Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Panserplade - Panserskib
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saaledes maatte man søge det samme opnaaet ved
Staalpanserpladerne. For at gøre Pladerne
haarde nok til at modstaa Skibsskytsets ny
Kromstaalsprojektiler indførte H. A. Harvey fra
Orange i New Jersey Harveysering, Indsætning
med Benkul og Trækul, hvorved der tilførtes
den udvendige Side af Panserpladen Kulstof,
som angives at kunne trænge indtil 75 mm ind.
Efter Harveyseringen hærdes Pladen efter
Omstændighederne med Vand, Olie, Bly ell.
særlige Vædsker.
Medens navnlig Schneider i Creusot arbejder
paa at forbedre den hærdede Staalpanserplade,
og Frankrig derved for tredje Gang giver P.
et mægtigt Stød fremad, da der 1890 i
Annapolis i Maryland ved Forsøg for den amer.
Marine præsenteres P. af Staal med 3 1/2 %
Nikkel, er Tysklands Panserfabrikation bleven af
større og større Bet., og Krupp’s
Hærdningsproces (Cementering) af P. bliver saa
epokegørende, at den til sidst erhverves af alle
Konkurrenterne. Saa længe den tyske Flaade kun
var lille, havde den købt sine P. fra Udlandet,
navnlig England. Under Tilskyndelse af
Admiral Stosch begyndte Dillinger Hüttenwerke
hinsides Rhinen i Saar-Dalen 1876 at fremstille P.
af Svejsejern til en Tykkelse af c. 300 mm;
allerede 1880 gik man over til Compoundplader,
som antoges af den tyske Marine; 1891 træder
Krupp op, men gaar allerede 1892 helt over til
Staalplader, uagtet Valseværket i Essen var
bygget til Compound, og optager Forsøgene med
Nikkelstaal, foreløbig uhærdet; begge tyske
Panserværker arbejder sammen, 1893
fremstiller de middelhaard Nikkelstaalplade, hærdet i
Olie; Harvey’s Patenter erhverves, men
Resultaterne behager ikke den tyske Marine. 1893
udstiller Krupp i Chicago paa en særegen
Maade hærdet P. af Nikkelstaal, som allerede var
Harvey’s betydelig overlegent, og endelig fra
1895 fremstiller Krupp hærdede
Nikkelstaalplader, hvis Modstandsevne mod
Gennemtrængning kan sættes til 1 1/4 Gange den
harveyserede Staalplades, 2 Gange den alm. Staalplades
eller Compoundpladens og 3 Gange
Smedejernspladens. Disse Plader fra 1895 kaldtes
Krupp-Metal, og Retten til at udføre dem
erhvervedes snart af de tre Fabrikker i
Sheffield: Vickers Sons & Maxim, Charles Cammell
& Co., John Brown & Co. samt af Armstrong,
Whitworth & Co. i Newcastle, endvidere i
Frankrig af Schneider & Cie i Creusot,
Værkerne i St Chamond og Chatillon &
Commentry, i Østerrig af Witkowitz, i Rusland af
Statsværkerne i Kolvino og Obuchov, endelig i
Amerika af Carnegie og Bethlehem Steel Company.
Krupp’s Metal er saaledes blevet
internationalt.
Ved Skydningerne i Annapolis 1890 var
Schneider’s Nikkelstaalplade den lige saa tykke
Compoundplade fra Charles Cammell & Co. saa
overlegen, at Verdensbladet Times straks
spaaede en Omvæltning i Skibssidernes Beskyttelse,
en Spaadom, som er fuldbyrdet i mindre end 10
Aar. Krupp’s i sine Enkeltheder
hemmeligholdte Proces er hovedsagelig en Cementation af
P.’s udvendige Overflade, ved at den i en
Glødeovn i passende Tid udsættes for Paavirkning
af glødende Belysningsgas, som til den afgiver
noget Kul. Efter paafulgt Hærdning er den
cementerede Overflade saa haard, at Bore- og
Drejestaalet ikke bider paa den. Man maa
derfor beskytte de Dele, der ikke skal cementeres,
ved Beslag af Ler, og skulde det
undtagelsesvis blive nødvendigt at bearbejde et haardt
Stof, maa det først gøres blødt, enten ved at
det udsættes for en elektrisk Strøm ell. for
Virkningen af Termit (s. d.). Foruden Nikkel
tilsættes ogsaa Krom til Staalet under dets
Smeltning i Martin-Ovnen i Form af Ferronikkel og
Ferrokrom, saaledes at P. f. Eks. kommer til at
indeholde 2 % Nikkel, 1 % Krom, 0,4 %
Kulstof. P. af Krupp’s cementerede Metal (K. C.)
indgaar den Dag i Dag i det moderne
Krigsskibs Pansring og har naaet en saadan
Fuldkommenhed, at Artilleriet til sin
Panserskydning kun kan benytte hætteklædte Projektiler.
P.’s Størrelse har fulgt hele Udviklingen. Som
svær Plade kan nævnes Krupp’s i Düsseldorf
1902 udstillede Plade, der raa vejede 130 t,
færdig 116 t, og hvis Dimensioner er: Længde 13,15 m,
Bredde 3,40 m, Tykkelse 300 mm; som stor
Plade den af samme smst. udstillede af Vægt
29,5 Tons og med Dimensioner i Længde 26,80
m, Bredde 3,65 m, Tykkelse 38,5 mm, indtil da
den største valsede Plade. Paa Vandet flyder
der nu Panserskibe med Pansertykkelser op
til c. 460 mm. (Litt.: J. C. Tuxen,
»Panserets Udvikling«, tre Foredrag holdte i
Søløjtnantsselskabet 1881—82 [Kbhvn 1882]; større og
mindre Afh. i Tidsskrifter samt
Reklameskrifter over Skydeforsøgene; af de nyeste
Beretninger kan anføres »Über die Entwickelung
der Panzerfabrikation« af J. Castner i
»Schiffbau«, Nr. 14 for 1902; F. Wagner,
»Panserpladeindustriens Udvikling i Tyskland« i »Den
tekniske Forenings Tidsskrift« 1902—03, 5.
Hæfte; H. T. Foss, »Om Udviklingen af
Skibspanseret og Skytsets Virkning mod samme«; C. G.
Bastrup, »Ballistik«).
(F. W.). C. H. R.
Panserskib (Søv.) (hertil 2 Tavler
Illustrationer) er en Fællesbenævnelse for
Krigsskibe, der til Værn mod Beskydning er
forsynet med Panser. Pansringen er en Følge
af Artilleriets Udvikling. Da Træskibets Sider
ikke mere var i Stand til at modstaa
Granaternes Virkning, gik man over til at beklæde
dem med Jernplader. Dette fandt Sted i Midten
af 19. Aarh. Det varede dog ikke længe, før
Artilleriet fik Overhaand over det daværende
primitive Panser, hvorfor dette maatte øges
i Tykkelse og Modstandsevne og
Fordelingsmaaden forandres. Jo større Tykkelse Pansret
skulde have, des større maatte Skibet gøres,
ell. ogsaa maatte man indskrænke Pansret til
de vigtigste Partier af Skibet og sikre Resten
ved en udviklet Inddeling af vandtætte Rum.
Foruden Skibets Flydeevne og Stabilitet maa
Pansret sikre Vaabnene, Maskiner og Kedler
samt Kommando- og Navigeringsmidler,
Ammunitionsmagasiner og Transporter m. m. Lige
fra Beg. deltes P. i to Typer, een til søgaaende
Brug og een til Kystforsvar. De første
søgaaende P. byggedes i Slutn. af 1850’erne. De
adskilte sig kun fra de ældre Skibe ved at være
forsynet med et c. 11 cm Smedejernspanser
paa Træunderlag. Pansret strakte sig i
Reglen langs hele Skibssiden fra et Stykke under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
