Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Orléans, Hertuger af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Godgørenhed tilbragte Tiden med lærde
Studier og fromme Øvelser, der til sidst blev saa
strenge, at hans Helbred svækkedes derved.
Hans eneste Barn, Sønnen Ludvig Filip,
Hertug af O. (1725—85), levede ligesom
Faderen sin meste Tid som Privatmand. Han
tjente vel i sin Ungdom i Hæren, blev
Generalløjtnant og Guvernør i Dauphiné, men efter sin
første Hustrus Død (1759) opholdt han sig for
det meste paa et Landgods, hvor han
sysselsatte sig med Litt. og Kunst, særlig den dram.,
og foranstaltede talrige Teaterforestillinger;
hans anden Hustru, Mme. de Montesson, hvem
han hemmelig, men med Kongens Tilladelse,
havde ægtet 1773, delte hans Passion i den
Retning. I øvrigt var han en forstandig Mand, Ven
af Oplysningstidens Ideer og ligesom Faderen
meget godgørende. I sit første Ægteskab havde
han foruden en Datter Sønnen Ludvig
Filip Josef (Filip Égalité), Hertug af O.
(13. Apr. 1747—6. Novbr 1793), der indtil 1752
førte Titel af
Hertug af
Montpelier og
derefter til 1785 af
Hertug af
Chartres. Med sit
hurtige Nemme
skaffede han sig
under sin
Opvækst en Del
spredte
Kundskaber, men det
viste sig snart,
at hans
Intelligens ikke var
forbunden med
Karakterstyrke,
og tidlig
begyndte han det
lastefulde Liv,
der svækkede
hans Kraft og efterhaanden isolerede ham ved
Hoffet, hvad der vistnok har bidraget til at
skærpe hans medfødte Oppositionslyst. Denne traadte
allerede frem 1771, da han protesterede mod
Maupeou’s Omdannelse af Domstolene, i hvilken
Anledning han fjernedes fra Hoffet, hvor han
ikke modtoges, saa længe Ludvig XV levede.
1778 gjorde han Tjeneste som Søofficer i
Søslaget ved Ouessant mod Englænderne. Hans
Haab om fortsat Karriere i Marinen blev
skuffet, bl. a. som Følge af det Had, Dronningen
nærede til ham, hvad der ikke skulde gøre
ham venligere stemt mod Hoffet. Paavirket af
hyppige Besøg i London i den flg. Tid gjorde
han sig ikke blot populær i Pariserbefolkningen
ved store Gaver til de fattige, rigt gift som
han var med Louise Marie af
Bourbon-Penthièvre, og ved at give offentlig Adgang til
Haven i sin Pariserbolig, Palais royal — men
lagde ogsaa paa anden Maade liberale Ideer
for Dagen, f. Eks. ved sin Tilslutning til
Parlamentet mod Hoffet Novbr 1787. Skønt valgt af
Adelen sluttede han sig i Stænderforsamlingen
af 1789 strafes til Trediestandens Krav om
de tre Stænders Sammenslutning. Han bidrog
utvivlsomt sit til Urolighederne i Paris i Juli
1789 og Pøbeltoget til Versailles 5. og 6. Oktbr
s. A. Efter at være vendt tilbage fra en
»diplomatisk Sendelse« til England optraadte han
voldsommere end nogensinde paa Jacobinernes
Side, drevet frem af Venner, der arbejdede paa
efter Dynastiets Fald at faa O. til Regent.
Udelukket ligesom de øvrige Medlemmer af
Nationalforsamlingen fra at tage Sæde i den
lovgivende Forsamling blev han i Septbr 1792
efter at have tilkendegivet sit Sindelag ved at
lade sig tildele Betegnelsen »Borger Égalité«
(Lighed) valgt til Nationalkonventet, hvor han
straks sluttede sig til Bjergpartiet. Han tog
ikke i Betænkning at stemme for Kongens Død,
blev af Girondinerne mistænkt for at stræbe
efter Diktaturet, men holdt oppe af
Jacobinerne, indtil hans Søn Ludvig Filip sammen med
Dumouriez var flygtet over til Østrigerne, hvad
der førte saavel til O.’s som til de øvrige i
Frankrig tilbageblevne Bourboners Fængsling
(Apr. 1793). Dømt til Døden af
Revolutionstribunalet 6. Novbr s. A. besteg han med kold Ro
efter eget Forlangende Skafottet s. D. (Litt.:
Tournois, Histoire de Louis Philippe d’O.
et du parti d’O. dans ses rapports avec la
révolution française [Paris 1840—43, I—II];
Ducoin, Philippe d’O. Égalité [Paris 1845];
Maricourt, Louise Marie Adelaide de
Bourbon-Penthièvre. Sa jeunesse [2. Udg. Paris 1913];
samme, La duchesse d’O., mère du roi Louis
Philippe [Paris 1914]). Med sin Hustru havde
han fire Børn: Ludvig Filip, Hertug af O.,
den senere Konge, Anton Filip, Hertug af
Montpensier, Alfons Leodegar, Greve af Beaujolais
(1779—1808) og Marie Adelaide Eugénie
(1777—1847), Ludvig Filip’s bekendte indflydelsesrige
og intelligente Raadgiver ske. — Kong Ludvig
Filip havde i sit Ægteskab med Prinsesse Marie
Amalie af Sicilien otte Børn: Filip Ferdinand,
Hertug af O. (se nedf.), Hertugen af Nemours
(s. d.), Prinsen af Joinville (s. d.), Hertugen af
Aumale (s. d.), Hertugen af Montpensier (s. d.)
og 3 Døtre, af hvilke den yngste (d. 1907) blev
Moder til den afsatte Kong Ferdinand af
Bulgarien. — Ovennævnte Filip Ferdinand
(1810—1842), indtil 1830 Hertug af Chartres,
derefter Hertug af O. og Kronprins af
Frankrig, var en særdeles begavet Fyrste, med stor
Interesse for Videnskab og Kunst og bekendt
for sine udpræget liberale Sympatier. Det vakte
derfor oprigtig Sorg, da den alm. afholdte Prins
kom af Dage ved en Kørselsulykke paa Vejen
fra Paris til Neuilly. Hans Død var et haardt
Slag for Kong Ludvig Filip og fik
skæbnesvangre Følger for hans Dynasti. I sit Ægteskab med
den højtagtede Prinsesse Helene af
Mecklenburg-Schwerin havde han to Sønner: Ludvig
Filip og Robert. Ludvig Filip, Greve af
Paris (1838—1894), til Fordel for hvem
Bedstefaderen forgæves havde nedlagt sin Krone 24.
Febr 1848, maatte tillige med den øvrige Fam.
forlade Frankrig Febr 1848 og blev efter Kong
Ludvig Filip’s Død (1850) Chef for Huset O.
Efter at han og Broderen havde faaet en
fortrinlig Opdragelse i Tyskland og England
under Moderens Tilsyn, gik de til Amerika, hvor
de paa Unionens Side deltog i den
nordamerikanske Borgerkrig 1861—65, over hvilken
 |
| L. F. J. Hertug af Orléans. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
