Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Palæotheriidæ - Palæotherium - Palæotyper - palæovulkansk - palæozoisk - Palæozoologi - Palæstina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Palæotheriidæ er en Familie af uddøde
perissodaktyle Hovdyr, der levede i den yngre
Eocen- og Miocentiden. Paa den ene Side viser
den nært Slægtskab til den endnu ældre Gruppe
Lophiodontidæ (s. d.), paa den anden Side til
Hestefamilien (Equidæ). Saaledes er den til P.
hørende Form Anchitherium fra Miocenlag i
Amerika og Europa identisk med Miohippus,
der af Marsh opstilles som et Led i »Hestens
Stamtræ«. Nærmest som en uddød Sidegren
herpaa maa den typiske Slægt Palæotherium
opfattes. Den blev opstillet af Cuvier først i 19.
Aarh. Han rekonstruerede den nærmest som en
Tapir med 3 Tæer paa alle fire Lemmer, og
senere Fund har kun ændret Billedet lidt —
Nakken er saaledes forlænget en Del mere bagud
end hos Tapirerne. Tandforholdene er omtr.
som dette Dyrs, men de enkelte Kindtænder
ligner mest Næshornenes. Allerede i
Oligocentiden uddøde denne Slægt.
(M. Ml). R. Hg.
Palæotherium, se Palæotheriidæ.
Palæotyper (gr.), Oldtryk, ogsaa under
Benævnelsen Inkunabler, »Vuggetryk« (af
lat. cuna), kaldes Bogtrykkerkunstens ældste
Frembringelser fra dens Opfindelse ved
Gutenberg indtil Aar 1500; undertiden regner man
dog ogsaa, de Bøger med til P., som er trykte
et Stykke ind i 16. Aarh., og for Danmarks
Vedk. har man saaledes sat 1550 som Grænsen.
Antallet af kendte P. sættes nu til c. 35000 forsk.
Værker; langt den største Samling findes i
British Museum (1914: 11500 Numre); i Norden er
det kgl. Bibliotek i Kbhvn det righoldigste paa
P. (c. 4000 Numre). Det videnskabelige Studium
af P. grundlagdes ved Midten af 19. Aarh. af
Englænderen Bradshaw ved Indførelsen af den
typesammenlignende Metode; det udvikledes
videre af hans Landsmand Robert Proctor (An
Index to the early printed books in the British
Museum, Lond. 1898—1906) og Tyskeren
Konrad Haebler (»Typenrepertorium der
Wiegendrucke«, Halle 1905—22); i Norden er H. O.
Lange i Danmark og Isak Collijn i Sverige
fremragende Palæotypforskere, medens Lauritz
Nielsen har bragt Metoden i Anvendelse over
for senere Tiders Tryk (»Boghistoriske Studier
til dansk Bibliografi« [Kbhvn 1923]). 1904
nedsattes i Berlin en »Kommission für den
Gesamtkatalog der Wiegendrucke«, der har udarbejdet
faste Regler for Beskrivelsen af P.; dens Maal
er Tilvejebringelsen af en trykt Katalog over
samtlige eksisterende P. (Litt.: se Dahl’s
»Haandbog i Bibliotekskundskab«, 3. Udg. 1 Bd,
S. 170—71 [Kbhvn 1924]; en almenfattelig
Skildring af Metoden har H. O. Lange givet i
»Dansk Tidsskrift« 1906, S. 196—207).
C. S. P.
palæovulkansk kaldes en vulkansk
Bjergart, som stammer fra en Tid, der ligger forud
for Tertiærtiden.
J. P. R.
palæozoisk kaldes den næstældste af de 4
store Hovedgrupper, hvori man har inddelt
alle Jordens forsteningsførende Dannelser.
Tiden, hvorunder de herhenhørende Dannelser
aflejredes, den p. Æra, begynder med den
kambriske Periode, fortsættes gennem
Ordovicium-, Gothlandium-,
Devon- og Stenkulperioderne og
slutter med den permske Periode,
hvorpaa den mesozoiske Æra tager sin
Begyndelse. — Stenarter. De p.
Aflejringer, som har en meget vid Udbredelse, er
vidt forsk.; man finder saaledes baade Sand,
Sandstene, Kalkstene, Ler- og Lerskifere; størst
Bet. har de mægtige Kullag, som aflejredes
under Stenkulperioden. — Plante- og
Dyreverden. De ældste Planter har sandsynligvis
været af en saa skrøbelig Bygning, at de ikke
har kunnet efterlade sig noget som helst Spor;
hvad man i kambriske Aflejringer tidligere
antog for lavt staaende Planter, har i Reglen vist
sig at være Krybespor af forsk. Dyr; først i
Aflejringer fra Gothlandium-, men dog navnlig
fra Devon- og Stenkulperioderne træffer man
Resterne af en nogenlunde yppig Plantevækst,
som for største Delen dannedes af blomsterløse
Planter, nærmest beslægtede med Bregner,
Ulvefødder og Padderokker;
desuden optraadte ogsaa Frøbregner
(Pteridospermeæ) samt Naaletræer. I
Dyreverdenen er det de hvirvelløse Dyr, der spiller
Hovedrollen; først i den ordoviciske Periode
optræder Fisk, og henimod Slutn. af den p.
Æra træder Padderne til; disse sidste har
netop her deres Glansperiode. Af hvirvelløse
Dyr kan særlig fremhæves Trilobitterne,
der findes i de allerældste forsteningsførende
Aflejringer og allerede uddør med
Permperiodens Afslutning; endvidere
Graptolitterne, som næsten udelukkende tilhører den
ordoviciske og den gothlandiske Periode; desuden
en Mængde Koraller, Crinoideer og
Brachiopoder samt en Del Muslinger
og Snegle; ejendommelig er ligeledes en
Mængde mærkelige Cephalopoder og
enkelte Krebsdyr; af Landdyr kan fremhæves
Insekter og Skorpioner. — Ang.
Udbredelse og nærmere Inddeling af de
p. Aflejringer, se de enkelte Formationer.
J. P. R.
Palæozoologi, se Palæontologi.
Palæstina (Hellige Land, Jødeland,
Kanaan), brit. Koloni i det vestl. Asien, begr.
mod V. af Middelhavet, medens Jordan danner
Østgrænsen, c. 24000 km2 med (1922) 757182
Indb., hvoraf 590890 Muhamanedanere, 73024
Kristne, 83794 Jøder, 7028 Druser, 163
Samaritanere, 265 Bahais. Det gl. Landskab P.
opfattedes dels som en Del af Syrien, dels som et
selvstændigt Landskab, der imidlertid ogsaa
omfattede Landet hinsides Jordan indtil den
syriske Ørken. Landet hinsides Jordan udgør
nu den britiske Vasalstat Trans-Jordan under
Emir Abdullah, anden Søn af Kong Husain af
Hedshas. Arealet af denne Stat er ubestemt.
Befolkningen anslaas til c. 300000—500000,
overvejende arabisktalende Muhammedanere
foruden en Del Druser og 30000—40000 Kristne. —
Terrain. Jordlagene i P. ligger
gennemgaaende mere ell. mindre vandret. Landet
bestaar derfor af terrasseformede Højplateauer
adskilte ved mere ell. mindre dybe
Sænkningsfelter. Spalterne, langs hvilke Forskydningerne
har fundet Sted, har ofte givet Anledning til
vulkanske Fænomener; særlig mod N., paa
begge Sider af Tiberias-Søen, findes gl.
Vulkaner og Lavamarker af ikke ringe
Udstrækning. Landet falder naturlig i fire Dele:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
