Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Osten, von der, Adolph Sigfried - Ostende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Osten [’o.stən], von der, Adolph
Sigfried, Greve, dansk Statsmand, f. 21. Oktbr
1726, d. 2. Jan. 1797, tilhørte en pommersk
Adelsslægt, af hvis Medlemmer ikke faa i 17.
og 18. Aarh.
beklædte høje
civile og
militære Embeder
i Danmark. Da
han tidlig blev
faderløs,
bekostede
Christian VI hans
Uddannelse,
hvorefter han
ansattes ved
Hoffet og
udnævntes til
Kammerjunker,
en Stilling, han
synes at have
beholdt, indtil
han 1755 blev
sendt til
Petrograd som dansk Legationssekretær for Aaret
efter, ved Gesandtens Død, at overtage dennes
Post. At J. H. E. Bernstorff overdrog en Mand,
der ikke, i alt Fald ikke i Praksis, havde
gennemgaaet nogen diplomatisk Forskole, et saa
vigtigt Hverv, viser, at han maa have anset
ham for særdeles skikket til at varetage
Danmarks Interesser i Rusland paa et Tidspunkt,
hvor Forholdet mellem de to Stater var
usikkert, efter at Underhandlingerne med Storfyrst
Karl Peter Ulrik om et Forlig var strandede
(se Lynar). O. besad i Virkeligheden
adskillige af de for en dygtig Diplomat
karakteristiske Egenskaber: klar Forstand, solid
Iagttagelsesevne, Snarraadighed og en Arbejdskraft,
der svarede til hans Virksomhedstrang, og naar
han alligevel ikke udrettede, hvad Bernstorff
havde ventet sig af ham, laa Skylden dels i
Omstændigheder, han ikke var Herre over, dels
hos ham selv; thi ikke sjælden svigtede hans
ellers sunde Taktfølelse og Forsigtighed ham,
idet han ikke holdt Styr paa sin hvasse Tunge
og ved sine ætsende Vittigheder skaffede sig
Fjender i højtstaaende Personer, der burde
have været hans Venner. Inden Elisabeth’s Død
fik han dog Lejlighed til at yde sit Fædreland
en uvurderlig Tjeneste, idet det lykkedes ham
at stemme Storfyrstinde Katharina (den senere
Katharina II) gunstig for Danmarks Sag, efter
at han havde vundet den intelligente Fyrstinde
for sig ved sine Kundskaber og sit
Konversationstalent og endog var bleven hendes
fortrolige Ven ved at tjene som Mellemmand mellem
hende og hendes Elsker Stanislaus Poniatovski.
Men hvor behændig han end vidste at dække
sig mod den Mistanke, Kejserinden og hendes
Omgivelser i den Anledning nærede til ham,
ansaa Bernstorff det dog for nødvendigt indtil
videre at fjerne ham fra det russiske Hof, og
1761—63 var O. da Gesandt i Varszava. Aaret
efter Katharina’s Tronbestigelse tilbød denne
ham en høj Plads i russ. Tjeneste, men han
afslog Tilbudet og vendte tilbage til Petrograd
som dansk Gesandt. Men da havde Katharina
faaet en ny Elsker og havde ikke mere Brug
for O. som fortrolig, skønt hun vedblev at
behandle ham med Velvilje, og i Nikita Panin og
Kaspar v. Saldern havde han to
indflydelsesrige Fjender, der hindrede ham i at udrette
noget af Bet.; ikke engang Alliancetraktaten
mellem Danmark og Rusland af 11. Marts 1765
kan anses for hans Værk. Imod Sædvane havde
nemlig Bernstorff ladet sig paavirke af
fremmede Diplomaters til Dels af politiske Grunde
fremsatte Bagvaskelser mod O. og greb nu til
den meget uheldige Forholdsregel at
kontrollere ham ved at føre Brevveksling bag hans
Ryg med hans Legationssekretærer og
fremmede ogsaa ad denne Vej Forhandlingerne med
Rusland. Dette fandt O. sig ikke i, men søgte
bort fra Petrograd (1765). Opfyldt af Vrede og
Bitterhed mod Bernstorff, mod hvem han for
bestandig vedblev at nære fjendtlige Følelser,
gik han nu som Gesandt til Haag; men inden
han naaede saa vidt, blev han hjemkaldt af
Struensee, der imidlertid var kommen til
Magten, og ansat som Chef for det nyoprettede,
selvstændige Udenrigsministerium (1770). Ved
saaledes at indtage sin faldne Modstander,
Bernstorff’s Plads fik han personlig Oprejsning;
men noget Systemskifte var det ikke. Som
Forgængeren ansaa han Danmarks nære
Tilknytning til Rusland for nødvendig og fik derved
adskillige Sammenstød med Struensee, der var
imod denne Politik. Modsætningen mellem dem
blev saa stor, at O. efter Struensee’s Fald (1772)
beholdt sin Stilling og blev optagen i det ny
Statsraad, men fik allerede i Marts 1773 sin
Afsked (rimeligvis af Hensyn til den mod ham
fra ældre Tid i Rusland herskende
Misstemning). Han blev nu Stiftamtmand i Aalborg,
hvor han skal have været meget afholdt. 1782
udnævntes han til Justitiarius i Højesteret (det
flg. Aar blev han Elefantridder), en Stilling,
han 1788 ombyttede med Overpræsidiet i
Kjøbenhavn; dette Embede opgav han 1794, tre
Aar før sin Død. Sin efterladte Formue
testamenterede O., der var ugift, til Skt Hans
Hospital. (Litt.: — t —, »Grev v. d. O.’s
Gesandtskaber« [»Hist. Tidssk.«, IV, 1. Kbhvn 1870];
E. Holm, »Styrelsen af Danmark-Norges
Udenrigspolitik under Struensee« [»Hist.
Tidsskrift«, IV, 2. Kbhvn 1872]; F. Schiern,
»Bidrag til Oplysning af Katastrofen 17. Jan. 1772«
[»Hist. Tidsskr.«, samme Bd]; A. Friis, »A. P.
Bernstorff og Ove Høegh-Guldberg« [Kbhvn
1899], E. Holm, »Danmark-Norges Historie
under Frederik V« [Kbhvn 1897—98] og
»Danmark-Norges Historie under Christian VII«
[Kbhvn 1902 fl.]; A. Friis, »Bernstorfferne og
Danmark« II [Kbhvn 1919]).
(C. F.). C. A. T.
 |
| A. S. von der Osten. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
