Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ornamentik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Renaissancetiden atter paavirkede Europa; og de
havde særlig Forkærlighed for uendelige
Mønstre, hvori geom. Systemer af krydsende,
vinkelbrudte Linier dannede Grundstammen;
gerne udnyttede de ogsaa deres Bogstaver
ornamentalt. Trods mere naturalistiske Perioder
(især i Persien og Tyrkiet c. 1600) lever denne
arab. O. den Dag i Dag. Selv i den fjernere
Orient, Indien, Kina og Japan, spores Impulser
fra klassisk Kunst, om Motiverne end er stærkt
omformede, iblandede med primitive geom.
Mønstre og hos Kineserne og Japanerne med
frit behandlede Naturmotiver.
Allerede fra vor Tidsregnings Beg. paavirkede
den klassiske Antik ogsaa nordeuropæisk
Jernalders O., og paa Folkevandringstiden
udvikledes her den ejendommelige
Dyreornamentik. Ogsaa heroppe forvandledes det
plastiske antikke Prydværk til et
Fladeornament, men medens Ranker og Vækstmotiver
skødes til Side, sammendigtedes Flettemotiver
og animalske Former til nye Ornamentformer,
der trods deres ringe Naturalisme dog kan
være forbavsende kraftfulde. Efter en Rk.
skiftende Stilfaser, hvor nord. Dyreornamenter
ogsaa krydses med den beslægtede irske, ender
Udviklingen i Vikingetiden, hvis Ornamentdyr
er de viltreste og voldsomste (Fig. 11).
De senere europ. Stilarters vekslende O. er
trods al Forskellighed vokset frem af den
klassiske Kulturs Jordbund.
I den romanske Stils O. genfindes
atter med stor Tydelighed Acanthusværket og
mange andre antikke Motiver, saaledes som de
var blevne omformede efter Romervældens
Fald; Grundformerne i Bladstave, Palmetter og
Bølgeranker er ikke vanskeligere at genkende
end Mæanderen og Antikkens Fabeldyr, der
optræder Side om Side med de kristelige
Symboler. Men karakteristisk er Tilbøjeligheden til
krydsende Linieføring og Sammenfletning;
Bladfligene kan gribe om hinanden, ligesom
Dyreornamentikkens Bestanddele. Og midt i al
Afhængigheden og Ubehjælpsomheden føltes det,
som om friske, uøvede Kræfter giver sig i Lag
med Opgaverne, og det mærkes, at Kampen
med Materiale og Teknik skaber den ene nye
Form efter den anden, indtil man i sentromansk
og tidliggotisk Tid havde overvundet alle
Begyndervanskeligheder og skabt en overlegen og
elegant O. (Fig. 12).
Gotikkens O. fortsatte direkte denne nye
Udvikling, men den førte Planteornamentikken
videre i plastisk og naturalistisk Retning; trods
al Forskel mellem Antik og Gotik er der paa
dette Punkt Slægtskab og Lighed. Den fr.
Unggotik arbejdede endnu med de gl. Motiver
(Acanthus, Vinranke), men i Løbet af 13. Aarh.
optog man ogsaa andre Bladformer (Eg, Ahorn
o. s. v.), hvis takkede Konturer kunde gøre sig
gældende som Enkeltblade i
Bygningsdekoraltionen. Og mere end Planteværket blev det
Arkitekturmotiverne, der kom til at bestemme
gotisk O. Fra de spidsbuede Kirkevinduers
Murstave hentedes Stavværket, og Stræbepiller og
Gavlspir med »Krabber« holdt deres Indtog i
Ornamentets Verden. Selv da Plantemotiverne
i sentgotisk Tid paa ny bredte sig, fik de
stavværksagtigt, arkitektonisk Tilsnit; der flettedes
Buer af afkvistede Grene, og fantastiske,
acanthusagtige Blomster løber ud i lange Spir.
Stundom kunde gotisk O. ende i Kunstlethed og
Unatur, ofte er den dog baade fin og
forstandig (smlg. Foldeværk, det teknisk bestemte
Snedkerornament). I Heraldikkens O. betegner
Gotikken et Højdepunkt (Fig. 13—14).
Gennem hele Middelalderen er der, især i
Sydeuropa, fra Tid til anden
Protorenaissance-Bevægelser, der bevidst griber tilbage til de
kiassisk-antikke Forbilleder, og med
Renaissancens egl. Gennembrud (i Firenze c. 1400)
hentede O. Fornyelse fra de gl. Kilder.
Gennembrudsmændene lærte af Antikken at
beherske og begrænse Prydværket; betegnende nok
kalder en af Tidens Teoretikere, L. B. Alberti,
O. for et hjælpende Lys, et Komplement til
Skønheden. Om alt for direkte ell. slavisk
Kopiering af de rom. Forbilleder var der dog ikke
Tale, i alt Fald ikke ud over
Bygningsornamentikken i snævreste Forstand, og alt omprægedes i
Tidens egen Aand, baade Putti, Guirlander,
Naturblomster og Acanthusværk. Særligt
yndede blev livfulde Pilasterornamenter med
Kandelabermotiver og stigende Acanthusblade
(Montanter, Fig. 15), og da man ved Aar 1500 genfandt
Antikkens malede O., som man efter de
underjordiske Findesteder i Rom kaldte
Grottesker, blev ogsaa disse Motiver udnyttede.
Den nøjeste Tilnærmelse til Antikken fandt St.
under Højrenaissancen (Rafael’s Loggier i
Vatikanet); senere fjernede man sig, under
Barokken, atter fra de strengt klassiske Motiver
uden dog nogensinde helt at opgive dem (Fig. 16).
Længere borte fra Kunstcentrene, Firenze og
Rom, voksede Renaissanceornamentikken
mindre kultiveret, men mere frodigt. Det mærkes
allerede i Norditalien, hvor man ved Aar 1500
begyndte at optage orientalske Mauresker i O.,
og det føles endnu langt stærkere N. f.
Alperne, hvor saa mange Kunstnere og
Haandværkere kun kendte de klassiske Motiver gennem
Bøger og Billeder (smlg. Ornamentstik),
og hvor den ornamentale Fantasi derfor havde
langt friere Spil. Næppe havde man heroppe
naaet at rense Acanthusværket nogenlunde for
gotiske Reminiscenser, før nye Ornamentformer
dukkede op, som Kartoucheværket, der
udformedes i Frankrig og især i Nederlandene
c. 1550, og Kassetteværket, begge
komponerede over antikke Grundmotiver og dog
noget helt nyt. Paa lgn. Maade komponeredes
over enkelte ital. Barokmotiver det nordeurop.
(tysk-danske) Bruskværk af vredne og
knortede Masker, Barokstilens første Fase
herhjemme (c. 1625—60) (Fig. 17—19).
I Barokstilens videre Udvikling brødes den
nyskabende ornamentale Fantasi atter og atter
med den akademiske Regelrethed, der holdt sig
nøjere til de antikke Forbilleder, omend den
gerne valgte de mest storslaaede Former og
gjorde dem saa pompøse som muligt. Det
barokke Acanthusværks store, tunge Bølgeranker
blandedes gerne med Tulipaner og Solsikker.
Men allerede under Louis XIV blev den fr. O.
lettere og elegantere; man lod sig paavirke af
Grottesken, og særlig karakteristisk for Tiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
