Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Persien - Persienner - Persiflage - Persigny, Victor Fialin de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uafbrudt Kamp med denne Konstitution, som
han hadede. Den evige Mistro mellem Shahen
og Parlamentet lammede ethvert Forsøg paa
gennem frugtbringende Lovgivningsarbejde at
komme ud af den finansielle Misere. Storveziren
Amîn-es-Sultân blev myrdet 31. Aug. 1907,
s. D. som Englands og Ruslands Regeringer
undertegnede en Overenskomst, hvorefter P.
skulde inddeles i en nordlig, russ., og en sydlig,
eng. Interessesfære og en mellemliggende,
neutral Zone. Shahen konspirerede med Russerne
mod sit Folk og forsøgte i Decbr et Statskup,
der mislykkedes. I Juni 1908 gentog Muhammed
Ali sit Forsøg paa med Vold at skaffe sig af
med Parlamentet, denne Gang med Held.
Parlamentsbygningen blev skudt i Ruiner, mange
Deputerede blev henrettede ell. maatte flygte.
Den russ. Kosakoberst Liakhof raadede som
en Slags Diktator i Teheran, i Tabriz udbrød
nu en Revolutionsbevægelse, ledet af Sattar
Khân, der i Maaneder igennem holdt sig mod
de kongelige Tropper, indtil en russ. Styrke
sendtes til Tabriz for at »pacificere«. Anarkiet
voksede Dag for Dag, alt økonomisk Liv var
omtr. standset og Befolkningen bragt til den
yderste Fortvivlelse. I Ispahan gjorde
Bakhtiaristammens Høvding Serdâr Asad
Oprør, og i Juli 1909 marcherede han mod
Hovedstaden Syd fra, medens en anden
Nationalistfører, Sipehdâr, nærmede sig Nord fra
med sine kaukasiske Tropper. De erobrede
Teheran. Shahen søgte (16. Juli 1909) Tilflugt i
den russ. Legation og abdicerede her til Fordel
for sin mindreaarige Søn Ahmed. Det
genaabnede Parlament indkaldte den amer.
Finansekspert Morgan Shuster, for at han kunde
reorganisere Landets ødelagte Finanser, men
Rusland og England saa skævt til hans Virksomhed
og fik ham efter faa Maaneder fordrevet ved to
Ultimata til den pers. Regering. Belgieren
Mornard overtog Reorganiseringsarbejdet i nøjere
Føling med Rusland. Tyskerne arbejdede paa
deres økonomiske Ekspansion i P. Efter at være
bleven myndig kronedes Shah Ahmed Juli 1914.
I Verdenskrigen benyttede Tyrkerne, Tyskerne,
Russerne og Englænderne P.’s Territorium som
Krigsomraade, skønt P. havde erklæret sig
neutralt. De sv. Officerer, der havde uddannet et
pers. Gendarmeri, maatte forlade Landet, og
England indrettede et sydpersisk Gendarmeri,
medens russ. Tropper stod i Nordpersien. Disse
sidste forvandledes efter den bolshevikiske
Revolution i Rusland til Røverbander, der blev
en Plage for P. Den bolshevikiske Regering i
Moskva, der søgte Støtte for sin Politik hos de
muhammedanske Folk, erklærede den af
Perserne forhadte eng.-russ. Overenskomst af 1907
for ugyldig. 1919 sluttede England med P.’s
Regering en Overenskomst, der vilde bringe
P.’s Hær og Finanser under britisk Kontrol,
men i P. var Stemningen imod denne Traktat
saa stærk, at Premierministeren Vusûk-ed-daula
maatte gaa af. Russiske Tropper landede i
Enzeli, og efterhaanden kom større Dele af
Nordpersien paany under russ. Militærkontrol.
Den pers. Regering støttede sig til
Moskva-Regeringen mod England. Jan. 1921 sluttedes en
russ.-pers. Overenskomst, hvorved Rusland i
Princippet gik ind paa at annullere
Kapitulationerne. Febr 1921 foretog en engelskvenlig
Gruppe et Statskup, men i Maj blev
Statskupkabinetteit Ziâ-ed-dîn styrtet, og en
nationalistisk Regering under Kavâm-es-seltane
genaabnede Parlamentet, der nægtede at ratificere den
pers.-eng. Overenskomst af 1919. Den eng.
Regering trak imidlertid sine sidste Tropper bort
fra P. og gik over til en afventende Politik.
Dens Indflydelse var gaaet stærkt tilbage. De
skiftende Regeringer i Teheran søger at værne
Landets Selvstændighed ved en Balancepolitik,
der skal holde saavel England som Rusland
og den bolshevikiske Propaganda paa Afstand.
(Litt.: Oldtiden): F. Justi, »Gesch. des alten
Persiens« [1879]; Samme, Oversigt i
»Grundriss der iran. Philologie« II; J. V. Prášek,
»Gesch. der Meder und Perser«, 1—2 [1906—10];
A. v. Gutschmid, »Gesch. Irans von
Alexander dem Grossen bis zum Untergange der
Arsaciden« [1888]; Th. Nöldeke, »Gesch. d.
Perser und Araber zur Zeit der Sasaniden«
[1879]; Arth. Christensen, L’Empire des
Sassanides [1907]. Den islamitiske Tid: A.
Müller, »Der Islam im Morgen- und Abendland«
II [1886]; P. Horn, Oversigt i »Grundriss der
iran. Philologie« II; E. G. Browne, The
Persian Revolution [1910]; Morgan Shuster,
The Strangling of Persia [1912]. Fra Oldtid til
Nutid: P. M. Sykes, A History of Persia, 1—2
[2. Udg. 1921]; samme, Persia [1922]).
A. C.
Persienner, se Jalousier.
Persiflage [dansk -’fla.sjə, fr. pærsi’fla.з]
(fr.), fin, badende Spot. Persiflere, spotte,
gøre latterlig, haane.
Persigny [pærsi’nj’], Victor Fialin de
fr. Statsmand, f. 11. Jan). 1808, d. 13. Jan. 1872.
Han tog 1825 Tjeneste i Hæren som Husar, blev
1828 Vagtmester og deltog Juli 1830 i et
republikansk Opstandsforsøg, men blev kort efter
afskediget. Han drog nu til Paris, blev
Journalist og kaldte sig Vicomte P. (efter et tidligere
Navn i Slægten), medens han hidtil kun hed
Fialin. 1834 omvendtes han til Napoleonismen,
besøgte n. A. Prins Louis Napoleon (Napoleon
III) paa Arenenbeirg og knyttede et fortroligt og
trofast Venskab med ham. 1836 forberedte han
og tog selv Del i Prinsens første Opstandsforsøg
i Strasbourg, men undkom herfra og udgav n.
A. i England en Retfærdiggørelse deraf.
Ligeledes fulgte han 1840 med paa Togtet til
Boulogne og dømtes nu til 20 Aars Fængsel; i dette
skrev han 1845 om de ægyptiske Pyramider,
hvis Bestemmelse formentlig var at bryde
Sandflugten fra Ørkenen. Løsladt 1848 virkede han
ivrig for Prinsens Valg til Præsident, blev
derefter hans Adjutant og Oberst, valgtes Maj 1849
til Nationalforsamlingen og sendtes den flg.
Vinter i fortroligt Hverv til Berlin for om
muligt at opnaa et politisk Forbund med Preussen.
Selvfølgelig var han en Hoveddeltager i
Statskuppet Decbr 1851 og afløste Jan. 1852 de
Morny som Indenrigsminister for at underskrive
Dekretet om Inddragelse af den Orléans’ske
Slægts Godser. Han afgik som Minister Juni
1864, var som ivrig Tilhænger af Forbundet
med England Maj 1855—Jan. 1858 og paa ny
Maj 1859—Novbr 1860 Sendemand i London.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
