Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Persien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Medlemmer rasede blodige Kamp«. Artaxerxes
III Ochos (358—37) begyndte sin Regering
med at rydde sine Brødre og andre
Slægtninge af Vejen. Han hævede for sidste Gang
Rigets Magt ved atter at undertvinge Ægypten
og kue Oprør af Fønikerne, Jøderne i Judæa og
Satrapen i Lilleasien. Dette Resultat skyldtes
kraftige Hjælpere som Gildingen Bagoas og
særlig de gr. Brødre Mentor og Memnon, som først
havde staaet paa Modstandernes Side. Bagoas
dræbte til sidst Kongen ved Gift og satte hans
Søn Arses paa Tronen for at herske i hans
Navn. Da den ny Konge blev ham for
selvstændig, dræbte ban ogsaa ham og gjorde
Kodomannos, en Sønnesønssøn af Dareios II,
til Konge (335). Ogsaa denne, der nu antog
Navnet Dareios III, var nær ved at blive ryddet
af Vejen af den herskesyge Gilding, men kom
ham i Forkøbet og lod ham selv tømme
Giftbægeret. Dareios III var en hæderlig, brav og
personlig tapper Mand, men han kom, som Leder
af en Stat i stærkt politisk Forfald, til at staa
over for Tidens største Feltherre, og i denne
Kamp bukkede han og Perserriget under.
Alexander den Store trængte ustandselig frem,
og Dareios maatte under heltemodig Modstand
vige længere og længere N. paa, medens
Alexander stak Persepolis i Brand. Den sidste
Achæmenide blev dræbt (330) af Satrapen Bessos,
som selv vilde tilrive sig Kongemagten, men blev
fanget og dræbt af Alexander. Erobreren
ægtede Dareios’ Datter og betragtede sig som
Achæmenidernes retmæssige Efterfølger; han optog
persiske Hofskikke og søgte at hæve Riget af
dets Forfald ved kraftig Styrelse, men døde
allerede 323.
Under Kampen mellem Alexander’s
Efterfølgere tilfaldt P. Seleukiderne. Senere dannedes
der et græsk-baktrisk Rige i Østiran. Kort efter
250 dræbte en Høvding Arsakes af det
nordiranske Daherfolk Satrapen i Parthien og
dannede et parthisk Rige. De første Konger af
Arsakidernes Dynasti førte med vekslende
Held Kampen mod Seleukiderne. Det lykkedes
Mithradat I (174—136) at samle næsten
hele Iran under sig; i fl. Landsdele blev de
indfødte Konger ved at herske, men som
Lensmænd under Partherkongernes Overhøjhed.
Omtrent ved denne Tid fandt en Folkevandring Sted
i Højasien. Et Folk ved Navn Juetshi, der
maaske er identisk med de saakaldte Tokharer,
satte sig fast i Oxus-Egnen og fortrængte de der
boende Sakere, der omstyrtede det baktriske
Rige. Baade Sakerne og Juetshierne blev farlige
for Partherriget. Artaban II (127—124) faldt
i Kampen mod Juetshierne. Mithradat II
(124—87) besejrede Sakerne, hvoraf en Del slog
sig ned i Egnen om Hilmend-Floden, som efter
dem fik Navnet Sakastene (siden Sistan). Paa
samme Tid begyndte Parthernes Berøring med
Rom. Navnlig blev Armenien fra nu af gennem
Aarhundreder et brændende Stridsspørgsmaal
mellem de to Verdensmagter. Mod
Partherkongen Orodes’ (56—37) dygtige Hærfører Suren
led den erobringslystne Crassus et frygteligt
Nederlag og faldt selv. Suren faldt kort efter som
Offer for den paa hans Ry misundelige Kong
Orodes. Men i Kongens Søn Pakorus fik
Partherne igen en dygtig Feltherre. Han
undertvang Syrien og Fønikien og gjorde den sidste
Makkabæer i Palæstina til pers. Lensmand, men
faldt i en uheldig Kamp mod Romerne. Orodes
nedlagde Regeringen. Hans Søn Fraates IV
(37—2) myrdede sin Fader og sine Brødre og
herskede som en Tyran, men ikke uden
Dygtighed. En Krig med Antonius førtes med
vekslende Held. En Tid lang blev han fordreven ved
et Oprør, men kom tilbage og kom i Krig med
Rom ang. den armeniske Tronfølge. Hans
Efterfølger Fraates V ell. Fraatakes (2 f.
Kr. til 4 e. Kr.) maatte i denne Sag give tabt
over for Kejser Augustus. Vonones I (8—12)
havde henlevet sin Ungdom i Rom og antaget
rom. Sæder; derved paadrog han sig de pers.
Stormænds Had og blev fordreven. Den flg. Tids
Historie er et sørgeligt Virvar, opfyldt af Oprør,
Afsættelser og Kongemord og uheldige Krige
med det kraftige rom. Kejserrige. Under
Khosroes ell. Osroes (110—30) erobrede Trajan
Mesopotamien, men kunde ikke bringe Ro til
Veje i disse fjerne Egne; Hadrian opgav derfor
alt det vundne, og Freden mellem Rom og P.
sikredes ved en personlig Sammenkomst mellem
Herskerne. Men Striden brød ud igen, og paa
Volagases III’s (148—91) og Volagases
IV’s (191—209) Tid blev Hovedstaden Ktesifon
fl. Gange erobret og plyndret af Romerne under
Lucius Verus og Septimius Severus. Artaban
V (209—26) optraadte med ikke ringe Kraft over
for Romerne, men en lille Lokalfyrste i Persis,
Ardaschîr (Artaxerxes) Pâwaghan,
rejste sig imod ham og besejrede ham efter
haarde Kampe. Artaban faldt i Slaget (226).
Dermed afløstes Arsakiderne af det
sasanidiske Dynasti, de til en vis Grad hellenistisk
paavirkede Parthere af Perserne; og
Dynastiskiftets Følger var ikke blot, at P. styrkedes i
politisk og milit. Henseende, men tillige en
kraftig Vækkelse af den nationale pers. Aand.
Den gl. Zarathustra-Lære blev Statsreligion, og
Gejstligheden, Magerne, der dannede et
velordnet Hierarki, blev til en Beg. Kronens bedste
Støtte, men dens Magt steg efterhaanden saa
stærkt, at den til Tider blev farlig nok for
Kongevældet. Ved Siden deraf vedblev Lensadelen,
der nu tillige udviklede sig til en Embedsadel,
at spille en mægtig Rolle i den pers. Stat.
Ardaschîr I, det ny Riges Organisator, døde 241.
Hans Søn Shâpûr (Sapor) I (241—72) slog
Romerne og tog Kejser Valerian til Fange.
Hans Sejr forherligedes i flere Klipperelieffer.
Under ham optraadte Mani med et nyt
Religionssystem (se Manikæerne); han blev
dømt som Kætter og dræbt, og hans Lære blev
forfulgt, men vandt dog i Hemmelighed stor
Udbredelse, navnlig i det nordøstlige Iran. Ogsaa
Kristendommen vandt Indpas i P. trods
jævnlige Forfølgelser; fra 5. Aarh. var
Nestorianismen den herskende Lære bl. Perserrigets
Kristne. Buddhister fandtes i Østiran. Krigen med
Romerne fortsattes med Afbrydelser
Aarhundreder igennem. Narsê (Narses, 293—303)
led et stort Nederlag over for Galerius, hans
Familie og Skatte faldt i Romernes Hænder, og
han maatte afstaa fem Distrikter i
Lillearmenien. Shâpûr II (309—79) kæmpede med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
