Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Option
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det imidlertid nu, da O. i nyere Tid kun i yderst
faa og særegne Tilfælde har manglet ved
Aftaler om Landafstaaelse (jfr. ovf.), siges at være
folkeretlig Praksis at give Indbyggerne i et
afstaaet Omraade Adgang til at optere, en
Praksis, der er til Gavn for begge de kontraherende
Magter og deres Statsborgere, og som de derfor
i Nutiden begge føler sig opfordret til at følge,
naar ikke ganske særlige Forhold gør sig
gældende.
Nedenfor omtales først noget nærmere de
ejendommelige Optantforhold, der opstod ved
Hertugdømmernes Afstaaelse 1864, og derefter
gøres der Rede for de moderne Optionsregler,
der anvendtes ved Nordslesvigs Generhvervelse.
Optionsbestemmelserne i Wienfreden af 30.
Oktbr 1864 har givet Anledning til megen Tvist.
Fredstraktatens Art. XIX bestemte bl. a., at de
i Slesvig, Holsten og Lauenburg
hjemmehørende Undersaatter indtil 6 Aar fra
Ratifikationernes Udveksling (16. Novbr 1864) skulde
have Frihed til toldfrit at udføre deres Løsøre
og med deres Familier begive sig til Danmark,
i hvilket Tilfælde de bevarede deres
Egenskab af danske Undersaatter. De skulde
forinden Flytningen gøre Anmeldelse for vedk.
Øvrighed, men behøvede ikke at afhænde deres
faste Ejendomme og maatte ikke i Anledning
af O. forulempes paa Person ell. Ejendom. De
i Kongeriget hjemmehørende Personer sikredes
der omvendt en Adgang til ved Udvandring til
Hertugdømmerne at indtræde i preussisk
Undersaatsforhold. Endelig indehold er
Slutningen af Artiklen den ganske enestaaende
Regel, at alle Personer, som ved
Ratifikationernes Udveksling havde Indfødsret, skulde
bevare denne baade i Kongeriget og
Hertugdømmerne. Det ejendommelige ved disse
Bestemmelser er den deri gennemførte Sondring
mellem Undersaatsforholdet og Indfødsretten.
Kun det første, der har Hensyn til Pligterne
over for Staten, skulde vælges Indfødsretten,
der har Hensyn til Rettighederne, bevaredes i
alle Tilfælde baade i Danmark og i
Hertugdømmerne, i hvert Fald for de i det afstaaede
Omraade hjemmehørende Personer. Saaledes var
i det mindste den danske Opfattelse af
Traktaten. Dansk Lovgivning og Praksis anerkendte,
at de i Hertugdømmerne hjemmehørende
Personer, der 16. Novbr 1864 havde Indfødsret, i
Danmark nød alle statsborgerlige Rettigheder
og var beskyttede mod Udvisning, uanset at de
havde opteret for Preussen. Dette fik kun Bet.
m. H. t. Pligterne, navnlig Værnepligten, der
ikke paahvilede preussiske Undersaatter (L. af
4. Apr. 1873) og i Henh. t. en senere Traktat
af 11. Decbr 1873 m. H. t.
Forsørgelseshjemmet. Fra tysk Side hævdede man derimod, at
O. var bestemmende baade for Rettighederne og
for Pligterne. De danske Optanter var ikke blot
fritagne for undersaatlige Pligter over for
Preussen, men havde heller ingen
statsborgerlige Rettigheder. De var i Forhold til Preussen
at betragte som Udlændinge og kunde derfor
efter Behag udvises. Man henviste i saa
Henseende til, at det efter Traktaten er en
Forudsætning for O., at vedk. Optant forlader
Slesvig; hermed er en »Ret til at tage Ophold
smst. formentlig uforenelig. Det maa nu
indrømmes, at Optanternes Retsstilling efter den
danske Opfattelse, iflg. hvilken de, naar de
efter at være udvandrede til Danmark for at
iværksætte O. atter vendte tilbage til Slesvig, i
Kraft af deres Indfødsret var beskyttede mod
Udvisning, til en vis Grad blev abnorm. Men
den tyske Fortolkning, efter hvilken
Slutningsbestemmelsen i Art. XIX ikke fik nogen Bet.,
maatte synes mindst lige saa urimelig.
Spørgsmaalet var p. Gr. a. de preussiske
Myndigheders Optræden blevet i høj Grad praktisk.
Allerede Bek. af 12. Apr. 1867 bestemte, at de
yngre Aldersklasser, naar de opterede for
Danmark og efter kort Fraværelse atter tog
Ophold i Slesvig, skulde udvises. Da nu en meget
stor Del af den slesvigske Ungdom, dels under
Hensyn til den ved Prag-Fredens § 5 aabnede
Udsigt til Genforening med Danmark, dels for
at undgaa den preussiske Værnepligt) (den
første Udskrivning fandt Sted 1867), i de nærmest
flg. Aar og særlig, da den fransk-tyske Krig stod
for Døren, opterede for Danmark, blev Følgen
af ovenn. Bekendtgørelse, at flere Tusinde unge
Slesvigere i Beg, af 1870’erne var landflygtige.
Den danske Regering indledede da
Underhandlinger med Preussen, og en international
Kommission, der holdt sine Møder i Aabenraa,
enedes 1872 om en Rk. Grundsætninger for
Behandlingen af de til Danmark overgaaede
værnepligtige Slesvigere, hvorefter de fleste fik
Lov til atter at tage Ophold i Slesvig paa
Betingelse af, at de ikke gav Anledning til
grundede Klager og i Særdeleshed ikke lagde noget
fjendtligt Sindelag for Dagen mod Preussen.
Denne saakaldte Aabenraa-Konvention, der
tiltraadtes af Preussen og Danmark henh. 25. og
28. Septbr s. A., løste dog ikke endelig
Spørgsmaalet. Preussen hævdede fremdeles sin Ret
til at udvise Optanter, naar de fandtes
»lästige«, og 1883 og de flg. Aar gik man trods
Protester fra dansk Side endnu et Skridt
videre, idet man forlangte, at alle danske
Statsborgere, der var bosatte i Slesvig, naar de
indtraadte i den værnepligtige Alder, enten
skulde lade sig naturalisere og underkaste sig
den preussiske Værnepligt ell. ogsaa forlade
Landet. Denne Foranstaltniing var ikke rettet
mod selve Optanterne, der forlængst var ud
over Værnepligtsalderen, men mod deres Børn
og mod indvandrede danske. Hvad
Optantbørnene angik, havde Preussen 1879 anerkendt, at
Faderens O. havde Virkning ogsaa for dem,
naar de var fødte før 16. Novbr 1864 og paa
Optionstiden var umyndige. Ikke desto mindre
bragtes den ovenn. Regel 1883 til Anvendelse
paa Optanthørn, fødte 1863, hvilke altsaa til
Trods for deres Ret til at være danske
Undersaatter ved Trusselen om Udvisning blev
tvungne til at indtræde i preussisk Undersaatsforhold.
Spørgsmaalet om den rette Forstaaelse af
Wien-Fredens Art. XIX var i mange Aar
Genstand for en indgaaende teoretisk Drøftelse,
der p. Gr. a. de preussiske Myndigheders
Optræden havde stor praktisk Interesse for den
nordslesvigske Befolkning. Fra dansk Side
offentliggjorde H. Matzen en Rk. Indlæg i
Striden, i hvilke det danske Standpunkt blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
