Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oratorianere - oratorisk - Oratorium - Orb-Bad - Orban - Orbe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forskelligartede Midler, bl. a. ved Foredrag,
Læsning af Kirkefædrene og ikke mindst ved
Musikken. De saakaldte »Oratorier« har deres
Udspring fra O. Ordenens Medlemmer maatte
ikke give sig af med al Slags verdsligt Arbejde,
de skulde samle sig om Bøn og Ordets
Forkyndelse, men indbyrdes levede man et
hyggeligt og fortroligt Samliv. Der aflagdes ingen
Løfter, enhver havde fri Raadighed over sin
Ejendom, og enhver kunde atter frit træde ud
af Ordenen. Men mellem O. indbyrdes var der
fuldkommen Lighed, selv over deres Styrer ell.
Superior havde de en vis lovgivende og
dømmende Myndighed. Og alle Brødrene,
Superioren medregnet, skulde efter Tur forrette de
forsk. Arbejder, Rengøring, Madlavning o. s. v.,
som Samlivet nødvendiggjorde. Ordenen
udbredte sig efterhaanden fra Rom, hvor den
var stiftet, til fl. a. ital. Byer. I Lighed med
Neri’s O. dannede Peter Berulle
(1575—1629) 1611 i Paris et Samlag, som ogsaa blev
kaldet O. Disse blandede sig mere i det
verdslige Liv, virkede meget som Skriftefædre og
overtog Ledelsen af adskillige Seminarier og
Skoler. Derved kom Ordenen, til Skade for sig
selv, til at tørne sammen med Jesuitterne.
Megen Lærdom fandtes hos O. i Frankrig, men de
blev ogsaa en Del paavirkede af Jansenisterne
og af den senere fr. Filosofi. I Beg. af 19.
Aarh. gik det stærkt tilbage for Ordenen, men
i sidste Halvdel af Aarh. har den atter taget
et Opsving. O. kom tidligt til Spanien, og 1847
indførte Kardinal Newman dem i England.
(Litt.: Passardière, L’Oratoire de St.
Ph. N. [1879]).
A. Th. J.
oratorisk (lat. hørende til Talen), veltalende,
betegner de Egenskaber, ved hvilke Talen med
Hensyn til Tankernes Ordning, Udtryksmaade
og Foredrag adskiller sig fra andre Arter af
Fremstilling. Smlg. Retorik.
Cl. W.
Oratorium. Hermed forstaar vi nu for
Tiden en instrumental og vokal Musikform, som
i Modsætning til Operaen ikke forudsætter
Scenens Medhjælp, og som i Alm. behandler et
bibelsk ell. kirkeligt Stof. I sin Oprindelse er
dog O. nøje knyttet til Skuespillene i
Middelalderen, til Mysterierne og de liturgiske
Dramaer, og de ældste O. var derfor beregnede
paa scenisk Fremstilling. I de1 ital. Klostres
Bedesale fandt Andagtsøvelser Sted med
Bibellæsninger, vekslende med aandelige Sange. I
Rom mærkes i 16. Aarh. Filippo Neri’s
Forsamlinger i Kirken S. Maria in Vallicella’s
Bedesal (»Oratorio«), hvortil Animuccia og
Palestrina komponerede Hymner, Laudi
spirituali. Fra denne Congregazione dell’
Oratorio stammer det ældste O. af Emilio del
Cavaliere, La rappresentazione del anima
e di corpo (1600), et gejstligt allegorisk
Musikdrama, der i Stil staar de samtidige første
Operaforsøg meget nær. Saaledes ogsaa de
andre ældste O., indtil de længere hen i 17. Aarh.
efterhaanden skiller sig fra Operaen, idet
Handlingen fortælles af en »Historicus« eller
»Evangelist«, hvortil knyttes dramatiske og
lyriske Kor og Soloer. For denne første Form af
det egentlige O. er Carissimi
Hovedrepræsentanten. Hen imod Slutn. af 17. Aarh. vandt
O. alm. Indgang og dyrkedes af en Mængde
ital. Komponister, navnlig i Rom, Firenze og
Bologna. I Italien forfaldt imidlertid
efterhaanden denne Kunstform, idet den kirkelige Stil
mere og mere maatte vige for det
operamæssige. I Tyskland derimod udvikledes
Oratorieformen, navnlig ved de talrige »Passioner«, i
17. Aarh. (Heinrich Schütz).
Degenererende Indflydelse fra Operaen undgik
rigtignok O. heller ikke i Tyskland, dette viser sig
bl. a. i den hamburgske Skoles Værker, hos
Komponister som Keiser, Mattheson og
Telemann. Paa den anden Side naaede O.
sit Højdepunkt i monumentale Værker af de to
Samtidige, Händel og Sebastian Bach,
den første som Repræsentant for det egl. O.
i sin mest udviklede Form, den sidste for
Passionsmusikken, Endnu bestandig søger vor Tid
tilbage til disse to Mestres Værker. Deres
nærmeste Efterfølgere Ph. E. Bach, Hasse,
Graun, Naumann o. a. betegner kun en
Svækkelse af de store Ideer og Former hos
Händel og Seb. Bach; først ved Haydn’s
sidste Værker tilføres der denne Kunstform for en
Tid atter frisk Blod. I vor Tidsalder er der
opstaaet en Art Renaissance af det bibelske O.
gennem Komponister som Spohr,
Mendelssohn, Liszt, Kiel, Brahms,
Rubinstein, Saint-Saëns, de nyere
Franskmænd og Italienere, uden at dette dog kan
siges at have vundet fast Fodfæste. Naar
Romantikerne og Nyromantikerne i 19. Aarh.’s senere
Halvdel har dyrket denne Kunstform, har det i
Alm. været ud fra et nyt Syn: de bibelske og
hist. Emner er opgivne, den romantiske
Digtning er traadt i Stedet. Med Indholdet har
imidlertid ogsaa Formen skiftet, og vor Tids
moderne Koncertdramaer kam derfor kun i
overført Bet. kaldes for O. (Litt.: C. H.
Bitter, »Beiträge zur Gesch. des O.« [1872]; Otto
Wangemann, »Gesch. des O.« [1882]; A.
Schering, »Gesch. des O.« [1911]; Guido
Pasquetti, L’oratorio musicale in Italia
[1906]; Dom Alaleona, Studi sulta storia
dell’ oratorio musicale in Italia [1908]).
A. H.
Orb-Bad [årp-ba.t], By i preuss. Prov.
Hessen-Nassau, Distriktet Kassel, 48 km ØNØ. f.
Frankfurt, ved den lille Flod Orb, der optages af
Kinzig, en Sideflod til Main, (1910) 4107 Indb.
Byen har et Nonnekloster, en Amtsdomstol, et
Overførsteri, Børnehospital og flere Lægekilder,
driver et Saltværk og Fabrikation af Cigarer.
(M. Kr.). O. K.
Orban [år’bã], se Frère-O.
Orbe [årh], By og Flod i det schweiziske
Kanton Vaud. Floden har sine Kilder ovf.
den lille Sø Rousses i den fr. Del af
Jurabjergene, løber mod NØ. i en bred, sumpet
Dal, gennemstrømmer Jurasøerne Joux og
Brenet, er ndf. denne sidste paa en Strækning
underjordisk, og forlader Jurabjergene gennem
en snæver Kalkkløft. Den bliver nu sejlbar
og strømmer over en flad, sumpet Slette til
Neuchâtel-Søen ved Yverdon. Byen O. eller
Orbach ligger, hvor O. forlader Bjergene, paa
venstre Side af Floden, hvorover der fører to
Broer, den ene for Jurabanen, den anden for
Yverdon—Lausanne-Banen. Byen har (1920) 3657
protest., fransktalende Indb., gl. Slotsruiner,
driver Vinavl, Mølleri og Ølbryggeri.
(M. Kr.). O. K.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
