Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - parlamentarisk - parlamentarisk Immunitet - Parlamentarisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forretningsorden og Mødets Værdighed og
Anstand iagttages under Forhandlingerne. I
overført Bet., saasom, naar et Ministerium ell. en
Regering betegnes som p., (brages det om et
Ministerium ell. en Regering, som er bleven
dannet i Overensstemmelse med og i sin
Optræden handler efter Parlamentarismens
Grundsætninger, saaledes som disse opfattes i de forsk.
Lande.
(C. V. N.). K. B.
parlamentarisk Immunitet, den
Rigsdagsmænd til Betryggelse af deres Uafhængighed
tillagte særlige Beskyttelse mod Retsforfølgning.
Denne Immunitet ytrer sig i to Retninger; dels
nyder de en alm. Beskyttelse mod enhver
Retsforfølgning i Anledning af deres Udtalelser i
Parlamentet, herved sikres altsaa særlig deres
Talefrihed, og dels nyder de en vis personlig
Beskyttelse mod Retsforfølgning, saa længe
Parlamentet er samlet, hvilken, sidste Beskyttelse
der ofte alene sigtes til ved den p. I.
Grundsætningerne derom blev som Privilegier for
Parlamentet allerede fra gl Tid slaaet fast i
England under Parlamentets Kamp mod
Kongemagten og er derefter i noget forsk.
Udformning gaaet over i alle ældre og nyere skrevne
Forfatninger.
I Danmark findes Reglerne nu i Grl. 5. Juni
1915 § 56. Heraf sikrer 2. Punktum den
parlamentariske Talefrihed i flg. Ord: »For sine
Ytringer paa Rigsdagen kan intet af dens
Medlemmer uden Tingets Samtykke drages til Ansvar
uden for samme«. Denne Beskyttelse, der
gælder mod baade offentlig og privat
Retsforfølgning, vedvarer selv efter Rigsdagens Slutning,
ja selv efter at den paagældende er ophørt at
være Rigsdagsmand, men paa den anden Side
bortfalder dem dog, hvis Tinget giver sit
Samtykke til Retsforfølgning. Efter adskillige
fremmede Forfatninger, f. Eks. den norske og belg.,
er Beskyttelsen dog ubetinget, saa længe den
paagældende ikke gentager sine Udtalelser
uden for Rigsdagen.
Den særlige personlige Immunitet er i dansk
Grl. 1915 hjemlet i § 56, første Punkt, i flg.
Ord: »Saa længe Rigsdagen er samlet, kan ingen
Rigsdagsmand tiltales ell. underkastes
Fængsling af nogen Art uden Samtykke af det Ting,
hvortil han hører, med mindre han er grebet
paa fersk Gerning«. Denne Regel gaar videre
end de tidligere danske Grundloves tilsvarende
Bestemmelse, der kun sikrede Rigsdagsmænd
mod uden deres Tings Samtykke at blive
underkastet Varetægtsfængsel, medens de nu heller
ikke uden deres Tings Samtykke kan hensættes
til Afsoning af Fængselsstraf, der er idømte
dem ved en endelig Højesteretsdom. Flere
fremmede Landes Forfatninger gaar da heller ikke
saa vidt. Efter den sv. Regeringsforms § 111
kan en Rigsdagsmand altid uden Tingets
Samtykke fængsles iflg. en Dommers Kendelse, naar
han beskyldes for grov Misgerning, og efter
nugældende eng. Ret bortfalder Beskyttelsen
ligeledes, hvor der er Tale om Anklage for en
Forbrydelse, der kræver Anvendelse af en
Anklage-Jury. Efter Czekoslovakiets Forfatning af
1920 § 24, gælder denne særlige Immunitet
overhovedet ikke Medlemmer af Parlamentet, der
er ansvarlige Redaktører af et periodisk Skrift,
hvilke altsaa ikke kan opnaa midlertidig
Straffrihed for Presseinjurier, fordi de er
Rigsdagsmænd. Ligesom Beskyttelsen bortfalder, naar
Rigsdagsmanden gribes paa fersk Gerning, f.
Eks. i Forsøg paa Oprør, bortfaldler den ogsaa,
naar Rigsdagssamlingen ophører, men naar
Rigsdagen igen træder sammen, maa den
fængslede Rigsdagsmand frigives, med mindre
vedk. Ting giver Samtykke til Fængslingens
Opretholdelsa.
K. B.
Parlamentarisme (afledet af Parlament)
kaldes den Regeringsform ell. Regeringspraksis,
hvorefter det er Parlamentets Flertal ell.
Flertallet i Parlamentets ledende Kammer, der
faktisk bestemmer de skiftende Ministeriers
Sammensætning. P. stammer historisk fra England,
og ligesom dette Lands Forfatning i det
væsentlige hviler paa uskreven Ret, saaledes er den
eng. P. i dens nuv. Form som Underhus-P.
blevet til alene ved rent historiske Udvikling
gennem mange Aarh.’s Kampe mellem Konge og
Parlament og mellem Under- og Overhus.
Medens Kongen, støttet til Lorderne i Overhuset,
opr. udnævnte og afskedigede sine Ministre
efter Behag uden at føle sig bundet af, om de
fandt Støtte i Underhuset ell. ej, tvang
sidstnævnte Hus efterhaanden som dets Magt
voksede, særlig under Kampen med Stilarterne, fl.
Gange Kongens Ministre til at gaa tal, skønt de
endnu besad Kongens Gunst. Det var dels
igennem aaben Revolution og dels ved at benytte
sin Ret til at mægte de af Kongen forlangte
Skatter, at Huset tvang Ministrene til at gaa
af, og bagefter forfulgte det ofte yderligere de
genstridige med Anklage og Straf ved
Ministeranklage for Overhuset ell. ved at drive en bill
of attainder igennem. Efter at paa den Maade
en Rk. Ministre havde maattet lægge deres
Hoveder paa Skafottet og saaledes havde lært at
frygte Underhusets Magt, fandt Ministrene det
efterhaanden tilraadeligere selv frivilligt at
tage deres Afsked, naar de fik Underhusets
Flertal imod sig, i St f. at afvente Anklage og
Straf, og heraf udviklede sig lidt efter lidt den
Regeringsslkik, at Ministrene af sig selv gik af,
naar de mistede Flertallet i Underhuset,
hvorfor til Gengæld Ministeranklage for Overhuset
for længst er gaaet af Brug i England, se
Ministeransvarlighed og Rigsret.
Imidlertid varede det dog endnu lang Tid, før
den Grundsætning, at det Parti, der udgør
Flertallet — ell. det største Mindretal — i
Underhuset, har en ligefrem Ret til at danne
Regering, helt trængte igennem. Endnu efter den
glorværdige Revolution af 1688 sammensatte
Kong Vilhelm Ministerierne af begge Partier, og
først da det viste sig at føre til alt for stor
Splid inden for Regeringerne, gik man over til
at lade rene Partiregeringer efter
Underhusvalgenes skiftende Udfald afløse hinanden.
Fremdeles kæmpede endnu Georg III
(1760—1820) energisk for at opretholde en selvstændig
Kongemagt og hævde sin Ret til selv at vælge
sine Ministre, og skønt hans Kamp i Længden
var forgæves, var det derfor først under
Dronning Victorias lange Regering, at den eng. P.
kunde siges helt at have triumferet.
Det er denne eng. Udvikling, som de fleste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
