Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pergamenske Kunstværker - Pergamenske Rige - Pergament - Pergamentlæder - Pergamentpapir - Pergamentsornament - Pergamino - Pergamon ell. Pergamos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hovedindtrykket af dette c. 130 m lange Relief,
hvori Figurerne ofte næsten helt løsner sig fra
Baggrunden, er en overvældende Rigdom og
Frodighed i Fantasien. Men her raader en
Aand, ganske forsk. fra den i
Parthenons-Frisen; her er adskilligt mere Voldsomhed,
stundom næsten Mangel paa Beherskelse. Her er
Livfuldhed og Fyrighed, men ogsaa en vis
Forkærlighed for det effektfulde, hvor den ældre
Kunst havde Alvor og Ro. Det er som en
Trompetfanfare, hvor Parthenons-Frisen ligner lyse,
klingende Violintoner. Men dog er
Pergamons-Frisen, grandios i Tanke og Udførelse, et af
Verdens ypperste Kunstværker.
Skønt Frisen maa betragtes som et
arkitektonisk Arbejde, er der anvendt en overordentlig
Omhu paa Detailler. Den har tillige baaret
Farver, der dog nu næsten ganske er forsvundne.
Der kendes forsk. af Navnene paa de utvivlsomt
ret talrige Kunstnere, som har arbejdet med
paa Gigantkampen. Frisen var allerede i
Oldtiden berømt, og der er bevaret fl. Brudstykker
af forsk. smaa Kopier. — Mindre betydelig er
den saakaldte Telefos-Frise, der
behandler Sagnet om Telefos. Der er bevaret en Del
stærkt medtagne Fragmenter, der viser en
Højde af 1,74 m. Den har mulig hørt til Alterets
Overdel. Ligesom alexandrinske Relieffer har
den landskabelig, malerisk Baggrund.
Med den pergamenske og den dermed
beslægtede rhodiske Kunstskoles Frembringelser
ender den originale gr. Kunsts Historie (Litt.,
se Pergamon).
H. A. K.
Pergamenske Rige, se Pergamon.
Pergament kaldes Huder, der er tilberedte
saaledes, at de er blevne holdbare og
nogenlunde elastiske; en egl. Garvning har de ikke været
underkastede, og de kan derfor ved Kogning
med Vand omdannes til Lim. De Huder, der
anvendes, faas af unge Kalve, Geder, Æsler og
Lam. Tilberedningen bestaar i den ved Læder
anvendte Udblødning, Rensning, Afhaaring og
Skrabning, hvorefter Huden udspændes stramt
i en Ramme, skrabes tynd og slibes med
Pimpsten o. l. P. er nu færdigt til Brug som
Trommeskind og til Bogbind, medens det, naar det skal
benyttes til Skrivebrug, afslibes, først med
Linolie alene, derpaa med Linolie og Blyhvidt.
K. M.
Efter hvad Plinius d. æ. fortæller i sin
Naturhistorie (XIII 70), skal Brugen af P. som
Skrivemateriale stamme fra Byen Pergamum i
Lilleasien, hvor det toges i Anvendelse, da de
ægypt. Konger af Misundelse over det
pergamenske Biblioteks Vækst standsede Udførselen
af Papyrus. Fortællingen er næppe paalidelig;
sikkert er det i hvert Fald, at Benævnelsen P.
tidligst kan dateres til Aar 301 e. Kr. og vistnok
har sin Oprindelse fra Plinius’ Beretning; den
ældre lat. Benævnelse paa Skrivemateriale af
Skind er membrana. Brugen af P. kan føres
tilbage til 1. Aarh. f. Kr., og efterhaanden
fortrængte det helt Papyrus, som endnu fandt
Anvendelse i det pavelige Kancelli til 1022,
hvorefter det helt forsvinder. Middelalderen
igennem var P. det alm. Materiale til Fremstillingen
af Bøger, og selv efter at det langsomt var
bukket under for det op mod Aar 1000
fremtrængende Papir, holdt det sig længe i Brug ved
Udfærdigelse af Dokumenter og Statsakter; endnu
i 18. Aarh. forekommer P., om end sjældnere, i
officielle Anliggender. Et Haandskrift i Kgl.
Bibliotek i Kbhvn (Gl. kgl. Samling, 4, 2°) giver
gennem sine Miniaturer en Fremstilling af P.’s
Tilberedelse til Bog (se herom A. A.
Bjørnbo i »Bogvennen« 1901—03, S. 36—43). — I
Bogtrykkerkunstens ældre Tid, da man søgte
at efterligne de haandskrevne Bøger, var P. et
hyppigere anvendt Materiale end sidenhen, da
trykte Bøger blev almindeligere; nutildags er
det sjældent, at en Bog trykkes paa P. (»Vélin«)
i enkelte særlig fine Eksemplarer.
Pergamenttryk anses for at høre til
Bibliotekskostbarhederne og opbevares almindeligvis for sig i de
store offentlige Bogsamlinger (J. van Praet,
Catalogue des livres imprimés sur vélin qui se
trouvent dans la bibliothéque du Roi [6 Bd, Paris
1822—28] og samme, Catal. des livres imprimés
sur vélin [Suppl. til forrige, 4 Bd, Paris
1824—28]; C. Molbech, »Fortegnelse over de paa P.
trykkede Bøger i det kgl. Bibliotek« [Kbhvn
1830]). — I Bogbinderiet brugtes P. tidligere
langt hyppigere end nu, oftest ufarvet, tit med
Guldprydelser; nutildags hører Pergamentbind
til de dyrere og fornemmere Indbindinger. P.
Gr. a. P.’s Styrke findes det dog hyppig anvendt
til Hjørner paa Bind, som der ventes at skulle
gaa mere end alm. Slid af.
(E. G.). C. S. P.
Pergamentlæder er Pergamentpapir, som
ved Presning har faaet en narvlignende
Overflade. Anvendes til Bogbind.
K. M.
Pergamentpapir, se Papir.
Pergamentsornament, se Foldeværk.
Pergamino [pærga’minå], By i Staten Buenos
Aires, Argentina, 10000 Indb.
M. V.
Pergamon ell. Pergamos, i Oldtiden By
i Mysien. P. laa paa en 310 m høj Bjergknude,
der falder brat af mod N., Ø. og V., men mod
S. sænker sig i en taale lig jævn Skraaning,
afdelt i forsk., delvis ogsaa ved Kunst stærkt
jævnede Terrasser, samt ved denne Bankes Fod
Det ældste P. laa paa den øverste Top. I Beg.
af Kongetiden indtog Bebyggelsen største Delen
af Bjerget og Terrasserne; senere, især under
Eumenes II, udvides den stedse mere over de
lavere Strækninger mellem to mindre Floder,
Ketiois og Selimos, og videre mod V. Fra de
forsk. Udvidelser findes Rester af Bymure. Da
Romervældets Tilbagegang begynder under de
senere Kejsere, trækker Bebyggelsen sig ind, og
dette fortsættes videre i den byzantinske Tid,
hvor man endog indskrænker Befæstningen til
en Del af Banken, saaledes at den sydlige Mur
kom til at skære Zeus-Alteret. I denne Mur
indgik talrige Bygningsdele fra de ældre Tider og
bl. a. Dele af Gigantfrisen. Paa den gl. Bys
Plads ligger endnu en lille tyrk.-gr. By,
Bergama. Opmærksomheden blev først henledt paa
Stedet, da Ingeniøren K. Humanni 1870’erne
bragte de første Dele af Gigantfrisen til
Berlin. Navnlig ved hans Tilskyndelser lykkedes
det at faa en tysk Udigravning i Stand, som
derefter paa den preuss. Regerings Bekostning
foretoges 1879—86, især ved Humann og A.
Conze. 1900 blev en Fortsættelse af
Undersøgelserne paabegyndt af Conze og Dörpfeld.
Samtlige ved Undersøgelsen fundne Skulpturer o. a.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
