Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ornamentik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremstaaet af Væveteknikken; det flettede ell.
vævede Mønster skulde være det ældste
Ornament. Der er i denne Teori noget rigtigt, og O.
kan efterligne baade denne og mange andre,
rent tekn. Foreteelser. Men den er sikkert alt
for mek., og Prydværkskunsten bunder
rimeligvis lige saa dybt i den menneskelige Psyke
som Dans, Musik og Billedkunst.
Hist. set taber O.’s Oprindelse sig i den
fjerneste Oldtids Mørke, og det maa erindres, at
vort Kendskab til dens ældste Historie kun
kan blive brudstykkeagtigt, fordi saa megen O.
har været udført i forgængeligt Materiale. Ved
Siden af den palæolitiske Tids mærkelige
Dyrebilleder er der dog selv fra Oldstenalderen
bevaret enkelte Prøver paa O., ridset i Knogler,
og i den senere Stenalder udviklede der sig en
ganske rig Linieornamentik, Systemer
af rette ell. siksakbøjede Streger, især
bevarede paa Lerkar. Under sydligere
Breddegrader naaede man allerede paa Stenaldertrinnet
til at tegne Spirallinier, og i alle Stadier af
Bronzealderens ornamentale Kunst er det
Spiralen, der danner Grundelementet (sammen med
Cirkelslag) og beherskes med forbavsende
Dygtighed og Overlegenhed. Først i Bronzealderens
senere Stadier viser Dyre- og Menneskemotiver
sig ganske svagt og knap nok rent ornamentalt
(Fig. 1—2).
Skabt i den fjerne Oldtid er
Linieornamentikken aldrig helt død ud; den kan genfindes i
alle Tiders O., omend kun som underordnet
Bestanddel. Siksak- og Spiralmønstre brugtes
saaledes af Oldtidens Ægyptere, der ellers
saa afgørende førte O. frem ad nye, hidtil
ukendte Baner. Det Folk, der udformede
Hieroglyfferne, anvendte ogsaa Dyremotiver baade
symbolsk og ornamentalt, men nok saa stor
Bet. har det dog, at de først indførte
Plantemotiver i O.’s Historie. Lotus og Papyrus,
som Knop og som Blomst, gengives
ornamentalt, ordnes i rytmisk Rk. og omformes til
Palmet og Roset, hvorved Grundelementerne i
senere Tiders Planteornamentik skabtes. Og
Planteværket brugtes ikke blot i
Fladeornamentik, men ogsaa plastisk og arkitektonisk;
ligesom Ægypterne gav deres Siddemøbler
Dyreformer, saaledes formede de deres
Arkitekturled efter Floraen og skabte de første
Plantesøjler (Fig. 4, smlg. Bygningskunst).
Ved Siden af Ægypterne har Orientens andre
Oldtidskulturer mindre Bet. i den givne
Sammenhæng, omend Batbyloneraes tovflettede
Baandslyng, Assyrernes vingede Fabelvæsener
og ikke mindst deres ornamentalt stiliserede
Livstræ (Fig. 3) mærkes gennem O.’s Historie ned
til vor egen Tid. En højst ejendommelig
Stilling i O.’s Udvikling indtager den ægæiske
Kultur paa Kreta, der ved Siden af Spiralmotiver
i Bronzealderskarakter indførte Havets Verden
i sin dekorative Kunst og livagtigt gengav
Søstjerner, Blæksprutter og Flyvefisk, ligesom
dens Vasemalere yndede Kornblomsten og den
hvide Lilje; Malerpenslen har sikkert ogsaa
bidraget til at forme den bølgende Ranke, hvis
Forstadier allerede kendes i Stenalderen, og
som senere blev en saa væsentlig Bestanddel i
det klassisk-antikke Ornamentforraad.
Hellenerne tog Arv efter de ældre
Kulturfolk. Gennem deres Vasemaleri kan vi følge,
hvorledes Kretastilen i den yngre mykenæiske
Tid efterhaanden stivner og forfalder, indtil
man ved Aar 1000 f. Kr. naar den geom.
Dipylonstil (Mæander og Hagekors), hvorledes
derefter nye Strømninger og Paavirkninger fra
Orienten fører Fabelvæsener og Plantemotiver
som Lotus og Palmet ind i Vasemaleriets
arkaiske Stil, og hvorledes endelig de fremmede
Impulser afklares i Hellenismens
Blomstringstid, i 5.—7. Aarh. f. Kr., da Vaseornamentikken
blev sparsommere og enklere, men til Gengæld
placeret i fin Harmoni med Karrenes Former
og Profiler. Den samme Sans for at indordne
O. i en større Helhed viser sig ogsaa i
Hellener nes Arkitektur ornamentik, der jo den
Dag i Dag har forbilledlig Betydning (smlg.
Bygningskunst og Søjleorden). De
helleniske Kymatier (med Bladrækker,
Æggestave og Perlesnore) er ligesom de
græske Mæandere, Palmetrækker og
Bølgeranker Ornamentformer, der lever endnu, og af
blivende Bet. har det ogsaa været, at Grækerne
optog Acanthusbladet i deres O. (smlg.
Acanthus). Ved efterhaanden at indføre det
rige, takkede Acanthusløv i de ældre
Vækstmotiver lykkedes det for første Gang at gøre
Plantemotiverne plastiske, uden dog at kopiere
Acanthusplanten naturalistisk; det korinthiske
Kapitæl viser, hvad der opnaaedes (Fig. 5—9).
Den hellenistiske og den rom. Tid levede
videre paa, hvad Grækerne havde vundet i
Kunstens Storhedstid. Acanthusværket udvikledes
og berigedes, der optoges nye Naturmotiver,
som dog næsten behandledes for naturalistisk
til at blive virkelige Ornamenter (Laurbær og
Vinløv, Guirlander, Fyldehorn, Bukranier, Putti
m. m.). Masker og Fantasivæsener voksede
sammen med Acanthusløvet, og Malerne i Pompeji
og andetsteds opløste Arkitekturmotiverne i en
ornamental-dekorativ Leg. Den dekorative
Anvendelse af Arkitekturmotiver blev i det hele
meget alm. (Fig. 10).
Men noget helt og afgørende nyt kom dog
først med den rom. Kunsts Forfald, da den
klassiske Antiks plastiske, harmoniske og livfulde
O. gradvis gled over i sin Modsætning. Selv
om Acanthusværket vedblev at leve videre og
Slægtskabet hist. kan eftervises, er
byzantinsk O. uplastisk og uartikuleret i
Sammenligning med den klassiske, de lidet
naturalistiske Bladformer vokser sammen med flettede
og slyngede Baandmotiver (smlg.
Baandslyng, Entrelacs), og »uendelige«
Mønstre dukker op, medens den klassiske O. saa
godt som altid var iskarpt afgrænset.
I byzantinsk O. er der utvivlsomt Grundtræk,
som peger tilbage mod den gl. Orient, idet
Udviklingen i en vis Forstand var
tilbageskridende, og der er tydelig Sammenhæng mellem den
byzantinske O., den sassanidisk-pers. og den
senere orientalsk-muhammedanske.
Araberne, der bandlyste Billedkunsten, men blev
ypperlige Prydværkskunstnere, efterlignede de
sent antikke Vækstmotiver, men gjorde
Formerne endnu mindre naturalistiske og
udviklede tilslut Mauresken, der paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
