Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ordrup - Ordspil - Ordsprog - Ordstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Marker. Af Bygninger, Institutioner m. m. skal
særlig nævnes: Kirken, opf. i romansk Stil med 2
Taarne med Spir 1875—76 (Ark. Hans J. Holm),
den ligger c. 8 km N. f. Kbhvn;
Menighedshuset (1900—01, Ark. Theijl); Kommuneskolen,
O. Gymnasium (opr. 1873, udvidet 1919),
Realskolen; den kat. (Sct. Andreas) Kirke paa
Ordruphøj, opf. i gl gotisk Stil 1871—72 (Ark. L.
Knudsen) og det dermed forbundne »Sct.
Andreas Kollegium«, som omfatter Forberedelses-
og Mellemskole, Gymnasium og Sct. Josephs
Søstrenes fr. Pigeskole tilligemed et righoldigt
naturvidensk. Mus. og et Bibliotek med 16000
Bd; Chr. IX og Dronning Luises Asyl for
Smaabørn; fl. Børnehjem, saaledes: »Christianshvile«,
»Kana« og Frøken Schneiders; Sct. Josephs
Rekreationshjem og et Alderdomshjem. Endvidere
er der Apotek, Hoteller og Restauranter, mange
Næringsdrivende, Væddeløbsbane (Klampenborg),
Cyklebane, Jernbanestation (Charlottenlund),
Telegrafstation og Postkontor. Af
Pengeinstitutioner: O.-Charlottenlund Bank samt Filialer af
Sparekassen for Kbhvn og Omegn, og af
Gentofte Bank. I Sognet ligger
Havebrugs-Højskolen »Vilvorde« o. fl. gl. Landsteder som
Ordruphøj, Ordrupdal, Skovgaard, Ordrupgaard
m. fl. Om Charlottenlund Slot og
Skov, s. d.
O. Sogn hører under Sokkelunds Herreds
Provsti. I verdslig Henseende hører det
ligesom de øvrige fra Gentofte Sogn udskilte Sogne
vedvarende til Gentofte Kommune; endvidere til
2. Retskreds og 2. Politikreds (Kbhvn’s Amts
nordre Birk).
Jernbanen Kbhvn—Klampenborg (Kystbanen)
gaar gennem den sydøstlige Del og derefter
paa en Strækning paa Østgrænsen af Sognet.
M. S.
Ordspil (egl. = »Ordleg«), en Form for
Vittighed, som bestaar i, at tvetydige Ord
(»Homonymer«) bruges paa en saadan Maade, at den
Bet., som nærmest frembyder sig, er en anden
end den, man egl. vil have tildelt dem (»Hans
lærde Værker vil altid blive staaende, — der
er nemlig ingen, som vil røre ved dem«). Naar
O. blot har Hensyn til Homonymernes lydlige
Form, men ikke til deres logiske Indhold,
kaldes de Brandere ell. Kældermænd (»Naar er en
Hest nærmest ved Himlen? — Naar den er
sky«).
V. D.
Ordsprog, korte, kernefulde Sætninger,
hyppig i billedligt Udtryk, som gaar fra Mand til
Mand, og hvori der indeholdes Iagttagelser over
Livets Gang, Regler for klog ell. for retfærdig
Handlemaade o. l. O. forekommer hos en
Mængde af Jordens Folkeslag, og mange af de ældste
Litteraturværker har optaget en Del af deres
Samtids O., ligesom ogsaa de af Digtere skabte
Sætninger undertiden gaar over til at blive O.
Saadanne tidlige O.-Værker er »Hávamál« i den
ældre Edda, den jødiske »Salomons Ordsprog«
o. l. En planmæssig Indsamling af O. begynder
med Renæssancetiden (Erasmus af Rotterdams
»Adagia« [1500]). Den ældste nord. Samling er
de saakaldte »Peder Laales O.«, en Skolebog
fra Beg. af 15. Aarh., hvor danske O. tjener
som Overs. af de lat. Sætninger (nyeste Udg.
ved Koch og Petersen [I—II, 1889—94]).
Selvstændige danske Samlinger haves bl. a. af P.
Syv (1682—88), Molbech (1850), Mau (1879), E.
T. Kristensen (1890), S. Ditlevsen (1912); norske
af Aasen (1856, 2. Udg. 1881); isl. af Guðm.
Jónsson (1830). (Litt.: Chr. Balling,
»Ordsprogslærdom« [I—II, 1890 og 1905]).
(A. O.). H. El.
Ordstilling. Den Rækkefølge, hvori Ordene
kommer i en Sætning, bestemmes af flere
Faktorer, der undertiden kan komme i Strid med
hinanden. Den Talende vil være tilbøjelig til at
anbringe Ordene i den Orden, hvori Begreberne
melder sig hos ham; det mest paatrængende
ell. det, der forekommer ham vigtigst, vil han
gerne sætte forrest; men paa den anden Side
kan han ogsaa nu og da se sin Interesse i at
spænde Tilhørerens Opmærksomhed og altsaa
(af en Slags stilistisk Hensyn) vente med det
vigtigste til sidst: altsaa kan baade den første
og sidste Plads bruges til at fremhæve et
Begreb. Men ved Siden af den Slags Hensyn
spiller gramm. Hensyn en meget vigtig Rolle:
medens O. i de ældre Sprog var forholdsvis fri,
er den i yngre Sprogtrin for en stor Del blevet
bunden til bestemte Regler, der kan være forsk.
i de forsk. Sprog. I et Sprog stilles et Adj.
regelmæssigt efter, i et andet regelmæssigt foran
Subst. o. s. v. I de ældste Sprog i vor Sprogæt
er der en stor Tilbøjelighed til at sætte Verbet
sidst, men i de nyere germanske og romanske
Sprog søger Verbet nu snarest hen mod
Midten af Sætningen. I danske Hovedsætninger er
Hovedreglen den, at Verbet staar paa anden
Plads, enten lige efter Subjektet (Peter kom
ikke i Gaar), ell., hvis der er et fremtrukket
Led, da lige efter dette, og i saa Fald
umiddelbart fulgt af Subjektet (i Gaar kom Peter ikke).
I Bisætninger har Tysk næsten altid Verbet
sidst, men paa Dansk har vi væsentlig den
samme O. som i Hovedsætninger, dog med den
vigtige Undtagelse, at visse Underled sættes
mellem Subjekt og Verbum (hvis Peter aldrig
har set ham — forskellig fra: Peter har aldrig
set ham). Da Nægtelse tit slaas sammen med et
andet Begreb, faar vi i Strid med alm. Regler
i vort Sprog Objektet foran Verbet i Sætninger
som »hvis Peter ingenting har set« (Smlgn. i
Hovedsætninger: »Peter har ingenting set«, men
»Peter har set alting«). Tilbøjeligheden til at
sætte Subjektet forrest som det, der i Reglen
melder sig først for den Talendes Tanke,
krydses af Tilbøjeligheden til at begynde en
Spørgesætning med Verbet; som normal Spørgestilling
faar vi »Kommer Peter?«. Men vi ser i forsk.
Sprog Kompromisformer, hvor Subjektet
kommer foran det betydende Verbum, og hvor dog
et Verbum, nemlig et mindre betydende, sættes
foran Subjektet for at angive Sætningen som
spørgende; saaledes eng. »Does Peter come?«
fr. »Est-ce que Pierre vient?«. Hertil hører da
»Mon Peter kommer?«, der nemlig er opstaaet
af »Mon Peter komme?« med mon som
Hjælpeverbum og komme i Infinitiv (Navnemaade);
ved denne Oprindelse forklares ogsaa ikke’s
Plads i »Mon Peter ikke kommer?«. Et andet
Kompromis ses i fr. »Pierre vient-il?« med det
betydende Subjekt foran Verbet og dog
Spørgestillingen bevaret ved Tilføjelse af il. Fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
