Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - orientalske Spørgsmaal, det - Oriente - orientere sig - Orientit - Oriflamme - Origanum - Origenes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til det sydøstlige Hjørne af vor Verdensdel
(med Stæderne Konstantinopel, Adrianopel og
Gallipoli), samt Lilleasien med Armenien, og
Kurdistan.
E. E.
Oriente [å’riæntæ], tidligere Prov. i Ecuador
omfattende Landet Ø. f. Cordillererne, c. 150000
km2 med c. 80000 Indb., overvejende uciviliserede
Indianere. 1920 deltes den i to Provinser
Napo-Pastaza og Santiago-Zamora. Nærmest
Cordillererne er Landet bakket, længere Ø. paa fladt,
bevokset med tropisk Regnskov,
gennemstrømmet af sejlbare Floder, hvoriblandt Rio Napo
og Rio Pastaza, Bifloder til Rio Amazonas.
M. V.
orientere sig, egl.: finde, hvor Øst er (se
Orient), finde sig til Rette, skaffe sig
Kendskab til.
Orientit, et Mineral af Sammensætning
Ca4Mn4(SiO4)5,4H2O, der findes som smaa
rombiske Krystaller ell. som kornede Masser af mørk
brunlig Farve i Prov. Oriente paa Kuba.
O. B. B.
Oriflamme [åri’fla.m], gammelfransk
Kongebanner, som gemtes i Klostret Saint-Denis ved
Paris, og som antoges for et af dette Klosters
kosteligste Klenodier. Efter Overleveringen
skulde O. have været den hellige Dionysios’
Ligklæde. Det skal have været af Silke og af
rød Farve, men for øvrigt beskrives det noget
forskelligt. I ældre Beretninger siges det at
ende i fl. Spidser, efter yngre Kilder var det
et Splitflag. Rimeligvis er O. mere end een
Gang blevet fornyet og erstattet af et andet.
Naar Kongens Hær skulde drage i Krig, kom
Kongen selv i højtideligt Optog og modtog O.
af Abbedens Haand, og naar Felttoget var til
Ende, bragtes O. med lige saa stor
Højtidelighed tilbage til Klostret. Som Kongebanner
skal O. ikke naa længere tilbage end til det 12.
Aarh., nemlig dengang, da Kong Ludvig den
Tykke kom i Besiddelse af Grevskabet Vexin.
Ihændehaveren af dette havde nemlig været
Klostrets fornemste Vasal, der havde den Pligt
at føre Klostrets Banner O. i Krigen og bringe
det tilbage efter Felttogets Afslutning. Dette
gik nu over til Kongen. I et Par af de for
Frankrig uheldige Slag i Hundredaarskrigene,
saaledes i 1356 og 1415, er O. vistnok faldet i
Engelskmændenes Hænder og er maaske
derefter blevet fornyet. Senere hen i 15. Aarh.
førtes O. ikke mere i Krigen, og 1536 omtaltes
det i et Inventarium som en Art Antikvitet. O.
er en Sammentrækning af det lat. Aurea
Flammula, »Gyldenflamme«.
V. S.
Origanum, se Merian.
Origenes, Kirkelærer, f. 182 ell. maaske 185,
d. 254, var Søn af kristne Forældre, som levede
i Alexandria. O. røbede hurtig usædvanlige
Evner. I Kateketskolen i Alexandria nød han
Undervisning hos Pantænus og Clemens. 18 Aar
gl begyndte O. at virke som Lærer for
Katekumenerne, og medens han selv ivrig fortsatte sine
Studier paa næsten alle Datidens videnskabelige
Omraader og bl. a. ivrig studerede
Nyplatonismens Filosofi, samlede en stedse voksende
Skare Disciple, Mænd og Kvinder, ogsaa
Hedninger, sig om ham. Stærke asketiske
Tilbøjeligheder viste sig baade i hans Lære og hans
Handlinger; af Hensyn til sine kvindelige
Katekumener fandt han det saaledes nødvendigt at
tage Jesu Ord Math. 19. 12 bogstaveligt og gilde
sig. O. kom i øvrigt til at føre et omflakkende
Liv. Han blev kaldt til Arabien, kom senere til
Palæstina til Jerusalem, vendte atter hjem til
Alexandria som Lærer for Katekumenerne, blev
derefter 218 af den senere Kejser Alexander
Severus’ Moder Julia anmodet om at komme
til Antioohia i Syrien, hvor hun en Stund talte
med den berømte Lærer, og slog sig saa paa
ny i en Aarrække ned i Alexandria. Omkring
ved 230 træffer vi O. i Palæstina, hvor han
havde en betydningsfuld Oplevelse. Biskopperne
af Jerusalem og Cæsarea ordinerede ham
nemlig til Presbyter, skønt en Gilding efter den alm.
Opfattelse i Kirken ikke turde beklæde noget
kirkeligt Embede. Der blev da ogsaa protesteret
fra flere Sider, navnlig fra den alexandrinske
Biskops Side. O. slog sig bitter i Hu ned i det
palæstinensiske Cæsarea og begyndte at virke
som Lærer og Forf., og det varede ikke længe,
inden Skarer af Disciple samledes om ham,
saaledes at han blev Fader til en hel teologisk
Skole. Et Par Aar opholdt O. sig ogsaa i det
kappadociske Cæsarea, hvor han den meste Tid
levede skjult, da Kejser Maximinus Thrax netop
paa den Tid satte en Kristenforfølgelse i Gang,
men det palæstinensiske Cæsarea var hans
Hovedkvarter. I Grækenland aflagde han Besøg og
var i længere Tid i Athen, og Arabien gæstede
han et Par Gange. Men da Decius kom til
Magten, og en ny frygtelig Kristenforfølgelse blev
iværksat, blev den gamle fejrede Lærer udset
til Offer. O. blev kastet i Fængsel og pint paa
forsk. Maade. Han blev vel ikke dræbt, men
hans Legeme blev nedbrudt, og ikke lang Tid
efter døde han i Tyrus.
O. var en saare frugtbar Forfatter og som
Teolog meget original. Han arbejdede paa alle
Teologiens Felter. Paa det eksegetisk-kritiske
Felt maa hans Skolier, Homilier og
Kommentarer nævnes, hvilke sidste baade er vidtløftige
og grundige, om end meget stærkt
allegoriserende; men især er han her berømt for sit
tekstkritiske Arbejde paa det gl. Test.’s
Omraade. Han udarbejdede nemlig et Eksemplar
af det gl. Test. med i alt seks (enkelte Steder
endnu flere) Tekster, hver Tekst i sin Spalte.
I første Spalte havde han den hebraiske
Grundtekst, kritisk gennemset, med hebraiske
Bogstaver, i anden Spalte samme Tekst med gr.
Bogstaver, og i de øvrige Spalter forsk. gr.
Oversættelser: Akylas’, Symmakus’, Septuagnta’s og
Theodotion’s. Desværre er saa godt som intet
af dette uhyre Værk paa over 50 Bogruller
bevaret. O. er fremdeles den første, der har
skrevet en egl. Dogmatik »περὶ ἀρχῶν« (om
Grundlærdommene), hvilket Skrift ogsaa delvis er
gaaet tabt, idet vi kun besidder en temmelig
fri Oversættelse af det paa Latin af Rufinus.
Foruden adskillige andre Skr har O. endelig
ogsaa leveret et apologetisk Hovedværk i 8
Bøger mod Celsus. — Som Teolog vil O. bygge
paa Guds Ord, men han vil lade den kristne
Sandhed udfolde sig paa spekulativ Maade til
eet stort Tankesystem ved Datidens Filosofis
Hjælp. O. bekæmper skarpt Hæretikerne, som
fjerner sig fra Guds aabenbarede Ord, men han
vil paa den anden Side ikke blive staaende ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
