - Opera
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Opdrag Barnet for Livet, opdrag et praktisk,
dygtigt og forstandigt Menneske (Locke;
Filantroperne). Et højt og almenmenneskeligt Ideal,
som store Pædagoger med Forkærlighed har
understreget, er det humane: Barnet skal
opdrages for dets egen Skyld, O.’s Formaal være
harmonisk Udvikling af dets Evner og Kræfter,
en Formel, der optager det humanistiske Ideal:
Opdragelse til sand Menneskelighed. Alle
Evner skal næres, plejes og udvikles, og den
harmoniske Udvikling kræver: Samvirken, at ingen
af de enkelte Kræfter forsømmes, og
Ligelighed, at ingen af disse Kræfter udvikles paa
andres Bekostning (Almendannelse, jfr.
Dannelse). Men i denne Samvirken af alle Evner
maa der været et Tyngdepunkt, og Livet
saavel som Psykologi og Etik viser os, at dette
maa være etisk Karakterudvikling.
Kundskaber, Færdigheder og et varmt Hjerte
er fortræffelige Ting, men langt mere end det
baader det et Menneske, at han har lært at
beherske sine Drifter, at vinde Tyngdepunktet
for sin Handling i sig selv, at handle efter
Grundsætninger, og at hans varme og
sympatetiske Følelse er omsat i en fast og energisk
Vilje. Men samtidig maa Barnet selvfølgelig
ogsaa opdrages for Livet, og Maalet kan
saaledes formuleres som »en alsidig og ligelig
Udvikling af Barnets Natur, Evner og Kræfter
med Tyngdepunkt i etisk Karakterudvikling (i
Personlighedens Udvikling), og saaledes, at det
derved tillige forberedes til Indtrædelse i
Samfundet«. Dette Maal maa tilstræbes ved en
alsidig Vækkelse af Barnets Evner og Interesser
og ved planmæssig Anvendelse af Midler, der
kan gøre det selvstændigt og samfundsdygtigt.
Ved disse Midler og deres Anvendelse skelner
vi mellem en formende, dannende,
modnende Side (Dannelsesværdien) og en
fyldende Side (Nytteværdien,
Hensynet til praktisk nyttige Kundskaber og
Færdigheder). Det pæd. Hovedhensyn er den
formende Side: det gælder om at styrke, danne
og modne Barnet, gøre det dygtigt, og
Dygtigheden ligger i Evnernes Styrke og Kraft. I
denne Dannen og Modnen ligger noget, der har
Værdi i sig selv (Evner er givne for at
udvikles, er Selvformaal), og den, hvis Evner er
udviklede, er dygtig, han kan ogsaa lettere
erhverve sig de Kundskaber og Færdigheder, han
har Brug for, og han har de bedste Betingelser
for at naa den Selvstændighed, der giver ham
Værd, og som O. skulde forberede ham til.
Dette pæd. Hensyn (Kernen i det humanistiske
Opdragelsesideal) har derfor virket i høj Grad
gavnlig og reformerende paa O. og er af langt
større Værdi end det utilitariske og realistiske,
der noget ensidig lader sig lede af
Nyttehensynet.
Det er selvfølgeligt, at Hovedformaalet over
for et saa sammensat Væsen som Mennesket
spalter sig i forsk. Del-Formaal. Barnet er
Legeme og Sjæl, og Sjælelivet fremtræder i tre
Grundvirksomheder: den erkendende ell.
forestillende, Forstandslivet, den følende og den
villende, og dertil svarer 4 Arter af O., legemlig
ell. fysisk, intellektuel, Følelsens og Viljens
(Karakterens O. ell. moralsk O.), hver
krævende ejendommelige Grupper af Midler ell.
Paavirkninger. Men under den delvise Udvikling
maa Hovedformaalet og Enheden altid haves
for Øje. Ret alm. skelner man mellem
Undervisning og O.; hin er da O. af det intellektuelle
Liv, denne O. i snævrere Forstand, ɔ: Følelsens,
Viljens, Karakterens O. Det opr. Centrum for
O. er Familien, Hjemmet, men med
Civilisationens Udvikling deles O.’s Gerning mellem
Hjem og Skole (Hjemmeopdragelse,
Skoleopdragelse), og efter som Skolevæsenet er
ordnet, taler vi atter om privat O., hvor O. og
Skole opfattes som en privat Sag, og offentlig
O. (se Skole). M. H. t. O.’s og Pædagogikkens
Historie samt den pæd. Litteratur henvises til
Pædagogik.
Cl. W.
Opdragelsesanstalt, se
Tvangsopdragelse.
Opdragelseshjem, se
Tvangsopdragelse.
Opdrift i Vædsker og Luftarter, se
Hydrostatik, S. 41.
Opdæmning anvendes ved Vandløb for at
opsamle Vand til Kraftanlæg, Vandforsyning e.
l., se Dæmning.
A. Bj.
ope et consilio (lat.), med Raad og Daad.
Opelika [åpi’£a^ika], By i U. S. A., Alabama,
ligger 92 km ØNØ. f. Montgomery. (1910) 4734
Indb. O. er Centrum for en rig Bomuldsegn.
G. Ht.
opera (lat.), (Ft. af opus), Værker (en
Forfatters). O. omnia, samlede Værker, o.
posthuma, efterladte Værker, o. quæ supersunt,
de Værker, som er opbevarede.
H. H. R.
Opera [’o’pera], et dram. Værk, i hvilket
Ord og Musik indgaar en ubrydelig Forening,
saaledes at de danner en organisk Helhed, i
hvilken Teksten danner Udgangspunktet for
Musikken, medens denne igen levendegør,
uddyber og anskueliggør hin. Ganske vist har
Forholdet mellem Tekst og Musik i Tidernes Løb
undergaaet en stadig Vekslen, snart har denne,
snart hin tilkæmpet sig Magten, og hele O.’s
Udviklingshistorie kan siges at have bevæget
sig om Overholdelsen ell. Opnaaelsen af det
rigtige Forhold mellem det mus. og det dram.
Element. Saavel O. som Kunstart som Navnet
stammer fra Italien — opr. var Benævnelsen
Tragedia ell. Dramma per musica — og O. var
i sin Oprindelse et Modtræk mod den
yderliggaaende Udvikling af Polyfonien, der havde
fundet Sted hos Nederlænderne i 16. Aarh., og
ved hvilken Teksten fuldstændig forsømtes ell.
ødelagdes til Fordel for de kontrapunktiske
Spidsfindigheder. Det var Italienerne, der tog
Kampen op, og Bestræbelsen for paa Musikkens
Omraade at finde et simplere og enklere
Udtryk for Tanken faldt netop sammen med den
paa alle andre kulturelle Omraader herskende
Stræben efter at vende tilbage til Antikkens
ædlere og simplere Former, med Renaissancen.
Uden egl. at have noget rigtig klart Begreb om,
paa hvilken Maade ell. med hvilke Midler den
gr. Tragedie havde taget Musikken i sin
Tjeneste, havde man dog en vis vag Fornemmelse af
den rigtige Retning, og i Bestræbelsen for at
naa denne opfandt man Monodien og den
recitativiske Stil, og dermed var Grunden lagt
til O.’s Oprindelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
