Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pélissier, Amable Jean Jacques - Pella (By i Makedonien) - Pella (By i Peræa) - Pellagra - Pellé, Maurice-César Joseph - Pellechet - Pellegrino - Pellestrina - Pelletan, Eugène og Camille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forrettede derefter fra 1831—39 Tjeneste som
Major i Generalstaben, hvornæst han vendte tilbage
til Algérie, hvor han blev Oberst og Souschef ved
Armékorpset. 1844 tog han Del i Kampen ved
Isly og tilintetgjorde 1845 en Araberstamme i
Dahra-Grotten, idet han lod 500 Mand, der
havde indesluttet sig i Grotten og nægtet at
overgive sig, kvæle ved at brænde Baal foran
Indgangen. 1850 udnævntes P. til
Divisionsgeneral. Under Krim-Krigen sattes han i Januar
1855 i Spidsen for 1. Armékorps og fik kort
efter Overkommandoen over Hæren. Efter
Stormen paa Malakov udnævntes P. til Marskal og
fik ved Hjemkomsten til Frankrig Titelen
Hertug af Malakov med en aarlig Dotation af 100000
frc. 1858—59 beklædte han Posten som Gesandt
i London og førte 1859 Befalingen over
Observationskorpset ved Rhinen. 1860 blev han
Generalguvernør i Algérie, i hvilken Stilling han
døde.
(B. P. B.). E. C.
Pella, By i Makedonien i Oldtiden. Den
laa i en sumpet Egn ved Søen Borboros. Fra
Filip II’s Tid var den de makedoniske Kongers
Residensstad.
H. H. R.
Pella nævnes af Josefos som den nordligste
By i Peræa (s. d.), iflg. Eusebios laa den nær
det gl. Jabes, vistnok paa samme Sted som det
nuv. Fahil S. i Gennesaret Sø, mær ved Jordan,
den jerus. Talmuds Pahel, hvor der var varme
Kilder. Navnet P., der minder om dette Navn,
er taget fra Alexander’s Fødeby i Makedonien.
P., der erobredes af Antiochos d. Store 218 f.
Kr., havde en udpræget hellenistisk Karakter
og værgede sig mod Makkabæernes jødiske
Nationalisme, hvorfor Alexander Jannaj ødelagde
den. Pompejus udskilte den fra jødisk
Omraade og lagde den til Dekapolis. Under den
jødiske Krig flygtede de Kristne herhen fra
Jerusalem. Kristne Biskopper nævnes i P. endnu, i
5. og 6. Aarh. Nu findes der en Del Ruiner af
den gl By.
J. P.
Pellagra benævnes en kronisk Sygdom, som
især findes i Italien (Lombardiet) og enkelte
andre sydlige Lande, hvor Landboernes
væsentligste Næring er Majs; den skyldes muligvis en
Svamp, som opstaar i fordærvet Majs, maaske
tillige slette Ernæringsforhold, og er i det hele
kun lidet bekendt. Almindeligvis opstaar den i
Foraarsmaanederne med Feber,
Fordøjelsesforstyrrelser samt Udbrud af en rosenagtig
Hudbetændelse; Tilstanden bedres i Reglen om
Vinteren, men der er stor Tilbøjelighed til
Tilbagefald, og der kan udvikle sig en meget alvorlig,
alm. Ernæringsforstyrrelse med tiltagende
Kakeksi og til sidst med dødelig Udgang. I
daarlige Aar med slet Høst kan der udvikle sig hele
Epidemier af denne Sygdom, navnlig mellem
den fattige Landbefolkning, i Fængsler o. l. St.
(E. P-n.). C. Rch.
Pellé [pæ’le], Maurice-César Joseph,
fr. General (1863—1924), blev efter at have
gennemgaaet École polytechnique 1884 Officer i
Artilleriet. Som Oberstløjtnant og Oberst (1911)
gjorde P. sig bekendt ved udmærket Tjeneste
paa Madagaskar, i Marokko og som
Militærattaché i Berlin. I Verdenskrigens 1. Aar var
P. ansat i det store Hovedkvarter, fik derefter
Division og 1917 Armékorps, som han førte med
stor Dygtighed. Efter Vaabenstilstanden
sendtes han som Chef for en Militærkommission til
Tschekkoslovakiet og lagde her saa store
diplomatiske Evner for Dagen, at han senere blev
Højkommissær i Konstantinopel og derefter
Frankrigs Delegerede paa Konferencen i
Lausanne (1923). P. blev syg af Overanstrengelse og
døde temmelig pludselig.
E. C.
Pellechet [pæl’∫æ], Marie, bibliografisk
Forfatterinde, f. 1840, d. 11. Decbr 1900.
Hendes ualmindelige bibliografiske Viden og
Interesse for Studiet af Bogtrykkerkunstens
ældste Frembringelser, der skaffede hende
Prædikat som bibliothécaire honoraire ved
Nationalbiblioteket i Paris, har lagt sig for Dagen i flere
litterære Arbejder, som Catalogue des
incunables de la bibliotéque publique de France,
hvoraf hun dog kun naaede at faa udgivet 1. Bd
(1897). Kort før sin Død udsatte P. i Anledning
af Bibliotekskongressen i Paris 1900 en Præmie
for den bedste Afh. om, hvorledes skadelige
Insekters Ødelæggelse af Bøger skal forebygges.
(E. G.). C. S. P.
Pellegrino. Af italienske Kunstnere, kendte
under dette Navn, nævnes: 1) P.
(Peregrino) da Cesena, Nielloarbejder i 2. Halvdel
af 15. Aarh., af hvis fint udførte Stik, der
særlig findes i Louvre, Hofbibl. og »Albertina« i
Wien, anføres Kristi Opstandelse, Abundantia,
tre dansende Kvinder. 2) P. da San
Daniele (ell. Martino da Udine), Maler og
Kobberstikker (1460—70—1547), af hvis
betydeligste Malerier, der viser Paavirkning fra
venetiansk Kunst (Giorgone) og fra Pordenone,
nævnes Hovedværket: Freskerne i S. Antonio i S.
Daniele, Alterbilledet med Madonna, den hellige
Donato og fire unge Helgeninder i S. Maria de’
Battuti i Cividale, endvidere Billeder i Osopo,
Udine og i Akad. i Venedig. — Af P.’s
Kobberstik, af hvilke de første Aftryk viser en kostelig
Finhed og Sarthed i Stregen som
Sølvstiftstegninger, fremhæves en figurrig Allegori om
Maanens Indflydelse paa Menneskene (»Semele’s
Triumf«) og Korsnedtagelsen. 3) P. da
Modena, ogsaa kaldet P. Munari (1483—1523),
deltog bl. Rafael’s Elever i den dekorative
Udsmykning af Loggierne i Vatikanet og
udstyrede paa egen Haand Friser, Portaler, hele
Façader med malerisk Dekoration, saaledes som
det i Beg. af 16. Aarh. var Mode i Rom; af
disse hans Arbejder er intet bevaret til vor Tid.
4) P., Giovanni Antonio, Maler, f. i
Venedig 1675, d. smst. 1741, Elev af S. Ricci, vandt
stort By i de Lande — Tyskland, England,
Frankrig og Østerrig —, hvor han bedrev sine
store, dekorativt opfattede og behandlede,
hurtig og overfladisk malede Billeder: Vægbilleder,
Loftsmalerier og Alterbilleder, der i høj Grad
behagede Samtiden. Af hans i offentlige
Samlinger tilgængelige Malerier nævnes en Allegori
paa Malerakademiet (i Louvre), endvidere
Billeder i Augsburg o. m. a. St. 5) P., se
Tibaldi.
(A. R.). A. Hk.
Pellestrina, d. s. s. Palestrina.
Pelletan [pæl’tã], 1) Eugène, fr. Politiker
og Forf. (1813—1884). Han var af protestantisk
Slægt og siden 1838 litterær Medarbejder af fl.
Blade og Tidsskrifter. Han sluttede sig 1848
nøje til Lamartine og blev Medredaktør af hans
Blad Bien public; kom derved ind i det politiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
