Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Otterøy - Ottesang - Ottesen, Otto Didrik - Ottin, Auguste Louis Marie - Otting - Ottingkar - Otto (tysk Mandsbavn) - Otto (dansk Kongesøn) - Otto I, den Store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Del af Namsenfjord og omfatter Størstedelen af
Otterøyen samt den søndenfor liggende Del af
Fastlandet. Jordbrug og Fiskeri er de vigtigste
Næringsveje. Bebyggelsen ligger kun nede ved
Fjorden, det Indre er opfyldt af Fjelde og har
lidet dyrkbar Jord. Kommunikationerne er
væsentlig henvist til Søen, en Hovedvej gaar tværs
gennem Otterøyen, og en Vejstump fører fra
Statland paa Fastlandet til Utvorden ved
Fjordmundingen. Af industrielle Anlæg mærkes: flere
Dampsave og Høvlerier, Sæbefabrik, flere
Sildoliefabrikker, flere Savbrug og Møllebrug og en
Tøjstampe. Herredets Areal er 272,10 km2.
Antagen Formue 1921 var 3623800 Kr. og Indtægt
1338825 Kr.
M. H.
Ottesang, se Otte.
Ottesen, Otto Didrik, dansk Maler f. i
Broager i Sundeved 3. Apr. 1816, d. i Kbhvn 20.
Oktbr 1892. Søn af fattige Bønder. 1834 i
Malerlære og Elev af Akademiet. Udstillede 1840 et
Blomsterbillede og to Frugtbilleder og
uddannede sig derefter navnlig ved at kopiere holl.
Billeder af denne Art i den kgl. Malerisamling,
opmuntret af Høyen og Landskabsmaleren I. P.
Møller. »En Sølvtallerken med Vindruer og
andre Frugter« blev 1843 købt af Kongen,
»Voksende Jordbær og Roser« 1844 til den kgl.
Malerisamling (Kunstmuseet), som ogsaa i de
flg. Aar købte flere Billeder af ham. Tre Gange
vandt han Neuhausen’s Præmie, var 1855—56
med Akademiets Stipendium i Holland og Paris,
1874 for Ancher’s Legat i Schweiz og Italien.
1866 Medlem af Akademiet. Frugter og
Blomster, afskaarne og fritvoksende, var hele hans
Liv hans næsten udelukkende Emner, og han
havde et stort Publikum, som navnlig
beundrede den følsomme og til de mindste Enkeltheder
gennemførte Behandling, der skyldtes
Paavisningen af den holl. Kunst.
P. J.
Ottin [å’tæ], Auguste Louis Marie,
fr. Billedhugger, f. 11. Novbr 1811 i Paris, d.
smst. 9. Decbr 1890. O., Elev af David d’Angers,
men i sin egen Kunst Fortsætter af den
klassiske Overlevering, har skabt en Mængde
dekorativ Skulptur: Gavlgruppe paa Paris’ Opera
(»Drama og Musik«), en virkningsfuld
Figurudsmykning til Medicisfontænen i
Luxembourg-Haven (Polyfem overrasker Acis og Galathea),
en Hercules (S. Cloud), Statuer af Napoleon III,
Henrik IV etc.
A. Hk.
Otting, i Danmark: 1) Maal for Øl
(Halvanker) = 16,424 l, 2) Smørvægt = 14 kg.
H. J. N.
Ottingkar, Maal for tørre Varer i Danmark
= 2,174 l og tidligere i Norge = 2,1715 l.
H. J. N.
Otto, tysk Mandsnavn = nord. Otte.
Otto, dansk Kongesøn, Søn af Christoffer II
og Eufemia. O. blev 1331 tagen til Fange af
Grev Gert sammen med Faderen, men snart
efter løsladt. Da Christoffer døde 1332, var O.
som den ældste af hans Sønner nærmest til
Tronen. Skønt O. aldrig blev hyldet som Konge,
stræbte han dog med Lolland som
Udgangspunkt at genvinde Riget, først ved
Forhandlinger med Grev Gert, senere med Vaabenmagt;
men 1334 blev han slagen paa Taphede og
tagen til Fange. Først efter Valdemar
Atterdags Tronbestigelse frigaves O., men maatte
paa Valdemar’s Forlangende frasige sig al Ret
til Tronen. I de flg. Aar opholdt O. sig i
Tyskland. Senere traadte han ind i den tyske
Ridderorden, og Estland, som Valdemar samtidig
solgte til Ordenen, kaldtes officielt O.’s
medbragte Sjælegave. O.’s Dødsaar er ubekendt.
J. O.
Otto I, den Store, tysk Konge og rom.
Kejser (936—973), var Søn af Kong Henrik I
og Mathilde, f. 912 og besteg Tronen efter sin
Faders Død. Faderen havde støttet sig til
Stammehertugerne, Sønnen, der i stærkere Grad
vilde hævde den kgl. Myndighed, maatte kæmpe
længe med flere af dem, særlig med Eberhard
af Franken. Han søgte da at bryde
Hertugernes Forbindelse med Stammerne ved at give
Hertugdømmerne til sine Slægtninge, hans
Broder Henrik fik Bayern, hans Søn af første
Ægteskab Ludolf Schwaben, medens den tro
Herman Billung fik Sachsen; samtidig
indskrænkedes Hertugernes Magt ved Indsættelse
af kgl. Pfalzgrever. Efter heldige Kampe mod
Ø. og V. blev O. kaldt til Italien af Kong
Lothar’s Enke Adelheid mod Berengar af Ivrea.
Han overvandt Berengar, blev 951 kronet til
Longobardernes Konge og ægtede Adelheid. Af
Misfornøjelse hermed gjorde imidlertid flere af
Hertugerne, særlig Ludolf og Henrik, Oprør,
og Magyarerne fornyede deres Indfald i
Tyskland. Det lykkedes dog O. at overvinde al
Modstand, Ludolf blev afsat og Magyarerne slaaede
i den store Rytterkamp paa Lechfeld, hvorved
der for bestandig var gjort Ende paa deres
Røvertog (955). Fra nu af søgte O. sin
Hovedstøtte i Gejstligheden. Bisperne blev indsatte af
ham og betragtedes som hans Embedsmænd,
men fik ogsaa til Gengæld store Gaver af
Krongodset. Hans Broder Bruno blev Ærkebisp i
Köln og Ærkekansler og ledede den ny
opblomstrende Hofskole. Som dette Træk minder om
Karl den Store, saaledes ogsaa den litterære
Renæssance, der tæller Navne som
Historieskriverne Vidukind og Thietmar af Merseburg,
Digterne Ekkehard og Hrosvitha. I Forbindelse
hermed staar O.’s Interesse for Missionen.
Ærkebispedømmet Magdeburg blev grundlagt
(967) i Vendernes Land, Hertugerne Miesko af
Polen og Boleslav af Böhmen maatte
underkaste sig og fremme Kristendommens
Udbredelse, i Danmark støttede O. Ærkebiskop
Adaldag’s Bestræbelser for Kristendommens
Udbredelse. O. blev anden Gang kaldet til Italien af
Pave Johan XII, der var kommen i Kamp med
Berengar, som nu var O.’s Lensmand. O., der
nu var Vesteuropas mægtigste Fyrste, lod da
Paven krone sig til rom. Kejser (2. Febr 962).
Saaledes var han ogsaa her Karl den Store’s
Efterfølger, og han viste sin Magt ved senere at
afsætte Paven, der havde indladt sig i
Forbindelse med hans Fjender, og ved af Romerne at
faa indrømmet Retten til Stadfæstelse af
Pavevalget. Hans italienske Politik, den ny
tysk-romerske Kejsermagt, fik den største Bet. for
Tysklands Fremtid og kaldte Kejserne bort fra
deres naturlige Opgaver: Udvidelser mod N. og
Ø. O., der allerede af Samtiden blev kaldt den
Store, døde 973. (Litt.: Giesebrecht,
»Geschichte der deutschen Kaiserzeit« [»Hist.
Zeitschrift« 1859]; Samme, »Jahrbücher des
Deutschen Reiches unter O. dem Grossen«;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
