Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oxenstierna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
[1.—4. Del 1805—15, 5. Del udgaves 1826 fra
anden Haand; ny Udg. i 3 Bd 1836—42]). (Jfr C.
D. af Wirsén, »Minne af riksmarskalken,
grefve J. G. Oxenstierna« i »Svenska
akademiens handlingar« [6. Del, 1885]; M. Lamm,
»J. G. Oxenstierna. En gustaviansk
natursvärmares lif och dikt« [1911]).
C. Dem grevelige Slæigt O. af Södermöre.
6) O., Axel Gustafsson, født 16.
Juni 1583 paa Fånö i Upland, død i Sthlm
28. Aug. 1654. Efter at have nydt Undervisning
i Hjemmet sendtes han efter Faderens Død
1597 tillige med
Broderen under
Ledsagelse af
sin Lærer Isak
Rothovius for
at fuldende
sine Studier til
Universiteterne
i Rostock, Jena
og Wittenberg.
Der erhvervede
han grundige
Kundskaber,
først og
fremmest i Teologi,
i hvilken
Videnskab han
offentlig forsvarede en
Afh., men ogsaa
i de profane
Videnskaber, i
Særdeleshed i Latinen. Hjemkommen 1603
udnævntes O. til Kammerjunker hos Kong Karl
IX; 1606 betroedes der ham en Sendelse til
Mecklenburg, nærmest vedrørende en
Giftermaalsunderhandling for Karl IX’s Søsterdatter.
Under sin Fraværelse udnævntes han til
Rigsraad, og ved sin Tilbagekomst var han allerede
trods sin Ungdom em af de mest betydende
Mænd i Karl IX’s Omgivelser. 1610 sendtes O.
til Danmairk for at forhindre Udbrudet af den
allerede truende Krig, hvilket dog ganske vist
ikke lykkedes. Det var den første i en lang Rk.
Underhandlinger med denne Sveriges dengang
farligste Fjende, hvilke O. personlig ledede,
og hvis glimrende Endepunkt er Freden
i Brömsebro. Gennem hele O.’s offentlige Bane
gaar denne diplomatiske Kamp med
Arvefjenden i Vest, og en ihærdigere, ved sin rolig
beregnende Klogskab farligere Fjende end han
har Danmark ikke haft. O. blev Medlem af
Kong Gustaf Adolf’s Formynderregering og var
vei ikke fremmed for Affattelsen af den
Kongemagten indskrænkende Forsikring, der
forelagdes Gustaf Adolf, hvorhos han tog Del i
Opsættelsen af de for Adelen fordelagtige
Privilegier, som ved denne Lejlighed udvirkedes.
Forkærlighed for en indskrænket Kongemagt,
grundet paa en aristokratisk
Samfundsforfatning, udmærkede ogsaa O. fra Begyndelsen af
hans Bane lige til dens Slutn. Til Rigskansler
udnævntes han 6. Jan. 1612. I denne Egenskab
greb han organiserende, ordnende og
kontroler ende ind i alle Forvaltningens Grene. O. var
Sveriges første Kommissær ved Freden i
Knäred 1613. I en Del af Aarene 1614 og 1615
opholdt O. sig hos Kongen i Livland og fulgte
ham i Beg. af 1616 til Finland, hvor Møde
holdtes med Stænderne i Helsingfors. Under
Kongens Fraværelse fra Riget spillede O. Rollen
som Viceregent; i Særdeleshed er hans
Virksomhed af stor Bet. for Finansforvaltningen,
Lovgivningen samt Handelen og Industrien.
Talrige er de Skrivelser, som han selv opsatte
vedrørende alle Omraader af Rigets Styrelse,
vidnende om omfattende Evner og en utrættelig
Arbejdskraft. 1620 afsluttede O. i Spidsen for
en glimrende Ambassade i Berlin
Giftermaalsunderhandlingerne mellem Gustaf Adolf og
Marie Eleonora. I den under Kongens Felttog
tilforordnede Regering var O. den ledende Mand.
Hvad der særlig paahvilede Rigskansleren var
imidlertid Anskaffelse af alle
Krigsfornødenheder, baade Mandskab, Penge og Varer til
Armé og Flaade. Hans overordentlige Dygtighed
i denne sidstnævnte Henseende foranledigede
Kongen til under Felttoget 1622 at medtage O.
til Livland, hvorved denne fik sit Sæde i Riga
med den Opgave at sørge for denne Stads
Forsvar saavel som for Hærens Behov. Til
Belønning for sine Tjenester tbelønnedes O. 1622 med
hele Bispedømmet Wenden tillige med fire deri
liggende Slotte. Freds- og
Vaabenstilstandsunderhandlinger med Polen tillige med andre
Anliggender holdt ham tilbage i Livland indtil
Beg. af 1623. Imidlertid tog Tvistighederne med
Danmark atter en truende Vending, men det
lykkedes 1624 O. paa et nyt Møde i Sjäared,
støttet paa en Fuldmagt til i værste Tilfælde
at erklære Krig, at tvinge Danmark til
Eftergivenhed i næsten alle Punkter. Ogsaa 1625
virkede han for Armeens Behov i Livland og
samlede 1626 i Finland Penge og Tropper, med
hvilke han i Preussen sluttede sig til Kongen.
7. Okthr 1626 udnævntes O. til Generalguvernør
over Preussen og fik samtidig dels Tilsynet med
den militære Ledelse som Legat ved Armeen,
dels Ledelsen af Underhandlingerne med
Polen; det lykkedes ham ogsaa at afslutte den
for Sverige fordelagtige Vaabenstilstand i
Altmark 1629. Under sit Ophold i Polen afgik han
paa en Mission til Stralsund og Danmark
Aug.—Septbr 1628, hvor han traf Overenskomst om
Byen Stralsunds Besættelse med svenske
Tropper. Efter den tyske Krigs Begyndelse vedblev
O. en Tid fra Preussen at staa i den livligste
Forbindelse med Kongen og i udførlige
Skrivelser at meddele ham, sine Raad i ydre og
indre Anliggender. Efter Slaget ved
Breitenfeld (7. Septbr 1631) kaldtes O. til, dog med
Bibeholdelsen af sin Egenskab som
Generalguvernør i Preussen, personlig at indfinde sig paa
Krigsskuepladsen. 7. Decbr 1631 traf han
Kongen i Frankfurt a. M. I Tyskland fik han
Lejlighed til at lægge for Dagen de samme
storslaaede Egenskaber baade som Embedsmand og
som Kriger, som han tidligere i Polen havde
vist sig i Besiddelse af. Ved Kongens Afrejse til
Franken og Bayern i Beg. af 1632 udnævntes O.
til Legat i Rhin-Landene med øverste
Myndighed over Fyrster og Generaler i sv. Tjeneste.
Endskønt han personlig ikke leverede noget
 |
| A. G. Oxenstierna. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
