Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - persisk Arkæologi - persiske Bugt - persiske Hav - persisk Fajance - persisk Insektpulver - persisk Sprog og Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Soheil) har gjort yderst vigtige Fund. Da
Persien ikke har noget Nationalmuseum, og da
Staten ikke ser sig i Stand til at bekoste
Undersøgelser og planmæssige Udgravninger for at
skaffe paalideligt Materiale til Veje til
Grundlæggelse af et saadant, har den pers. Regering
paa Forslag fra den fr. Republik indtil videre
befuldmægtiget denne til at lade foretage
Undersøgelser og Udgravninger i Persien og til
at føre de fundne Genstande til fr. offentlige
Museer, mod at Frankrig bærer alle Udgifter.
De af Morgan (og Scheil) i Susa o. a. St. fundne
Sager er udstillede i Louvre, hvor man nu i
adskillige Aar har kunnet se andre højst
interessante Genstande fra Persiens Oldtid,
nemlig de Vægdekorationer, som stammer fra det
af Dareios I opførte Palads i Susa, og som
viser hele Rækker af legemsstore Figurer,
udførte ved Hjælp af emailerede Sten, alt
tilvejebragt ved Ægteparret Dieulafoye’s omhyggelige
Udgravninger i Susa. Da Persien er et stort
Land, i hvilket Forbindelsen imellem de enkelte
Landsdele besværliggøres ved Bjerge og
Ørkener, er det en Selvfølge, at Kulturudviklingen
ikke alle Vegne har været ens, og at flere af
Persiens Provinser derfor vil befindes at have
en fra andre Landsdele forsk. Arkæologi.
V. S.
persiske Bugt, persiske Hav, Sinus
Persicus, Havbugt ell. »Middelhav«;, der fra
det arabiske Hav skærer sig ind mellem Persien
mod Ø. og N. og Arabien mod S. og V. med
en Længde af 1100 km og en Bredde, der ligger
mellem 55 km i Ormus-Strædet og 334 km paa
det hredeste Sted. P.’s Kystomrids har en
Længde af 3420 km, og Arealet er efter
Krümmel 236835 km2, hvoraf 4125 km2 falder paa
Holme og Øer, af hvilke nævnes Tawilah (1683
km2), Ormus, Charak, Bubian og Bahrein, samt
hvorfra yderligere maa trækkes c. en Tredjedel,
da Oman-Bugten er medregnet Set fra P.
hæver Nordkysten sig stejlt op fra Havet, men
har dog de fleste Steder en lav Kystbræmme;
den arabiske Kyst er lav og sandet og har
enkelte Steder vulkanske Dannelser. Ellers
er Kalkstenen absolut den fremherskende
Bjergart langs P.’s Kyster. Geologisk talt
danner P. Fortsættelsen af den Indsænkning
mellem det eranske Højland og det arab. Plateau,
der begynder mod N. med Lavlandet omkring
Eufrat og Tigris. Og Bugtens nordvestlige Kyst,
der optager disse Floders Vandmasser gennem
Shat el Arab, kan da ogsaa historisk paavises at
være i jævn Fremrykning. Efter en Opgivelse
af Rawlinson skal Fremrykningen endogsaa
være gennemsnitlig 53 m om Aaret. Selve P.
er lavvandet med en Middeldybde paa 40—50 m
og en Maksimaldybde, der næppe overskrider
80 m. Undersøiske Banker findes særlig paa
den arabiske Side. Strømningerne afhænger
ganske af Vindene, og Tidevandet er næsten
umærkeligt. Saltholdigheden er i Overfladen
40—40,5 ‰. Sammenlignet med det indiske
Oceans rene blaa Tone skal Vandet i P. have
en grønlig Farve. Dyreverdenen er rig saavel
paa mikroskopiske Former som paa Fisk,
hvorfor Kysterne huser en betydelig
Fiskerbefolkning. En særlig Rolle spiller Perlefiskeriet,
der igiver et aarligt Udbytte paa c. 9 Mill. Kr.
Skibsfarten, der fortrinsvis holder sig til den
persiske Side, er nu, da England har overtaget
Herredømmet og Ordensopretholdelsen i P.,
bekvem og sikker.
(H. P. S.). M. V.
persiske Hav, se persiske Bugt.
persisk Fajance [-’jaŋsə]. Den ældste
kendte p. F. forekommer som
Flisebeklædninger af monumentale Bygninger. Heraf er de
berømteste de vældige Vægbilleder fra
Achaemenidernes Palads i Susa, opført omkr. 500 f.
Kr., der findes i Louvremuseet i Paris (de
vandrende Løver og de 12 Bueskytter). De er
udførte efter ass. Forbilleder. Konturerne dannes
af et ophøjet usmelteligt Ler, hvorimellem de
forsk. farvede Glasurer er hældt ud, saaledes
at disse ikke kan flyde over i hverandre.
Senere anvendtes ogsaa Lustremaleriet paa
Bygningsfliser, i Reglen i 2 forsk. Former, en
sitijerne- og en spids korsformet, der passer ind
i hinandens Kanter. Hver Flise er altid en
selvstændig dekorativ Helhed; de er plane uden
Relief med en Bort, inden for hvilken der er
malet Blomster og Dyremotiver. Denne Art p.
F. skriver sig fra 13. Aarh. Senere begynder
man at presse (i Form) større dekorative Stkr
i Relief, hvortil foruden Lustrefarver ogsaa
anvendes en kraftig koboltblaa, særlig til
Fremhævelse af Skriftdekorationer, der er meget
alm. Denne Dekoration og Teknik holder sig til
Beg. af 17. Aarh. En anden Art Fliseteknik
fremkom i Beg. af 15. Aarh., ved at man af
færdigbrændte glacerede Fajanceplader udsavede
Stkr, som man senere med Kalkmørtel
sammensatte som Mosaik; denne er i Farverigdom
og Glans enestaaende i den pers. Keramik.
Foruden Fliserne, der alle er udførte i ægte
Fajance, d. v. s. med tinholdig afsat Glasur, findes
en Mængde »Karkeramik« af »Halvfajance«,
dækket med en klar gennemsigtig Blyglasur. Til
»Karkeramiken« henregnes Genstande som
Krukker, Fade, Skaale, Hankekander m. m. De
ældste Stkr er fundet i Rhages og Sultanabad;
de maa være ældre end fra 1221, da Byen
Rhages blev jævnet med Jorden af Tatarerne dette
Aar. Til Dekorationen heraf anvendes i 16.—17.
Aarh. foruden Lustrefarver en turkis- og lapis
lazuliblaa Glasur; først senere fremkommer de
blaamialede Fajancer i 17.—18. Aarh. Disse er
stærkt paavirkede af det kinesiske Porcelæn,
som man forsøger at efterligne endogsaa i
Massen, saaledes at man — dog meget sjælden
— kunde opnaa en svag Transparens. P. F. er
Moder til alle senere orientalske og europæiske
Fajancer, som tyrkiske, kaukasiske, mauriske,
italienske, spanske etc. (Litt.: E.
Hannover, »Keramisk Haandbog« [Kbhvn 1919]).
Arn. K.
persisk Insektpulver, se Insektpulver.
persisk Sprog og Litteratur. Persisk er
det Sprog, der hører hjemme i Persis (nu
Fârs), den sydvestlige Del af det iranske
Sprogomraade. Da denne Prov. til forsk. Tider har
været Udgangspunkt for Statsdannelser, som
omfattede hele ell. største Delen af Iran, har
Sprogformen i Persis baade i ældre og nyere
Tid hævdet sig som Rigssprog, blot med
Undtagelse af den parthiske ell. arsakidiske
Periode, da en nordligere iransk Dialekt var
Rigssprog. Oldpersisk var Rigssprog under
Achæmeniderne. Det kendes gennem en Række
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
