Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ordbog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ordbog er almindeligvis en alfabetisk
Fortegnelse over de til et Sprog hørende Ord (ell.
et større Udvalg af dem), med Forklaring over
deres Bet., given i samme Sprog, i ældre Tid
ofte paa Latin. Tit er Forklaringen ledsaget
med Eksempler paa Ordenes forsk. Anvendelse,
hentede fra det talte Sprog og fra Litteraturen,
med Talemaader og Ordsprog, i hvilke findes
Angivelsen af Ordets Oprindelse og en hist.
Udsigt over dets Forekomst og Brug. Men O.
kan ogsaa indeholde Overs. af et Sprogs Ord
til de tilsvarende i et andet (dansk-tysk og
tysk-dansk O. o. s. v.); den kan specielt
meddele Ordenes Etymologi i eet ell. fl. Sprog ell.
et Sprogs Synonymer ell. Rimord o. l.; den kan
omfatte en enkelt Dialekt, en enkelt Periodes
ell. en enkelt Forf.’s Sprogform ell. de i et
Sprog optagne Fremmedord, og den kan
endelig være en »Realordbog«, hvori Forklaringen
af Ordene er saglig, som f. Eks. i en teknisk
O., en Handelsordbog o. s. v. (smlg.
Encyklopædi). En Dialektordbog kaldes ofte
»Idiotikon«, en O. til et enkelt Værk ofte
»Glossar«, om en mindre O. bruges i Alm.
Benævnelsen Haandordbog. Det gr. Ord »Leksikon« er
endinu stadig i Brug om alle Arter af O.; men i
de romanske Sprog samt Engelsk er det lat.
Dictionarium (i dets modificerede Former)
blevet det hyppigste Navn. For øvrigt er det
vanskeligt at afgrænse indbyrdes de synonyme
Betegnelser »Leksikon«, »Glossarium« og de
andre, som svarer til vort O., da de enkeltvis
tages i forsk. Bet. i de forsk. Sprog, og da de i
det enkelte Sprog oven i Købet tit flyder over
i hinanden. Det danske O. synes første Gang
at være benyttet af Peder Syv, der i »Nogle
betenkninger om det Cimbriske Sprog« (1663)
taler om en »Oord- ell. Glosebog«; derefter
findes det paa Titelbladet til hans »Prøve paa en
dansk og latinsk O.« (1692). Før den Tid havde
man i Danmark kaldet slige Bøger
Vocabularium, Nomenclator, Lexicon, Etymologicum,
Dictionarium, Glossarium ell. Glosebog; endnu
Matthias Moth, P. Syv’s Samtidige, omtaler sin
store haandskrevne O. som en »Glosebog«.
Allerede Assyrerne og Babylonierne havde
leksikalske Optegnelser, der er bevarede paa
Kileskrifttavler. Fra Slutn. af Oldtiden har vi
fl. leksikografiske Arbejder over det gr. Sprog,
saaledes Julius Pollux’ Onomastikon (2. Aarh.
e. Kr., ikke alfabetisk), Harpokration’s
»Leksikon til ti Talere«, Timaios’ O. til Platon samt
Hesychios’ gr. Glossar. Hos Romerne har
Verrius Flaccus og Sex. Pompejus Festus skrevet
Værker de verborum significatione, nemlig O.
over forældede Ord. I Middelalderen var det
især Byzantinerne, der fortsatte Oldtidens
Arbejder i denne Retning; Svidas’ værdifulde gr.
O. fortjener at nævnes; endvidere
Etymologicum magnum, ligeledes gr.; en lat. O. fra 11.
Aarh haves af Papias. Summa quæ vocatur
Catholicon. af Joh. de Balbis fra Genua — en
af de første Bøger, som Gutenberg trykte —,
indeholder foruden en lat. O. bl. a. ogsaa en
Art Konversationsleksikon. Ogsaa de ældste
hebraiske O. skyldes Middelalderen, og Araberne
virkede allerede tidlig som Leksikografer for
deres eget Sprogs Vedk. Men først ved
Renaissaneen faar Leksikografien et betydeligt
Opsving, og det er da i Beg. fornemmelig de
klassiske Oldtidssprog, hvis Ordforraad man —
overensstemmende med Tidsaanden — samler i
omfangsrige og lærde Repertorier. En gr.-lat.
O., af J. Creston, udkom i Milano 1481;
Ambrosio Calepino’s lat. O. (1. Udg, 1502), med
Overs. af Ordene i fl. Sprog, blev saa ofte udg.
og saa berømt, at Forf.’s Navn i Frankrig
formelig blev et Fællesnavn. Tidens ypperste
Arbejder paa Leksikografiens Omraade er
imidlertid Henri Estienne’s (Stephanus’) Thesaurus
græcæ linguæ (1572; sidste Udg. 1831—65) og
Robert Estienne’s Thesaurus linguæ latinæ
(1531). I nyere Tid er de betydeligste O. over
de klassiske Sprog Passow’s gr.-tyske (fra Beg.
af 19. Aarh.) og Pape’s, noget senere, ligeledes
gr.-tysk (fl. Udg.); J. M. Gesner’s lat. O.
(Leipzig 1749), Forcellini’s Lexicon totius latinitatis
(1. Udg., Padua 1771: sidste Udg. 1858—75),
Georges’ lat. Haandordbog (første Gang 1837),
endelig den store ny Thesaurus linguæ latinæ,
som siden 1900 er under Udgivelse i Tyskland
ved forsk. Akademier i Fællesskab.
Middelalderens Latin behandledes af Dufresne Du
Cange i det særdeles vigtige Glossarium mediæ
et infimæ latinitatis (1. Udg., Paris 1678, sidste
Udg. 1883—87), hvortil for Græskens Vedk.
svarer et lgn. Glossar af samme Lærde, første Gang
udkommet i Lyon 1688.
Efterhaanden som de nyere Sprog fæstnede
sig som Litteratursprog, henvendte man ogsaa
sin Opmærksomhed paa at frembringe O. over
dem. De romanske Lande er først paa Færde.
I Beg. gives Ordforklaringerne paa Latin, som
i Antonio de Lebrija’s sp. O. (1492), fl. ital.
fra 16. Aarh., de samtidige fr. af Rob. Estienne
og J. Nicot. En større Fart og ejendommelig
Retning tager Leksikografien, da
Sprogakademierne opstaar; det tidligste af disse er det ital.
Crusca-Akademi, efter hvis Eksempel man
lægger an paa at opstille konservativt
»sprogrensende« Repertorier over Rigssprogenes
Ordmængde, med Eksempler paa Ordanvendelsen
hentede fra et »klassisk« Udvalg af den
paagældende Litt.’s Forf. 1. Udg. af Vocabolario
degli accademici della Crusca er fra 1612;
Dictionnaire de l’Académie Française udkom første
Gang 1694, siden ofte (en Dictionnaire
historique over det fr. Sprog begyndtes af Akademiet
1865); i Spanien udgav det derværende
Academia de la Lengua sin O. over Landets Sprog
første Gang 1726—39 (den værdifuldeste Udg.,
thi kun i den findes Forfatterhenvisningerne);
en port. Akademiordborg naaede ikke ud over
det første Bogstav; i Rusland udgav det
petersborgske Akademi sin O. 1816—22. Imidlertid
havde dog ogsaa andre O. set Lyset, navnlig i
Frankrig, hvor Richelet’s (1680) og Furetière’s
(1690) samt især Dictionnaire de Trévoux (1704)
er at nævne; i Spanien har man Covarrubias’
Tesoro (1611), i Portugal Bluteau’s gode O.
(1712). — I de germanske Lande kan i denne
Sammenhæng anføres J. Maaler’s »Die Teutsch
spraack« (1561), Steinbach’s »Vollständiges
deutsches Wörterbuch« (1734), J. L. Frisch’s
»Teutsch-lat. Wörterbuch« (1741) og — bedst
for sin Tid — Adelung’s store tyske O. (første
Gang 1774—86). Af de eng. er S. Johnson’s
(1755, siden ofte) ubetinget den mest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>