Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Palmyra - Palmyra-Palme - Palmyra-Træ - Palmæ - Palmær, Henrik Bernhard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
steg. Disse Handelsmænd i P. var rimeligvis opr.
af arabisk Herkomst, men deres Sprog var en
aramaisk Mundart, Paa M. Antonius’ Tid var
P. saa rig, at han (efter Arrian, Bell. Civ., V,
9) tænkte, paa at plyndre den; men de rige
Familier fik Nys herom og skjulte sig i
Ørkenen med deres Skatte. P. kom imidlertid snart
efter under rom. Overhøjhed, og der udstedtes
Forordninger af Germanicus og Corbulo om
Told til Rom i P. Efter Jerusalems Ødelæggelse
i Aaret 70, ja maaske endnu tidligere, kom en
Del Jøder til P., og det er ikke urimeligt, at de
udøvede en vis Indflydelse paa Udviklingen af
de religiøse Ideer i P. Da Nabatæernes Rige i
Petra gik til Grunde 106, og da deres Hovedstad
Petra, der havde spillet en lgn. Rolle som P.
i kommerciel Henseende, derved tabte sin Bet.,
blev P. af med en farlig Medbejler til
Herredømmet over Handelen med Østen. Der
oprandt nu en glimrende Tid for P., som bl. a.
besøgtes af Hadrian (omtr. 130), der tog sig
meget af dens Opkomst. Den fik efter ham Navnet
Adrianopolis, men de gl. Navne holdt sig
alligevel. Under Hadrian udgaves em ny Toldlov for
P. 8. Apr. 137. Den huggedes i Sten, baade i
græsk og i aramaisk (palmyrensk) Sprog og
opstilledes i Byen paa en Plads, hvor den faldt
alle i Øjnene. Store Brudstykker af Indskriften
er for nogle Aar siden fundne af Prins Lazareff
og er tolkede af M. de Vogüé o. a. Romerne
forbandt P. med syriske Byer ved en Landevej,
hvorpaa Østens Varer til Vogns bragtes ind i
Riget, medens de kom til P. Ø. fra paa
Kamelryg. Byen styredes i denne Tid af et Senat (gr.
bulé), under Forsæde af en Præsident og to
Arkonter. Senere omtales Strateger som højeste
Øvrighed. Romerske Sæder trængte ind;
Borgerne fik jus italicum, vist under Septimius
Severus, og Byen blev en rom. Koloni, ligesom
der ogsaa lagdes rom. Besætning i den. Men
trods den rom. Fernis var Livet i P. stadig i
del væsentlige østerlandsk. Da Alexander
Severus besøgte P. for at vaage over
Grænseprovinsernes Forsvar mod det nystiftede persiske
Rige, fik, som det synes, en af Byens rigeste
og anseteste Mænd, Odainathos, Rang med
romerske Senatorer. Han blev siden myrdet, vist
efter rom. Anstiftelse, da man frygtede, han
vilde gøre sig uafhængig. Hans Søn af samme
Navn blev efter sin Faders Mord første Mand i
Byen. Valerian sikrede sig ham ved at
indrømme ham alle Slags Begunstigelser, i hvilken
Henseende Galienus helt traadte i sin Faders
Fodspor og anerkendte ham som Fyrste over
P. og andre Naboprovinser under rom.
Højhed. Da flere rom. Statholdere i Syrien,
Ægypten og andensteds rejste sig imod Galienus,
vendte Odainathos sig mod dem og overvandt
dem efterhaanden alle. I Styrelsen af de
temmelig vidtstrakte Besiddelser fandt han en
begavet og virksom Medarbejder ske i sin Hustru
Zenobia (Bath-Zabba), som efter sin Mands Mord
overtog Regeringen, dels i sit eget, dels i sin
Søn Vahballat’s Navn. Hun herskede til sidst
over hele Syrien, Ægypten, Dele af
Mesopotamien og over Lilleasien indtil Ancyra. En Tid
anerkendte hun Roms Overhøjhed, men til
sidst kastede hun Masken, hvad der førte til
Krig med Rom. Da Aurelian havde besejret
sine andre Modstandere, vendte han sig imod
P., hvis Hære gentagne Gange blev slagne,
hvorpaa Byen indtoges (272). Zenobia blev tagen
til Fange og førtes til Rom, hvor hun
forherligede Aurelian’s Triumftog som dets
mærkeligste Midtpunkt. P. kom siden ikke til at spille
nogen Rolle; i: Europa anede man ikke
Tilværelsen af de mægtige Ruiner. Arabiske
Forfattere fortæller en Del om Zenobia, men det
er lidet paalideligt. 1678 kom den første
Europæer Halifax fra Aleppo til P. Siden er Byen
ofte bleven besøgt af rejsende. Rejsen er ret
let; man kan nu endog køre i Vogn ell. i
Automobil fra Damask dertil. En Del af de ovf.
omtalte Mindesmærker fra Grave ved P. i Byens
Blomstringsdage er i de sidste Aar erhvervede
til Museer i Europa. Ny Carlsberg Glyptotek
har saaledes faaet en rig og sjælden
Skulptursamling fra P., som er hentet fra P. af fhv.
dansk Konsul i Beirut, Julius Løjtved. De
gr. Indskrifter fra P. er samlede og tolkede af
Waddington, de aramaiske af M. de Vogüé.
(Litt.: Wood og Dawkins, The Ruins of
P. [Lond. 1753]; Bernoville, Dix jours en
Palmyrène [Paris 1868]; Wright, An account
of P. and Zenobia; Bädecker, »Palästina u.
Syrien«).
V. S.
Palmyra-Palme, se Borassus.
Palmyra-Træ, se Cocos.
Palmæ, se Palmerne.
Palmær, Henrik Bernhard, sv.
satirisk Forf., f. 21. Aug. 1801, d. 7. Juli 1854. P.
blev Student 1819, Adjunkt i Kemi ved
Karolinska Institut 1832, men maatte efter 3 Aars
Forløb tage sin Afsked, og i lang Tid ernærede
han sig ved Avlsarbejde og satirisk
Forfatterproduktion. 1834 var han optraadt pseudonymt
i Aftonposten med »Fyra bref til Svensk
Minerva«, et fittigt men ubehersket Overfald paa
Tegnér. Da P. et Aar efter blev forbigaaet ved
et Embedes Besættelse, stiftede han Bladet
»Östgötha correspondenten«, som han selv
redigerede til 1840, indtil han 1841 stiftede et nyt
Blad »Hr. Lars« (1841—42). I disse Blade findes
største Parten: af hans stærkt personlige
Udfald, blandt hvilke »Yttersta domen i
Kråkvinkel«, rettet mod den Biskop han mente sig
forurettet af, paadrog ham Retssag, hvor han dog
blev frikendt. Til at forfatte større Bøger
savnede han baade Evne og Tid, han var heldigst,
hvor han kunde følge sine Indfald uden at
uddybe. Den lette Døgnjournalistik var hans
egentlige felt, her var han en Mester, og
derfor er hans store Arbejder ogsaa kun af
Interesse i enkelte Episoder. »En Ilten lustresa,
skildrad i brev« udkom 1848 og »Brev från
Stockholm under rigsdagen 1847—48«, som
indeholder Beretning om hans Oplevelser som
Rigsdagsmand i det nævnte Aar, udkom 1849.
I »Gazetten« (1849) og »Östgötha-gazetten«
(1853—54, kun 19 Numre), findes hans sidste
Produkter. P.s Bet. for Datiden er mere
journalistisk end litterær. Ahnfeldt besørgede 1878 et
Udvalg af P.s Skrifter: »Eldbränder och
gnistor«, der udkom i flere Oplag. R. G. Berg
besørgede 1900 et nyt Udvalg.
O. Th.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
