Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pavels, Claus - Pavesi, Stefano - Pavet de Courteille, Abel Jean Baptiste Marie Michel - Pavevalg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pavels, Claus, norsk gejstlig, født i Vanse
Præstegæld ved Farsund 1. Aug. 1769, d. 16.
Febr 1822. Han blev Student 1785, cand. teol.
1789 og opholdt sig derefter i nogle Aar i
Kbhvn, i hvis litterære Kredse han med Liv og
Interesse færdedes. Da han prøvede sig som
Prædikant, gjorde han Lykke, og 1793 blev han
udnævnt til residerende Kapellan i Eidanger.
1796 vendte han tilbage til Danmark, hvor han
til 1799 virkede som Sognepræst i Hørsholm,
derefter som residerende Kapellan ved Nikolaj
Menighed i Kbhvn. Efter at denne 1805 var
bleven nedlagt, blev P. forflyttet tilbage til Norge,
hvor han blev Sognepræst til Aker og Slotspræst
paa Akershus. Ogsaa i Kria nød han megen
Agtelse som Prædikant og dygtig Skolemand. 1817
blev han J. N. Brun’s Eftermand paa Bergens
Bispestol, i hvilket Embede han døde. Allerede
i sin tidlige Ungdom dyrkede P. æstetiske
Interesser og var paa Vej til at vinde et Navn
som Digter, idet ikke faa Digte af ham tryktes
i Samtidens Tidsskrifter. Større Bet. i
Litteraturen fik han ved sine Prædikener, der i stort
Antal er trykte dels i Samlinger, dels enkeltvis.
Men hvad der bedst vil bevare hans Minde, er
hans interessante autobiografiske Skildringer og
Dagbøger, der er udg. dels af Dattersønnen C.
P. Riis (1864—67), dels af den norske historiske
Forening ved Prof. Dr. Ludvig Daae. (1889 ff.).
(O. A. Ø.). Edv. B.
Pavesi, Stefano, ital. Komponist
(1779—1850), var fra 1818 til sin Død Domkapelmester
i Crema, men beskæftigede sig i øvrigt mest
med Operakomposition. Adskillige af hans
talrige Operaer — i efter-Rossini’sk Stil —
glædede sig ved megen Yndest, saaledes Ser Marc
Antonio og La donna bianca d’Avenello.
W. B.
Pavet de Courteille [pa’væ-t-kur’tæ.l], Abel
Jean Baptiste Marie Michel, fr.
Orientalist, f. i Paris 23. Juni 1821, d. smst. 12.
Decbr 1889. P. var først Elev af École des
langues orientales i Paris, ved hvilket Institut han
blev Docent 1854 og 1861 Prof. i Tyrkisk. Han
var en nøje Kender af tre muhamedanske
Hovedsprog, Arabisk, Persisk og Tyrkisk. Hans
Hovedstudium var de østtyrkiske Dialekter,
især Uzbek og Uigur. P. har udg.: Dictionnaire
Turcoriental (1870), en fr. Oversættelse af
Baber’s Mémoires (2 Bd, 1871), Miradj-Nâmeh,
récit de l’ascension de Mahomet au ciel, uigurisk
Tekst med arab. Skrifttegn og fr. Oversættelse
(1882), Tezkéreh-i-evliyâ, uigurisk Tekst med
fr. Oversættelse efter et med Miniaturer
udstyret Haandskrift, hvilke er gengivne i Fotografi
(1890), fremdeles État present de l’Empire
Ottoman (1876) og med Barbier de Meynard den
arab. Tekst med fr. Oversættelse af Masudi’s
Murudj-ed-dahab, Les prairies d’or (8 Bd,
1861—74).
V. S.
Pavevalg. I de første 3 Aarh. valgtes
Paverne ligesom Bisperne andensteds af Byens
Præsteskab og Menigheden (Klerus og Folk) med
Bistand af Nabobisperne; men efter Kejser
Konstantin’s Dage blandede Kejserne og efter dem
Østgotekongerne sig undertiden i Valget, især
naar man ikke kunde blive enig, og Kejserens
Stadfæstelse indhentedes indtil Pave Gregor III
(731—741). Efterhaanden gik P. over i
Gejstlighedens og de rom. Stormandsslægters Hænder,
og Menigmand fik kun Lov til at hylde den
valgte. De rom. Baroner vilde tilrive sig den
afgørende Indflydelse; for at hindre det
bestemte Lateransynoden 769, at kun Klerikere
kunde vælges til Paver, og at disse skulde
vælges af Klerus, medens Adel og Borgerskab kun
skulde have Lejlighed til at hilse paa den ny
Pave og undertegne Valgdekretet. Alligevel kom
P. i 9., 10. og ind i 11. Aarh. i Hænderne paa
Adelspartiet. Kejser Otto den Store greb ind
962 og tog det Løfte af Romerne, at de ikke
vilde vælge nogen Pave uden Kejserens
Billigelse, ogsaa de karolingiske Kejsere havde gjort
Fordring paa Stadfæstelse af Valget. 1059 blev
det bestemt, at Paven skulde vælges alene af
Kardinalerne, men saaledes at Kardinalbisperne
ved Valget havde et Fortrin for de andre
Kardinaler, det øvrige Præsteskab og Folket kunde
hylde den valgte, den kejserlige Stadfæstelse
skulde stadig indhentes. Paa 3. Lateransynode
1179 bestemtes, at kun den Pave var ret valgt,
som havde faaet to Trediedele af Kardinalernes
Stemmer; den, der tog Pavenavn med et
ringere Stemmetal, var bandlyst. Paa Kirkemødet
i Lyon 1274 blev det bestemt, at Kardinalerne
10 Dage efter en Paves Død skulde samles i en
Sal (conclave), hvis Indgang blev tilmuret, saa
der kun var en Luge, hvorigennem Maden
kunde rækkes dem. Hvis Kardinalerne ikke kunde
enes i Løbet af 3 Dage, skulde de i de flg. 5
Dage nøjes med een Ret Mad til Frokost og
Aften, og hvis de ikke var blevne enige efter 8
Dages Forløb, skulde de nøjes med Vin, Vand
og Brød; saa længe Konklavet varede, maatte
de ikke faa Tilskud af den pavelige Kasse. I
Konklavet 1417 indtraadte foruden Kardinalerne
30 kirkelige Medvælgere, men det er et
enestaaende Tilfælde.
Nu for Tiden foregaar Valget paa følgende
Maade: Naar en Pave er død, gaar
Kardinalcamerlengoen (se Camerlengo) ind i
Dødsværelset, knælende raaber han 3 Gange den
døde Paves Navn og slaar ham med en
Sølvhammer paa Panden, og derefter forkynder
han, at Paven er død, og han tager i sin
Varetægt den pavelige Seglring og andre Segl.
Camerlengoen har nu den øverste Magt, hjulpen
af en Kardinalbiskop, en Kardinalpræst og en
Kardinaldiakon, som Kardinalkollegiet har
udvalgt dertil. I de første 10 Dage efter Pavens
Død ordnes Ligbegængelsen og Konklavet, og
de fraværende Kardinaler samles i Rom. Hvor
Konklavet skal afholdes, bestemmes af
Kardinalkollegiet, men det afholdes sædvanlig i
Vatikanet; der tømres Sale, hvor Kardinalerne kan
opholde sig, og hvorfra der er Adgang til det
Kapel, hvori Valget foregaar. Hver Kardinal
maa medtage to Konklavister; hvis han er
Fyrste, maa han medtage tre; Meningen med dem
er egl., at de skulde være hans Tjenere, men de
er hans Venner og fortrolige bl. Præsterne, og
der indelukkes i Konklavet 35 virkelige Tjenere
foruden 4 Barberer, 1 Murer, 1 Snedker, 1
Apoteker, 1 Kirurg, 2 Læger, Kardinalkollegiets
Sekretær, Sakristanen og Undersakristanen og
Ceremonimestere. Bliver en Kardinal p. Gr. a.
Sygdom nødt til at forlade Konklavet, maa han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
