Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Perdikkas (makedoniske Konger) - Perdikkas (makedonisk Officer) - Perdix - Perdonnet, Jean Albert Vincent Auguste - perdrix - perduellio - Per Døver og Kirsten Kimer - pereat - Pereda, Antonio de - Pereda, José Maria de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig, som da Odryserne under deres Konge
Sitalkes som Athenernes Forbundsfæller gjorde
Indfald i Makedonien og hærgede Landet (429),
men det lykkedes ham dog til sidst at holde de
fremmede Magter ude og befæste sin egen Stilling.
3) Perdikkas III, Søn af Amyntas II, blev
af Navn Konge 368, da hans Broder Alexander
II blev myrdet af sin Svoger Ptolemaios, der
foreløbig tog Regeringen som Formynder. Men
365 lod P. ham myrde og tog selv Regeringen.
I Beg. søgte han Athens Venskab, men slog
senere om. Han faldt 359 i en Kamp mod
Illyrerne.
H. H. R.
Perdikkas, en makedonisk Officer,
udmærkede sig paa Alexander den Stores
Krigstog. Kort før sin Død overgav Alexander ham
sin Signetring. Han blev derfor Rigsforstander,
medens Alexander’s aandssvage Halvbroder
Arrhidaios blev Konge (323). P. havde sin Nød
med at bevare Rigets Enhed og med at tvinge
Stormændene, der hver havde faaet sin Prov.
at raade over, til Lydighed. Først maatte han
med Vaabenmagt indsætte sin Ven Eumenes til
Statholder i Kappadokien (322), og derefter
vendte han sig mod Antigonos, Statholder i
Frygien, som ikke havde villet hjælpe med
dertil. Antigonos søgte derfor Bistand hos
Antipatros i Makedonien, og til dem sluttede sig ogsaa
Ptolemaios af Ægypten. P. vendte sig først mod
denne, men hans Soldater fulgte ham ugerne.
Foranlediget ved P.’s Strenghed og flere Uheld
paa Krigstoget udbrød der Mytteri i Hæren, og
P. blev dræbt (321).
H. H. R.
Perdix, Søster til Daidalos, Moder til hans
Elev Talos.
H. A. K.
Perdonnet [pærdå’næ], Jean Albert
Vincent Auguste, fr. Ingeniør, f. i Paris
12. Marts 1801, d. i Cannes 27. Septbr 1867.
Efter at have studeret ved Écoles des mines i
Paris rejste han i Tyskland og England og udgav
efter sin Hjemkomst sammen med L. Coste
det første fr. Skrift om Jernbaner: Mémoire sur
les chemins à ornières (1829). 1845 blev han
adm. Direktør for Chemins de fer de l’Est. Fra
1831 holdt han ved École centrale des arts et
manufactures Forelæsninger over
Jernbanebygning, og senere blev han Direktør for dette
Institut. Af hans mange Skr, der alle angaar
Jernbaner, fremhæves særlig: Portefeuille de
l’ingenieur des chemins de fer (3 Bd, 1843, sammen
med C. Polonceau, ny Udg. 1859 ff.) og Traité
elementaire des chemins de fer (1855—56).
A. O-d.
perdrix [pær’dri], Agerhøne; toujours p.
[tu’зu.r-p.], »altid Agerhøne«, Udtryk for
Overmættelse, Lede selv for Delikatesser.
perduellio (lat.) betegnede hos Romerne
opr. grov Krænkelse af Statens Sikkerhed og
Værdighed ell. af Folkets Frihed
(Højforræderi). Sager angaaende p. behandledes sædvanlig
af Centuriatkomitierne, men undertiden ogsaa
af en Kommission paa to Mand (duumviri
perduellionis), hvorfra der dog kunde appelleres til
Centuriatkomitierne. Denne Form anvendtes
dog i Republikkens senere Tid yderst sjælden.
Overhovedet gik Anklager for p. efterhaanden
af Brug; i deres Sted traadte Anklager for
majestas (s. d.).
H. H. R.
Per Døver og Kirsten Kimer (Kimers),
Træfigurer fra c. 1500 paa det gl Urværk i
Roskilde Domkirkes Indre. P. D. slaar Timeslagene
paa en større Klokke, K. K. Kvarterslagene paa
en mindre. Til Urværket hører ogsaa St.
Jørgen og Dragen.
A. Hk.
pereat (lat.), »gid det maa gaa ham galt!«
Hyppig bruges Udtrykket substantivisk: at
bringe en et p., ɔ: paa larmende Maade at udtrykke
sit Mishag med en.
H. H. R.
Pereda [pæ’ræða], Antonio de, sp. Maler,
f. i Valladolid 1599, d. i Madrid 1669, var Elev
af P. de las Cuevas og uddannedes under
Paavirkning af venetiansk Kunst, som han kopierede
i Madrid. Berømt allerede i en Alder af 17 Aar
blev han af Olivarez kaldet til Udførelsen af
Malerier i Buen retiro; her malede han:
»Markien af Santa Cruz befrier det belejrede
Genua«. Af hans øvrige Arbejder, der med et
venetiansk Farvevalg forbinder en nederlandsk
Omhu for Behandlingen af Detaillen, fremhæves
det allegoriske »Livets Drøm« (Akademiet San
Fernando, Madrid), Helgenbillederne S.
Hieronymus (1643, Prado) og S. Domingo
(Thomas-Kirken, Madrid), Nature-morte-Billeder i Louvre
og Petrograd.
(A. R.). A. Hk.
Pereda [pæ’ræða], José Maria de, sp.
Romanforfatter, f. i Polanco 7. Febr 1834, d. 1.
Marts 1906. Hans Fødeby ligger i Prov.
Santander, og han er saaledes af den dygtige og
begavede Race, der kaldes »Bjergboere« (los
Montañeses). P.’s Liv var ikke rigt paa Hændelser:
han uddannedes til Civilingeniør, var 1873
Deputeret i Cortes, hvor han hørte til det
karlistiske Parti, og levede siden som rig Privatmand
i Polanco, sysselsat med sin litterære
Virksomhed. Denne begyndte med Escenas montañesas
(1864), en Rk. til Dels novellistiske Skildringer
af Sæder og Skikke, navnlig de helt ell. halvt
forsvundne i Santander og dets skønne
Bjergland, vidnende om hans ypperlige
Iagttagelsesevne, hans fast formende Haand og om, at han
gennem mange Aars Selvsyn og utrættelig
Færden kender sit Folk ud og ind, til Lands som til
Søs. Flere lgn. Samlinger af Skitser fulgte efter
og udmærkede sig ved samme gode Egenskaber.
Men Tyngdepunktet i P.’s litterære Produktion
ligger i hans større Fortællinger. Ypperst er
han i disse, hvor han bevæger sig paa
Hjemmets Grund mellem sine Bønder, Jægere og
Fiskere: der er en kraftig, sund og opr. Realisme
og samtidig en velgørende høj og ren Idealitet,
kosteligt Lune og sand Følelse i Sotileza (1884),
La puchera (1889) og Peñas arriba (1895),
maaske hans Mesterværk, med herlige
Naturskildringer. Ogsaa Don Gonzalo González de la
Gonzalera, Pedro Sánchez og El sabor de la
tierruca er at fremhæve; i andre af sine Romaner,
navnlig hvor han vil skildre
Samfundsforholdene i Hovedstaden, som i La Montálvez og El
buey suelto . . ., kommer hans Virkelighedssans
ikke ret frem, idet den skades af Tendens (P.
var yderlig konservativ og udpræget Katolik).
Desværre er denne udmærket talentfulde Forf.
ogsaa i sine helt fortrinlige Værker saa
nationalt begrænset, bl. a. i Henseende til sin ægte
sp. Bredde, at han ikke let lader sig gengive i
andre Sprog; nogle af hans Bøger er dog blevne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
