Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Parlament
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og, hvor disse Møder blev en fast Institution,
gik det da som oftest over til tillige at betegne
denne. I Danmark brugtes saaledes
parlamentum i en Periode af Middelalderen i lat.
Skrifter og Aktstykker om Rigsforsamlingerne
og særlig blev efterhaanden parlamentum
generale Danorum den tekn. Betegnelse for
Danehoffet (s. d.). Større Interesse knytter der sig
dog til Ordets Anvendelse i den fr. og eng.
Statsret.
I Frankrig blev P. siden 13. Aarh.
Navnet paa en Afdeling af Kongens »Hof« (curia
regis, s. d.), nemlig den Afdeling, som særlig fik
med Retsplejen at gøre og blev Udøveren af
Kongens Domsmyndighed. Som saadan dømte
P. dels som første og eneste Instans i Sager,
der af Kongen specielt henvistes til det ell.
iflg. dets egen Beslutning inddroges for det,
hvad i visse Tilfælde kunde ske, dels som
Appelinstans i Sager, der indstævnedes fra de
lokale kgl. Dommere (Bailli’erne), s. d.). Det
var for saa vidt øverste Instans, som dets
Domme ikke ligefrem kunde appelleres til nogen
højere Domstol, men Kongen ansaas dog ikke
for ved Oprettelsen af det at have givet Afkald
paa at lade sin dømmende Myndighed udøve
paa anden Maade, og ligesom han kunde
benytte sin Ret hertil til helt at unddrage P.
Sager, som egl. skulde have været paadømte af
det, saaledes kunde han ogsaa efter Ansøgning
samtykke i, at Sager, i hvilke det allerede
havde dømt, gjordes til Genstand for fornyet
Undersøgelse og Afgørelse ved en anden
Myndighed, hvilken da i Reglen var det kgl. Raad ell.
rettere en af de Afdelinger af det, som i dette
Øjemed efterhaanden udskiltes, paa samme
Maade som P. selv i tidligere Tid var blevet
udskilt fra »Hoffet« (se herom nærmere conseil).
P., der hurtigt fik fast Sæde i Paris, bestod
oprindelig af lgn. Elementer som curia regis og
talte altsaa som Medlemmer højtstaaende kgl.
Embedsmænd, Kronvasaller og Prælater, men
langt større Bet. fik dog inden længe de
allerede før Udskillelsen forekommende
professionelle kgl. Raader, der ogsaa kunde være baade
gejstlige og verdslige, men var faglige Jurister
og blev udnævnte paa Livstid. Denne Kategori
af Medlemmer, der kaldtes for maîtres ell. i
senere Tid for conseillers, fortrængte
efterhaanden helt de andre Elementer, og kun hvor P.
fungerede som Pairsdomstol, d. v. s. i
Straffesager mod Pairs (s. d.) og i civile Sager
vedrørende Pairier, vedblev de nævnte Elementer
at være repræsenterede, nemlig ved
Medlemmerne af Pairskabet, der alle skulde indkaldes, og af
hvilke mindst et maatte være mødt, for at Dom
kunde afsiges. De faste Medlemmer blev fra
først af udnævnte og afskedigede af Kongen,
men allerede tidligt kom P. i Besiddelse af Ret
til at supplere sig selv, og heraf udviklede sig
hurtigt den Ordning, at de afgaaende
Medlemmer solgte deres Embeder til Eftermanden.
Efter at Kongerne en Tid lang forgæves havde
bekæmpet denne Uskik, valgte de siden Frants
I’s Tid selv at drage Fordel af den, idet de
solgte deres Samtykke til, at Handlerne maatte
foregaa. Særlig skete dette, hvor et
Parlamentsmedlem var død uden forinden at have
afhændet sit Embede, i hvilket Tilfælde Arvingerne
opr. ikke kunde sælge det. Siden 1604 bestod
med Hensyn hertil en Ordning, der efter
Ophavsmanden kaldtes la Paulette, og som gik ud
paa, at ethvert Medlem kunde sikre sine
Arvinger Værdien af sit Embede ved aarlig at
betale Kongen 1/60 af den Sum, hvortil det var
vurderet. Embedernes Arvelighed og
Afhændelighed havde faktisk til Følge, at Indehaverne
blev uafsættelige, og bidrog saaledes i høj Grad
til at styrke P.’s Selvstændighed, men i andre
Retninger virkede den højst uheldigt, baade
ved at Embederne ofte besattes med ganske
unge ell. uduelige Personer, og ved at den gav
Anledning til en overordentlig Stigning af
Retssportlerne, de saakaldte épices, der tilfaldt
Dommerne, og gennem hvilke de fik Dækning for
deres udlagte Penge. For at tilvejebringe en
hensigtsmæssig Fordeling af Forretningerne
mellem de enkelte Medlemmer blev P. tidligt delt
i Kamre, idet der sondredes mellem la grande
chambre ell. chambre des plaids, der var
Hovedafdelingen, som havde Ledelsen og
besørgede alle Forretninger, der ikke hørte under de
andre Kamre, derunder bl. a. Behandlingen af
Appelsager, som procederedes mundtligt, 2.
chambre des enquêtes, der opr. oprettedes for
at undersøge og rapportere i skriftligt
procederede Sager, men senere ogsaa traf Afgørelsen i
disse, om end under en vis Kontrol af la
grande chambre, og i Virkeligheden var den
Afdeling, der besørgede Størstedelen af Arbejdet,
3. chambre des requêtes, hvis Opgave i Tidens
Løb ændrede sig meget og tilsidst bestod i
Paadømmelsen af Sager, hvis Parter havde
Privilegium paa at have P. til Værneting, dog
saaledes at Afgørelsen kunde appelleres til la
grande chambre, og endelig 4. chambre de la
tournelle ell. Kriminalkammeret, der laante sit
Personale fra visse af de andre Kamre og ogsaa
nærmest blot var oprettet, fordi de gejstlige
Medlemmer af disse ikke kunde deltage i
Paadømmelsen af Straffesager. I senere Tid fandtes
der flere chambres des enquêtes og des
requêtes. P. var som nævnt oprettet for Retsplejens
Skyld og var ogsaa til alle Tider i første Linie
Domstol, men den Sammenblanding af Justits
og Forvaltning, som var ejendommelig for den
ældre Tid, i Forbindelse med Oprindelsen fra
curia regis, der havde deltaget i alle Grene af
Statsstyrelsen, havde dog til Følge, at dets
Virksomhed ikke blev strængt indskrænket til det
judicielle, men ogsaa kom til at gribe ind i
Administration og Politik. Det var saaledes
anerkendt, at P. kunde udstede saakaldte arrêts
de règlement, d. v. s. Reglementer med
Lovgivningsindhold, men iklædt Form af Domme,
dog kun til Supplering af Lovene, ikke i Strid
med dem, og endvidere, at det havde Ret til at
indregistrere Lovene, hvilken Akt var en
Forudsætning for deres Ikrafttræden. Det var
særlig den sidstnævnte Beføjelse, hvis Oprindelse
gik tilbage til Middelalderen, som gjorde P. til
en politisk Faktor af Betydning. Dog var
Rækkevidden af den ikke uomstridt. Bortset fra en
Periode under Ludvig XIV, hvor Kongen
hævdede noget andet og P. bøjede sig derfor, stod
det vel i det hele fast, at P. ikke uden videre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
