Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paez, José Antonio - Paflagonien - Pafnutius - Pafos - Pagaj - Paganalia - Pagani - Paganini, Nicolo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indiansk Byrd og førte i sin Ungdom Opsyn med
Kvæghjorder i Llanos, men dannede 1810 en
Rytterskare til Frihedskampen mod Spanierne
og udmærkede sig saaledes, at Bolivar 1816
gjorde ham til Brigadegeneral. Hans Sejre
1817—23 var afgørende for Columbias Frigørelse.
I den ny Stats Senat var han Fører for
Føderalisterne og stillede sig 1829 i Spidsen for
Opstanden i Venezuela; efter Løvrivelsen blev han
Præsident 1830—35 og paa ny 1839—42 (fik
Æresnavnet »den berømte Borger«). Under
Borgerkrigen 1846 blev han Diktator, indsatte selv
Monagas til Præsident 1847, men maatte snart
flygte for hans Voldsomheder og blev ved et
Forsøg paa at styrte ham 1848 tagen til Fange
og landsforvist 1850. Han levede i New York
indtil Monagas’ Fald 1858, blev Aug. 1861
udraabt til Diktator, men maatte Juni 1863 vige
for en ny Opstand og drog igen til
Nordamerika. 1886 førtes hans Lig tilbage til hans
Fødeland. P. har selv skrevet sit Levned (udg. i 2
Bd i New York 1867—69).
E. E.
Paflagonien var i Oldtiden et Landskab i
det nordlige Lilleasien, begrænset mod N. af
Sortehavet, mod Ø. af Pontos, mod S. af
Galatien og mod V. af Bithynien. Det er for største
Delen et Bjergland (det betydeligste Bjerg hed
Olgassys), men der findes dog flere bredere
Dale. Floderne er kun af ringe Bet. med
Undtagelse af Halys, som sædvanlig, regnedes for
at danne Grænsen mellem P. og Pontos.
Indbyggerne, som var beslægtede med
(Kappadokerne, ernærede sig mest af Kvægavl; dog
spillede ogsaa Bjergværksdrift en betydelig Rolle.
Blandt de Folkestammer, som beboede Landet,
nævnes Eneterne og Kaukonerne. Af Byer
fandtes ikke mange. Dog fandtes der ved Kysten
en Del gr. Kolonier, hovedsagelig anlagte af
Milesiere. Den vigtigste af dem var Sinope,
den betydeligste af alle gr. Byer ved det sorte
Hav. Længere mod V. laa Sesamos (eller
Amastris), inde i Landet Gangra (eller
Germanicopolis) og Pompejopolis.
— P. var i den ældste Tid uafhængigt, men
blev i 6. Aarh. f. Kr. undertvunget af
Lyderkongen Kroisos og kom efter Lydiens Fald
under Persien. Men det persiske Overherredømme
havde ikke meget at sige, og de paflagonske
Fyrster beholdt længe en saa godt som
uafhængig Stilling, indtil Mithradates af Pontos
erobrede største Delen af Landet uden dog at
grundfæste noget varigt Herredømme. Da
Pompejus efter Mithradates’ Fald ordnede
Lilleasiens Forhold, blev P.’s Kystdistrikter
forenede med den rom. Prov. Bithynien (64 f. Kr.),
medens det indre af Landet vedblev at
beherskes af indfødte Fyrster, som kun halvvejs var
afhængige af Rom. Efterhaanden inddrog
Romerne dog ogsaa Resten af Landet, som
forenedes med Galatien og Kappadokien.
H. H. R.
Pafnutius, Biskop i Thebais, levede omkr.
Aar 300 og er kendt for sin Deltagelse i
Synoden 325 i Nikæa. Under en tidligere
Forfølgelse havde han mistet et Øje, og Kejseren
viste ham desaarsag stor Ærbødighed. P. er
Ophavsmand til Synodens Bestemmelse ang.
gifte Klerikere, idet han kraftig bekæmpede et
rigoristisk Parti, som fordrede, at gifte
Klerikere skulde afholde sig fra Omgang med deres
Hustruer.
A. Th. J.
Pafos hed i Oldtiden to Byer paa Cypern,
sædvanlig kaldte det gamle og det ny P. De
laa begge i Nærheden af Øens sydvestlige Kyst.
I det gl. P. var der et berømt Tempel for
Afrodite, som skal have taget Bolig der, efter at
hun var opstegen af Havets Skum. Ved det ny
P. ligger den moderne By Papho. (Litt.:
Chr. Blinkenberg, Le temple de Paphos
[Kbhvn 1924]).
H. H. R.
Pagaj (Søv.), 1) ell. Paddelaare bestaar
af en Aare med et rundt ell. aflangt Blad i hver
Ende. Den benyttes i Kanoer og Kajakker,
altsaa i smalle lave Fartøjer, paa den Maade, at
Roeren med Ansigtet vendt forud ror og
manøvrerer Fartøjet ved vekselvis Benyttelse af
Pagajbladene. Roerens Plads er i Fartøjets Stævn
ell. siddende i dets Midte. Pagaje ell. padle
kaldes Roningen med en saadan Aare. 2) En
smækker Tovende, der bruges i en Baad med
Raasejl, naar man skal skifte Raaen fra een
Side af Masten til den anden.
C. B-h.
Paganalia (lat.), en Fest, som fejredes i
Landsbyerne (pagi) i Italien i Oldtiden, naar
Vintersæden var saaet, sædvanlig i Januar.
H. H. R.
Pagani, By i Syditalien, Prov. Salerno, ligger
mellem Nocera og Pompeji og har Silkeavl,
Bomuldsvæveri samt Tændstikfabrikation. (1911)
14950 Indb.
C. A.
Paganini, Nicolo, Verdens berømteste og
mest egenartede Violinvirtuos, f. i Genova 27.
Oktbr 1782, d. i Nizza 27. Maj 1840. Faderen,
en uformuende Købmand, lærte tidlig Drengen
at spille
Mandolin og Guitar,
og da han
opdagede hans
umusikalske
Evner, lod han
ham lære
Violin hos
Giacomo Costa,
Domkapelmester
og den mest
fremragende
Violinist i
Genova. Allerede
1793 optraadte
han offentlig
med nogle af
ham selv
komponerede Variationer over
Carmagnolen, og 1795 kom han under Rolla’s
Vejledning. P., der hidtil havde været fuldstændig
under Kontrol af Faderen, en haard og barsk
Mand, følte sig nu trykket, af dette
Formynderskab, og under en Udflugt til Lucca (1798)
benyttede han Lejligheden til at unddrage sig det,
idet han ikke vendte hjem, men turede rundt
i andre ital. Byer. Og, som det saa ofte gaar,
da han endelig var undsluppen den strenge
faderlige Tugt, slog han over i den modsatte
Yderlighed, forfaldt til Spil og anden
Letsindighed, og dette, i Forbindelse med de ihærdig
drevne Studier, bidrog sit til at undergrave
 |
| N. Paganini. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
