Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pelloux, Luigi - Pell'ske Ligning - Pelluciditet - Pellworm - Pelly Bay - Pelly River - Pelmo, Mt. - Pelo - Pelobates, Pelobatidæ - Pelopidas - Peloponnes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pia. 1878 blev han Oberst, 1891 Generalløjtnant
og var Krigsminister Febr 1891—Decbr 1893, samt
paa ny Juli 1896—Decbr 1897. Maj 1898 blev
han overordentlig Regeringskommissær i
Syditalien, hvor han med Strenghed undertrykte
Bondeuroligheder, og derefter Juni 1898 Første-
og Indenrigsminister for at fuldbringe
Genoprettelsen af den offentlige Ro og Orden, bl. a. ved
Indskrænkninger i Trykke- og
Foreningsfriheden. Han forblev ved Roret indtil Juni 1900.
Siden 1896 er han Senator.
(E. E.). E. C.
Pell’ske Ligning [’pe£skə-] (mat.) har
Formen x2 — Dy2 = ± 1, hvor D er et helt Tal;
den søges tilfredsstillet for hele Værdier af x
og y og hører altsaa til de ubestemte
Ligninger (s. d.) af anden Grad. Alle disse Ligninger
kan reduceres til den P. L. Denne er først
opstillet af Fermat. Navnet har den fra en eng.
Matematiker John Pell (1610—85), Prof. i
Matematik i Amsterdam 1643—52, men dennes
hele Forbindelse med P. L. bestod i, at han i en
af ham foranlediget Oversættelse, til Engelsk af
en tysk Algebra tilføjede en Løsning af
Ligningen, der var funden af Wallis og Lord
Brouncker. Lagrange har givet en alm. Met. til
Ligningens Opløsning. Degen har i Canon Pellianus
angivet en Løsning af hver opløselig P. L.,
hvori D er et positivt ikke kvadratisk Tal
mindre end 1001.
Chr. C.
Pelluciditet ell. Gennemsigtighed optræder
hos forsk. Mieraler og Mineralvarieteter i ulige
Grad og danner derfor et vigtigt mineralogisk
Kendetegn. Efter Graden af P. skelner man
mellem gennemsigtig, halvgennemsigtig,
gennemskinnende, gennem skinnende i tynde
Splinter og helt uigennemsigtig.
(N. V. U.). O. B. B.
Pellworm, en af de slesvig-frisiske Øer, 26
km V. f. Husum, har et Areal af 36 km2 med c.
1700 Indb. P. er omgiven af Diger og bestaar
af frugtbar Marskjord med Korn- og Kvægavl;
den er er Levning af den store 1634
oversvømmede og sønderstykkede Nordstrand.
(Joh. F.). O. K.
Pelly Bay [’pe£i-’bei], Bugt i det arktiske
Nordamerika, er en Indskæring fra Boothia
Golf under 69° n. Br. og 90° v. L.
G. Ht.
Pelly River [’pe£i-’rivə], Flod i Dominion
of Canada, Yukon Territoriet, udspringer fra
Pelly-Søerne, løber langs med den
nordøstlige Skraaning af Pelly Mountains (2100
m) og forener sig efter et Løb paa 800 km ved
Fort Selkirk med Lewes River, hvorefter den
kaldes Yukon River.
G. Ht.
Pelmo, Mt., Bjergtop i Dolomitalperne, ligger
i den ital. Prov. Belluno og er 3169 m høj.
C. A.
Pelo, se Garn S. 439.
Pelobates, Pelobatidæ, se Løgfrøen.
Pelopidas, thebansk Statsmand og Hærfører
i Oldtiden, tilhørte en anset Slægt i Theben. Da
det oligarkiske Parti 383 i Kr. havde faaet
Magten i Theben støttet paa en spartansk
Troppestyrke, flygtede P. med flere andre af
Demokraternes Førere til Athen. De kom
imidlertid hemmelig tilbage, overrumplede og
dræbte Magthaverne og indførte en demokratisk
Styrelse (379). P., som ved disse Begivenheder
havde spillet en fremragende Rolle, førte i de
flg. Aar gentagne Gange den thebanske Hær ell.
Dele af den; navnlig stod den saakaldte »hellige
Skare« sædvanlig under hans Kommando. Med
den vandt han bl. a. en afgørende Sejr over en
overlegen spartansk Hær ved Tegyra (376),
ligesom han ogsaa havde en væsentlig Andel i
Sejren ved Leuktra (371). P. ledede desuden i flere
Aar sammen med Epameinondas Thebens
Politik; men medens Epameinondas mest virkede
paa Peloponnes, havde P. i Reglen i særlig Grad
Opmærksomheden henvendt paa Forholdene i
Thessalien og Makedonien. I Thessalien
optraadte han imod Tyrannen Alexander af
Ferai, der arbejdede paa at erobre hele Landet,
og desuden imod den makedoniske Konge
Alexander, der ogsaa søgte at gøre sig til Herre
over Thessalien. Ved to heldige Krigstog (369
og 368) ordnede P. Forholdene i Thessalien
efter Ønske og tvang endogsaa Makedonien, hvor
der netop havde raset voldsomme
Tronstridigheder, til at stille Tropper til Thebens
Disposition og give Gidsler. Men paa Tilbagevejen blev
P. ved Uforsigtighed fanget af Alexander af
Ferai, og først Aaret efter lykkedes det
Epameinondas at befri ham (367). Kort efter gik P.
som Gesandt til Susa for at forhandle om
Forbund med Perserkongen. Da imidlertid
Alexander af Ferai paa ny søgte at tilrive sig
Magten over Thessalien, gjorde P. et nyt Felttog
mod ham. I Slaget ved Kynoskefalai sejrede
Tbebanerne, men P. faldt (364).
H. H. R.
Peloponnes (Peloponnesos) var i
Oldtiden Navnet paa den store Halvø, som udgør
den sydlige Del af Grækenland, S. f. den
korinthiske Tange; nu kaldes den sædvanlig
Morea. Om P.’s Naturforhold se Grækenland
S. 205. I Oldtiden deltes P. i flere Landskaber.
Ved Tangen laa Distrikterne om Korinth og
flere andre, i Reglen selvstændige Byer (Flius,
Sikyon), og Syd derfor Argolis paa den Halvø,
der strækker sig ud imod Øst. S. f. Argolis kom
Lakonien, hvortil hørte de to østligste af de tre
Halvøer, der vender mod Syd, og V. f. Lakonien
kom Messenien. N. f. disse to Landskaber har
vi Arkadien, som paa alle Sider er afskaaren
fra Havet, V. f. det Elis og N. f. det Achaia ved
den korinthiske Bugt. Medens i den
forhistoriske Tid de mægtigste og mest blomstrende
Stæder fandtes i Argolis, nemlig Argos, Tiryns og
Mykenai, bliver senere det lakoniske Sparta P.’s
mægtigste Stad, og efterhaanden blev den
største Del af P. direkte ell. indirekte afhængig af
det. I 4. Aarh. f. Kr. hævede sig ved
Thebanernes Hjælp Messenien og Arkadien ved Siden af
Sparta, og i 3. Aarh. fik det achæiske Forbund
stor Magt. Snart efter blev imidlertid P. med
det øvrige Grækenland afhængigt af Rom. I
Middelalderen kom en stor Del af P., efter at
Frankerne havde erobret Konstantinopel, til at
udgøre Fyrstendømmet Achaia; da det opløstes,
var de to betydeligste Stater paa P.
Despotaterne Misithra og Patras, som 1460 faldt i
Osmannernes Hænder. Nogen selvstændig
peloponnesisk Historie er der derefter ikke Tale om.
(Litt.: E. Curtius, Peloponnesos [2 Bd, Gotha
1851—52]; Philippson, »Der Peloponnes«
[Berlin 1892]; Fallmerayer, »Geschichte
der Halbinsel Morea im Mittelalter« [2 Bd,
Stuttgart og Tübingen 1830—36]).
H. H. R.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
