Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Palæstina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Templer som en rom. Koloni. I 4. Aarh. er den
sædvanlige Inddeling af P.: P. prima
(Vestjordanlandet S. f. Jisreelsletten til Beershaba og
en ringe Del af Østjordanlandet), P. secunda
(Galilæa og den nordlige Del af
Østjordanlandet), og P. tertia (S. f. Beershaba til det røde
Hav).
Det romerske Herredømme gik af sig selv
over i det byzantinske, der kan regnes
fra Konstantin den Store’s Tid (307—37) til
Arabernes Erobring 634. Den byzantinske
Periode fortsætter den hellenistiske i kulturel
Henseende med den Forandring, at Kristendommen,
der var grundlagt her og fra P. havde bredt
sig over Romerriget, nu var officiel Rigsreligion.
Dette giver P. Betydning som helligt Land,
Medens Jøderne nu havde deres Tilhold i
Galilæa, hvorom mange Synagoger fra 3.—6. Aarh.
bærer Vidne, blev Jerusalem en kristen By.
Interessen for de hellige Steder kan paavises
fra 4. Aarh.’s Begyndelse. Man stedfæster
Begivenheder fra den bibelske Historie og bygger
Kirker og Kapeller for dem; flere og flere
stedfæstes i Aarh.’s Løb. Konstantin den Store var
den første større kristne Bygherre i P. Hans
Moder Helena skal paa sin Pilgrimsfærd 326
have fundet Kristi Kors. Paa Stedet, hvor
Kristi Grav udpegedes, byggede Konstantin en
Kirke, Gravkirken. Endvidere byggede han
Himmelfartskirken paa Oliebjerget og
Fødselskirken i Bethlehem; de er ofte ombyggede i
Tidens Løb. Ogsaa Justinian (527—65) byggede
meget, f. Eks. »den gyldne Port« og den Kirke,
der senere forvandledes til al-Aqsa-Moskeen i
Jerusalem. Fra den byzantinske Periode haves
talrige Mosaikker, der er fundet i hele P.’s
Omraade. Særlig Interesse har de i Mâdebâ fundne,
især det, der forestiller et Kort over IV, idet det
giver en Forestilling om P. og navnlig
Jerusalem i 6. Aarh. e. Kr. Samtidig med at de
hellige Steder forøgedes, var P. Middelalderen
igennem Maalet for talrige Pilgrimme,
jødiske og kristne. De sidstes vigtigste Maal var
Kristi Grav og Jordanfloden, hvori han var døbt,
og i hvilken de selv badede. De Beretninger,
nogle af dem har efterladt, er af stor Værdi for
Topografiens og Traditionens Historie; de
betydeligste er Pilgrimmen fra Bordeaux (Aar
333), Kvinderne Paula og Silvia (begge kort før
400), Arculf (c. 670), Willibald (723—26). En
Beskrivelse af de bibelske Steder gav Eusebios fra
Kæsarea (c. 300) i et Værk, der senere mod
Ændringer oversattes til Latin af Hieronymus.
Foruden Pilgrimmene, der kun kom paa
Besøg, søgtes P. af talrige Munke, der dels
opholdt sig i Ørkenen og i Klippehuler som
Eneboere, dels boede sammen i Klostre, enten paa
ensomme ell. paa de minderige Steder. Der
oprettedes Bispedømmer i P., og fra 451 fik det
sin egen Patriark i Jerusalem. — Det
byzantinske Rige svækkedes imidlertid. Arabiske
Beduiners Overfald paa P.’s Grænseegne
hindredes ved, at man oprettede en Vasalstat af
Halvbeduiner ved Grænsen, i Hauranegnen. Her
herskede i 6. Aarh. Ghassaniderne, der var
Kristne, over en Stødpudestat for P. I en Tid,
da disse var mindre stærke, trængte Perserne
frem mod P., 614 indtog de Jerusalem,
ødelagde Gravkirken og meget andet og bortslæbte
det hellige Kors. 627 fik Kejser Heraklios igen
Magten; men Kejserens Forfølgelse af de
syriske Monofysiter og de haarde Skatter skabte
Misfornøjelse i Befolkningen. Da de arabiske
Hære, begejstrede af deres ny Tro, rykkede
frem, besejrede de Byzantinerne i flere Slag,
af hvilke det ved Floden Jarmuk 636 var
afgørende. P. og Syrien tilhørte nu Araberne.
Det muhammedanske
Herredømme betød ikke straks nogen væsentlig
Forandring for P. Der blev ikke gjort Indgreb i
Religion og Kultus. Under Umajjaderne
(660—750), der residerede i Damaskus, var P. som
hidtil knyttet nøje til Syrien. Disse Herskere
søgte at forhøje Betydningen af Jerusalem som
helligt Sted for Muhammedanerne for at have
en Modvægt mod Mekka, der længe beherskedes
af deres Modstandere. Abd-al-Malik (685—705)
opførte i den Anledning Klippemoskeen paa den
gl. Tempelplads; Aaret efter Indvielsen
erobrede han Mekka, uden at Jerusalems Bet. dog
svækkedes. Samme Hersker arabiserede
Administrationen, idet det arabiske Sprog indførtes
i St f. det græske. Efterhaanden blev Arabisk
Befolkningens Talesprog, og største Delen af
P.’s Indbyggere gik over til Islam. Af de fem
»Arméer«, som Syrien udgjorde, omfattede
alurdunn (Jordan) med Hovedstaden Tiberias
væsentlig den nordlige, filastin med Hovedstad
i Ludd, senere Ramla, væsentlig den sydlige Del
af P. Under Abassidernes Kalifat (750—1258)
flyttedes Rigets Centrum til Mesopotamien, og
P. fik en Periode med politiske Uroligheder.
I 9. Aarh. herskede en Tid de ægyptiske
Tulunider, siden erobredes P. gentagne Gange af
Qarmaterne, i 10. Aarh. fik Ikhshididerne fra
Ægypten Magten en Tid, henimod Aar 1000
erobredes P. af de ægyptiske Fatimider. Under
en af disse, al-Hâkim, blev Jøder og Kristne
haardt forfulgt, en Del Kirker, blandt hvilke
Gravkirken, blev ødelagt 1008. I Aarhundredets
Slutn. lammedes Fatimideherredømmet af de
seldjukiske Tyrker, der 1071 erobrede
Jerusalem. Ved de urolige Forhold banedes Vejen for
Korsfarerne, der indtog Jerusalem 15. Juli 1099.
Korstogstiden forvandlede ganske P.’s
Forhold, idet det hidtidige byzantisk-arabiske
Omraade blev gjort til en frankisk Lensstat.
Konge af Jerusalem blev Gotfred af Bouillon,
derpaa hans Broder, Balduin I (1100—18). De
vigtigste Vasalstater i selve P. var
Fyrstendømmet Galilæa, Baroniet Sidon, Grevskabet
Jafa og Asqalon, og Baroniet Montroyal i det
gl. Moab; her anlagdes Fæstningerne Kerak og
Shobek mod Ægypten og Syrien. 1118 stiftedes
Johanniter- og Tempelordenen til Kristenhedens
Forsvar. 1187 lykkedes det den kraftige Kurder
Saladin at slaa Frankerne ved Hattîn oven for
Tiberias. Kort efter faldt Jerusalem og de to
nævnte Hovedfæstninger. Ved 3. Korstog 1189
erobredes Akkâ (St Jean d’Acre), og Frankerne
fik Kysten mellem Tyrus og Jafa. En Rk. ny
Korstog var resultatløse. Kun Frederik II fik
1229 Jerusalem undtagen Tempelpladsen.
Tempelherrerne gjorde endnu en kort Tid nogle
Erobringer, men Chwarismierne, der kom fra
Centralasien, slog de Kristne fuldstændigt i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
